Det er min Donatella,
der dufter morgenblaat,
og slynger Røgens Rytmer
omkring mit Tanke-Slot,
hvis Vægge bærer Billeder
af fordums Dages Færd,
og Lyset sprænger Stuerne
med Mindets gyldne Sværd . . .
Paa dette Billed gik jeg
engang ved Havets Blaa,
hvor grønne Søer glitrer,
og klare Toner staa —
i Vandets blanke Spejlning,
i grønne Flammers Staal . . .
mens Havet grusomt hæver
sin morgenskønne Skaal.
Dér løb Hefaistos’ Datter,
du badeglade Barn,
og ned din nøgne Ynde —
langs Vaad og vaade Garn.
Søstjernen smilte: Hjælp mig
til Havets Liv igen.
Du slynged den tilbage —.
De tusind Smaatings Ven.
Paa dette Billed stod du
i Mødets første Stund
og følte, at du vaagned
af et lysbedøvet Blund —.
Dérude laa din Barndom
som blide Skyers Flugt,
og Øjeblikkets Blaanen
Gjorde Mødet med dig smukt.
Ind til hinanden løb vi.
To Sjæle blev til én. —
Dér stod mit Billeds Stjerne
som Straaler fra en Sten . . .
i dine stærke Øjne —,
hvis Farver, blaa af Fryd,
klang levende Blikket
med Livets stumme Lyd.
Paa dette Billed staar vi,
— jeg tror det var i Gaar —,
og kaster Sten i Vandet,
og Stenen er et Aar . . .
De tyve Stén vi lægger
i Havets Have her,
de falder gennem Vandet
og faar Juvélens Skær . . .
Det er min Donatella.
der dufter morgenblaat,
og Røgens Rytmer bølger
og blaaner om mit Slot —.
Og Mindets Stue smiler
saa sød og sommerfuld,
og Billederne flammer
af Sol og gyldent Guld.