Feldborg
Til Læreren i Neder-Feldborg Skole.
Til Læreren i Neder-Feldborg Skole.
Jeg sang dit Navn belært af Lærkens Stemme,
der steg paa Heden i den hede Dag.
I Lærke-Skoven var mit Hjerte hjemme —,
dér sagtned Ensomhedens hede Slag.
I stille, dunkel Spejden steg Fly-Høje
mod Vrou og Vridsted og mod Hagebro.
Men først naar Feldborg, favnet af mit Øje
stod for mig, fandt mit Hjerte Ro.
Saa vildsomt løb de vinterlige Veje
i Skoven ind det hele, skønne Aar.
Og Aaen løb og lyste i sit Leje —.
En selver Linje, der sin Slyngning slaar
i dybe Enge, under dunkle Graner,
der staar paa Vagt ved Vejens mørke Slyng,
hvor deres bløde, blomsterklædte Baner
svinder i den milemørke Lyng.
De Veje fór jeg tidt i Barndomstide
og takked Vejen for det mindste Straa.
Jeg husker Haderup og Taarnet hvide —.
Det stod saa tusindaarigt mod det Blaa . . .
Jeg sang om Husene, de aabne Stalde.
Landsbybutikkerne med Skovl og Skilt
Jeg hørte Skoven bag ved Byen kalde —,
genkendende en Gangerpilt.
Jeg sang om Somren om de tusind Tuer,
og Myrens Myldren i en Middagsstund . . .
Om Lyd af Vinger af de vilde Duer,
der bygged i den stedsegrønne Lund.
Jeg sang om Livet det berusende og blide,
der mod min Haand gled hen som drømte Drys..
Jeg gik med Saligheden ved min Side —,
bedaaret af de mange dulgte Kys.
Ungskoven skimted mellem slanke Stammer
det høje, sejlende og stedseblaa
Skærsommer-Rum med Solens stejle Flammer —
hvor jeg saå Skyerne som Bjerge staa . . .
Se, alle Fregnerne og Mossets grønne Mule
og vilde Jordbær mellem Bellis-Blik,
og alle Blomsterne, de blaa og gule,
som Øjet favnende i Undren fik.
I, søde Enge, under Skovens Høje,
hvor bitte Bølger gaar i Feldborg Bæk,
I staar saa stedse-fagre for mit Øje,
mens fjerne Tid for stedse farer væk —.
Der ligger Lyng og Eng og mørke Skove
i sjældent Møde ved den vilde Vej —.
I denne Muld skal mine Minder sove
bag Himlens favnende Forglemmigej.