O, blev jeg blændet af min egen Glædes Blus,
hver Dag jeg greb min Pen og red min Pegasus
mod Himlens Bjerge, Skyerne, mod Solens Ild,
jeg mærked paa mit Ridt, at jeg red vild . . .
Jeg vidste højest oppe var en Drøm at naa,
men red, o gode Gud, ud i det Blaa . . .
Aah, jeg blev blændet af en Skønhed fjernt herfra,
et Rige, hvor blandt hvide Slotte jeg steg af —.
Og paa de drømte Sletter gik min Hest paa Græs.
Men Drømmen er en dødelig Proces . . .
Thi som en Jordens Søn, og Søn af Trang til Mad,
saá jeg, det var Barndom, som jeg bar mig ad . . .
Jeg ødede Papir, de blanke, hvide Ark,
indtil Pegasen, Dyret, med et velundt Spark
uddrev mig af mit Drømmerige til et Sted,
hvor — hvor jeg vendte mig — jeg saa Fortræd . . .
En Dag da mine Øjne i et Spejl gled ind,
saá jeg dybe Skygger om min magre Kind . . .
Sé, mine Slotte staar som Skyer i det Blaa.
O, de staar hvidest, naar jeg ikke kan dem naa . . .
Men hvad jeg klarest ser af alt, hvad jeg har sét,
er en forarmet, trang Realitet . . .
Gid denne bitre Viden maa slaa Rod
og rinde som en Kilde i mit Blod . . .