Jørgen Christian, Seren Terkel og Jens Ole
er saa store, at det stunder nu til Skole
De gaar Haand i Haand med Hænderne som Hanke,
tænker værdigt deres første Verdenstanke —.
Jørgen Christian kender sig som en beruset.
Er mon Læreren en Mand saa stor som Huset —?
Jens Ole, som er svag, er næsten svimmel.
I hans Undren staar den høje Alvors Himmel . . .
Søren Terkel, derimod, gaar kækt mod Døren.
Der er ingenting, der imponerer Søren —.
Han træder trygt for første Gang i Gruset:
Er jeg ikke, skal jeg mene, stor som Huset? —
Jørgen Christian, Søren Terkel og Jens Ole
bar for nylig en broderet Barnekjole —.
Nu sidder de og tæller Tal saa tørre.
Og nu vil deres Undren sé sig større —.