Det kalder og smiler fra hvide Markiser,
der blafrer som Sejl for en ellevild Blæst.
Det bruser af Fodtrin paa Fortovets Fliser,
og Gaden faar Farve af Foraar og Fest.
Idag er jeg ny som Kastanjernes Blade.
Idag vil jeg slænge min Sjæl i en Gade —,
og læse et Smil i dens Menneskers Blik,
og hæve min Røst i dens Travlheds Musik.
Hvad rager mig Skrædder og gamle Restancer
og Suk i mig selv for min blide Værtinde,
naar Himlen er blaanende rig paa Nuancer
af Bl aat, der forkynder at Foraar er inde.
Naar Gaden har Klokker, der kimer og slaar,
os travle Butikker, hvor Dørene gaar —,
skaber en Hymne af Hverdagens Larm.
O, Gadernes, Gadernes særegne Charm.
En Virak af Biler, blaa Røg og Benzin,
og Cykler, der kimer i bar Symphonier.
En Dønning af Malstrøm, aah Dagen er min.
Jeg er dens frejdige Elsker og Frier.
Idag synes alle Bekymringer fjerne.
Idag er der vokset et Træ i min Hjerne . . .
Med Manna og Løv og mærkværdige Farver
og Sommerinsekter og Majmyg og Larver.
Jeg elsker »Osborne« og en Kiosk midt i Vrimlen
og Whiskyreklamer, »King George«, og Likører.
Jeg elsker det Kaos, der raaber mod Himlen
af Biler og Vogne og Kuske, Chauffører —.
Jeg finder en Smerte, en Uro deri.
Jeg kender mig selv i dens Disharmoni;
thi synger min Sjæl som den skingrende Dag
blomstrer dog stille et Foraar bag —.
Det kalder og smiler fra hvide Markiser
og Huse i Sol i den kogiende Dag.
Mit Hjerte er ude i Solen og priser
den Stund, da det glemte Kontanternes Nag.
O, Gade med Livet og Menneskejaget,
med Strømmen, der evigt blir trampet og áget,
vid, du har kaldet min Sjæl med din Larm,
dit Liv, som jeg elsker, og elsker mig arm!