Hvad jeg ejer kan forfalde og forgaa.
Trygt kan Hosen trævle Huller paa min Taa.
Jeg skal smile, mens jeg staar og sér derpaa.
Hvad jeg spiser er vist ikke svært bevendt.
Derfor ved jeg, jeg kan være den bekendt:
Diagnosen med min lave Blodprocent.
Den er Lønnen for en barnlig Trodsighed,
en Belønning, ha, til Stræberen, der led —.
Han, hvis Væsen er en Vilje, der blir véd . . .
Hver en Draabe Blod, der visner paa min Kind,
hvad der ellers i min Legemssæk er Svind — ,
giver Plads for flere Sange i mit Sind . . .
Jeg kan følge hver en Vej min Hu staar til.
Jeg kan dvæle hos en Ven af Sang og Spil.
Jeg kan dvæle dér, saa længe som jeg vil.
Mens jeg kvæder om et Foraars spæde Foster,
om en rigtig dum og hellig, gammel Moster —,
eller kvæder om, hvad Frihed stundom koster . . .
Jeg kan vandre og sé Natten aabenbare
som en Ildstorm sine Stjerners Himmelskare,
som er stimet frem i Mulmet og staar klare. —
Jeg kan gaa ad en tilfældig, énlig Sti.
Jeg kan klimpre paa en lille Melodi —.
én, der ligger baade Graad og Latter i . . .