Den store Silo sover som med Lande
dybt i sin Favn; thi over Loft og Lagre
dér samles Korn fra alle Verdens Agre —,
dér strømmer Duft fra alle drømte Strande.
O, sære Hus, som ingen Sjæle huser —,
hvor ingen glade Hænder barnligt bygger,
hvor skumringstyst kun færdes Tog af Skygger
af Verdenskajer, der konkyljesuser —.
Du Slot, som rummer Verdenssmertens graa Mystik
i dine Rum, i dine Ruders sfinkse Blik —.
I dine Sale sukker Verdnernes Musik . . .
O, dunkle Stuer, paa hvis Gulv et Land er lagt,
som sælsomt staar med alle Landene i Pagt —,
o, gaar du mod mig med et Genfærds Magt . . .?