Jeg elsker Slæberbaades Varskoskinger,
det hæse Fløjt ved Verdensstadens Kajer,
hvor fjerne Landes Standard sælsomt vajer
og Fantasien synes at faa Vinger . . .
Jeg elsker denne Duft, som Havet bringer
af Kyster og eksotisk skønne Kajer,
o, som mit Hjerte synes, at det ejer . . .
men aldrig mig til hine Lande bringer.
Kulkranens Jernnet, Skibes brede Bove
beruser mig og flettes i min Sang,
der klingrer haard af Jernets skingre Klang —.
Men Vindens Suk i Mastetoppens Tove
formilder den, med Drøm om fjerne Skove —.
O, bring mig bort, I Skibes skønne Bove!