Du florentinske Plet i Byens Hjerte,
Amagertorv! Min Absalon! Min Højbroplads!
Sé, Roser smykker dine Vognes Stjerte —.
Sé, blomstrende hver Bod blev et Palads . . .
I sydlandsk Brogethed dit Flor mig lærte
ej mér at længes efter Roms og Genuas
berømte Torve, som engang besnærte
mig Digterpage som min Drøms Parnas —.
Hil, Absalon, og hil dig, du Madamme,
som troner i en hektisk Blomsterramme —,
du gør Veronas Roser rent til Skamme —.
Du strutter sundt med alle Former stramme.
Du synes mig som selve Byens Amme . . .
Pæonrød! Hil, Amagertorvmadamme!