Hvorfor vi vaagner —
Tilegnet Poul Fort for Digtet: Hvad vi slaas for —.
Tilegnet Poul Fort for Digtet: Hvad vi slaas for —.
Hvorfor vi vaagner, Venner, i triste Morgners øde,
naar Regnen fuga-slænger sit Legeme af Vand
mod Rudens klare Øjne, der græder ved at møde
en Dag, der stille strømmer ad Mure, lerrøde,
oprejst som et Billede af Regnens Taare-Land?
Dér lige foran mig, hvor Somren ligger segnet,
Skarlagen-Løvet hvirvler i Vindstøds kolde Kor.
Saa dybt er Dagen hærget, saa dybt har Regnen regnet,
at Somren over Gaden med Blod sit Spor har tegnet . . .
Med Jern! Og siden farvet med Jod en saaret Jord —.
I Decadencens Morgen, hvor der er Lig i Luften,
Høstenglen, klædt i Bronce, gaar om med blodigt Sværd.
Forraadnelsen har dryppet en Draabe Dugg i Duften —,
den Dugg, der gemmer Døden, den Dugg, der levrer Luften,
og viser, skønt usynlig, os Døden ganske nær.
I denne Morgen raaber jeg selv med Rust i Mælet
af tunge Tiders Afmagt, mod Dagens ørkenluft:
Jeg er af Trang til Livet, af Trang til Alt besjælet
og har i Nat ekstatisk for nye Tider knælet —,
i Drømme, der var tunge af et Foraars tunge Duft.
Hvorfor vi vaagner, Venner, ved Dagens Alterbilled,
om dette end staar dunkelt af dødelige Tegn
om Ruderne, de klare, hvor Nattens Taarer trilled,
fortæller mer om Mørke, end disse selv har villet —,
da funkler der dog Klarhed i hver en Draabe Regn . . .
Se, Morgenen staar bygget med Skyers strenge Buer
som marmor-hvide Broer over Himlens halvblaa Bugt.
Sé, ren som græske Søjler i Straaler Solen luer . . .
og løfter som i Bølger de høstligt kolde Stuer —,
der tynges ned af Somrens safttyngede Frugt.
Der driver Røg fra ranke Skorstenes mørke Munde,
travlt ulmende mod Dagen, en sværtet Hilsens Hær!
Saa gyldent flammer Solen i Jordens vaade Vunde
Saa levende er Raabet fra Morgnens mange Munde,
beruset af et glødende, knivkoldt Septemberskær. —
Hvorfor vi vaagner, Venner, til raa Disharmonier.
Jern-Lyd og Sten-Spektakkel, blaa Farvers Himmelglans.
Til hvide Skyers Linier og Solen, Lysbefrier!
Saa vildt, at Jubelraabet i os beruset tier —,
og Hjertet springer levende i Dagens hæse Dans.
Forklaret af et Solskin Lermurene smiler
igennem graa Skygger af den hensygnende Dag.
Forklaret af en Kulde Konturerne iler
paa Gavle, i Gaarde, hvor de medes og hviler
og lægger sig tyste paa det tavlede Tag.
Hvorfor vi vaagner, Venner? Vi vil gribe dette Møde
mellem hvirvlende Liv og en lurende Død.
Vi ofrer vore Frugter for et bugnende Øde —,
faa alle graa Mure til at gnistre og gløde,
og skænke af vort skabende Hjerte og Skød.
Hvorfor vi vaagner, Venner, til Regen af Fabrikker,
Sporvogne, Drøn af Biler, Fodtrin og Hestes Tramp,
der toner for vort Øre som tunge Trommestikker
for den levende, der lever, for den døende, der ligger
selv i en gul, lev-agtigt visnende Kamp . . .
Fattig! Rig! Stærk! Svag! I Livets Have
grib Eders Sværd og stig mod den røde Dag.
Dér ligger, bag de luende Farver, Eders Grave —,
Dødens Purpur-Parker og Evighedens Have —.
Storm den kæk i Møde og mød den i et Brag!