I
Vi gaar ad en Vej, som er Vejen for os,
bevæbnet med Tanker, der klinger
som Suset af hvæssede Vinger —,
som Vaaben af Trods!
Vort Hjerte er Glavind af Glæde og Had.
Det blinker mod dem, der vil skille os ad! —
Vi staar paa en Fod af uflyttelig Trods,
bevæbnet med Viljernes Vrede,
som de der er unge og rede —,
parat til at slaas!
Idéernes blinkende Himmel er stærk!
Dens Lyn er et lyst og ungdommeligt Værk.
Vi gaar ad en Bane, vi hugger os selv
i Dogmernes Bjerg og det ravende Mørke
af Traditionernes Tørke-
indtørrede Elv!
Vor Vej er en Rebus! Et Spring! En Extrem!
Og vi dør for et stejlt og stilistisk Problem!
Talentfulde Stimænd, der vover at gaa
i Berømmelsens Kappe og kæle
for Mørke og Stemning og Sjæle —,
har ikke vovet at slaa!
Livsfarlige Færden, du lyriske Pjok!
Pas paa Parykkens elégiske Lok.
Gem dine Knivstik og prikkende Stød
og glem din poetiske Lede
og æd dig igennem det fede
Misundelsens Brød!
Vi rydder vor Sti med et hvirvlende Sværd!
Et Hug i den helligt formummede Hær!
Den Række, I ejer af kritiske Kneb
har bragt os, ved Gud, til at gyse.
Vor Kækhed er for Analyse
et ukendt Begreb!
Vi staar paa vor Vej i en bølgende Tid!
omhvirvlet af Toner og tonende Vid!
Formummede Helt, med din hadende Kniv,
som brænder dig selv i dit Bælte.
Du Helt iblandt Knappenaals-Helte!
Pas paa dit Liv!
Du stikker dig selv paa din famlende Naal,
og knækker din Hals, naar du støder paa Staal!
Vi staar paa en Vej, som er Vejen for os,
bevæbnet med sande Systemer
af nye Impulsers Problemer!
De springer af Trods!
Vort Hjerte er Glavind af Glæde og Had!
Det blinker mod dem, der vil skille os ad!
II
Den Regel er gammel: Du maa slaa til!
hvis nogen vil splintre dit jublende Spil!
Den Regel er gammel: Du maa slaa først
og slukke din Fjendes forbitrede Tørst. —
Det lærte mig Tiden: Drag kun dit Sværd!
Vennen er Falskhed. Fjenden er hér!
Dog nej: Jeg vil piske mig selv til at tro:
Har Venskabet bygget en broderlig Bro,
da knuses den ikke af krydsende Sværd. —
De skal dog slibes i Splinternes Skær — —.
Ven, jeg vil slaa dig og tugte din Tørst.
Du fristed mig selv at slaa, og slaa først!