P.L. Møller (1814–65)

All poems by P.L. Møller on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.

A

Aftenen er skjøn. O lad os træde

Af ugift Stand, min Elskte og jeg, endnu vi ere

Af Venskab og af Venner har du nok

Ak hun er syg! — blot jeg mig turde stille

Ak, jeg var Keiser af China, saa mægtig som nogen Fee

Ak, uendelige, underlige

Alfarabi fra Faràb

Amor, en barbarisk Greve

B

Birk, o hulde Birk, hvo gav dig disse Blik saa sorrigfulde?

Blond er Nordens bolde Søn

Butikken straaler med Lampeskin

C

Cadix! ikke meer Halvmaanen staaer paa dine Spir og Kupler

D

Da jeg mine Heste græssed, dyssed mig i Søvn en Vind

Da jeg, Veninde! selv jo ej kan være

Da mig dit Øie mødte

Da nuomstunder alle

Da ved Gudernes Gunst det helleniske Folk

De dunkle Skyer og de tunge Taager

De kom med vaiende Fane

Den Blomst, som spirer paa din Vei

Den brede Alvej gik over Høj, over Bank

Den dybe Aa sig krummer

Den Daad, hvortil en klar og hellig Evne

Den første, han var ingen Verdens Ting

Dengang, da Møllen brændte, det var et prægtigt Skue

Dengang Du hævede Din Røst

Dengang Hjeronymus var ung, til Rom han emigrerte

Den hule Eeg, der faldt i Lunden

Denne hersens Trykkefrihed — Siig, hvad mener du om den?

Den, som i vort gode Tydskland Skjald og Taler være vil

Den tyske Jord sig krymped

Den vandred lig et Menneske iblandt os

Der boed en Ugle i Skoven, hvor ud mit Vindue gik

Der boer i Huset her en Pige

Der en flygtig Stund vi mødtes her

Der er et Folk, som usynlig den hele Verden regjerer

Der er et Hjem tæt ved runde Taarn

Der er et Sted, det er ej kjendt af mange

Der gik en Yngling ved Sundets Bred

Der gik hun; som en svævende Dryade

Der gives Folk, som for Din Skyld har lidt

Der holdes Fest! — hør Jubelskrig og Toner

Derovenpaa er grundet et Asyl

Der sidder han, og Knæet Armen støtter

Der stod saa faur en Rose i driftigt Ungdomsmod

Der staaer en Urt forborgen

Der staar i Syd med den aldrig fordunklede Himmel

Derudenfor er frisk og livlig Færden

De Russeres Selvhersker, som man paa Kortet kan see

Der var en Tid, da var jeg blød og svag

Der var en Ungersvend — det gik

De sade ved Lys i Hallen i Preussens Kongestad

De sidste Orgeltoner blidt henfare

De skjelmske Smiil og Gratiens lette Former

De spredtes ad saa vidt om Land

De stod i Skumringens Mystik

Det bitre Vand i højen Sal

Det er forbi, det glade Foraarsfængsel

Det er ofte bittert ej at have

Det gjøres herved vitterligt

Det var en nyfødt Majdag; jeg var en munter Dreng

Det var en rygende Orkan

Det Vinter var, og ensom

Din Harpe klinger som Stormens Hvin

Dit Hjertes Knop, o Bjergets Mø

Duften er mørkeblaa, og de smaa hvide Skyer

Du gode, gamle, honette Mand

Du har jo seet det stakkels Rør, som staaer foruden Løv

Du, hvem jeg elsker, du, som ej er til

Du lille Mand med Blusen af tavlet Tartan

Du sidder og smiler

Du siger, Hyrde, at sin Stjerne

Du, som kasted mig i Lænker stærke

Du spørger, hvo mig lærte Alt, hvad jeg kan og veed

Du taler om Finantser, har for Sparsomheden Sands

Du var engang en Haandfuld Sand, Gud veed, paa hvilken Kyst

Dybt ned, dybt i det bælmørke Dyb

Døgnfluen flagrer med guldstænkte Vinger

Døren gaaer op, Ansigtet er bekjendt

F

Fader Bacchus, lei en kyndig Skipper

Fader, dig vies min Sang! og til dig over lysende Stjerner

Fast ingen kjender ham

Fej for jer egen Dør! se blot, hvilken Dynge af Skarn der

Flagrende Sukke

For alle Væsner, som har Hjem paa Jorden

Foran os brusede Havet; vi vilde sætte os ned

For Cuencas Infantinde frem en ydmyg Betler gaar

Fordi De har et venligt Hjem

For din Skyld elsker jeg Alt, hvad dig ligner

Forlad os ej, hver Fryd, hver kjærlig Villie

Forleden Nat jeg drømte

Forleden Aar, hver Aften, ved smilende Solnedgang

Forunderlige Trang

For Vinden spredt de gyldne Lokker vare

Før over Fjorden

Først naar Mørket falder paa

Før troed man, Amor højst egenhændig skød

G

Gid jeg var der! — det Ønske tidt mig stiger

Gud give, du var et lille Barn

Gud veed, hvad der skal siges om en Ko

Gyldne Letsind, hvorfor vil du fra mig flygte?

H

Han blev Student med daarligt Havd som flere

Han har en Bog just skrevet

Han hørte Nattergalen og Fjeldfossens Fald

Han, som trygt blandt Klephter og Barbarer

Han stammed fra en gammel Slægt

Han stod for sine Dommere saa værdig og kjæk

Havet foragter den Feige, den Sløve

Held den, som paa sin Ryg har faa’t

Held dig, nu est du vorden fri!

Her er Italien, hvor Marken og Lunden

Her, hvor de tykke Munke fordum bygged

Hid Zefyr svæver, Skjønheds Tid han bringer

Hil ligge du paa dit Leje af Straa

Hist under Egen gaaer Dandsen flink

Hos mangen en proper Yngling, af Moralitet besjælt

Hr. Erik, Kongesøn, havde saa kjær

Hun kaldte, trued med sin Haand

Hun sidder alene i Stuen, mens Brillerne Taaren dølge

Hun sidder paa Altanen

Hun spurgte mig, hvornaar jeg tog Examen

Hun spurgte, om man ei sikkrest var

Husker du, min søde Due

Hvad betyder dette her

Hvad er en Sangers bedste Løn

Hvad jeg egentlig er? den Tanke forvoldte mig længe Besvær

Hvad kan det dog betyde? det er som Morgengry

Hvad strider gjennem Natten saa taust og ilsomt hen?

Hvem er det, som banker der?

Hvi vaander du dig Svage

Hvo er den Mand, Du skuer her

Hvo er, og hvad bestiller

Hvor Dagen dog er lang! thi først naar Løvet

Hvor de klare, skyblaa Vande

Hvor er jeg, hvad omsuser

Hvorfor fængsler mig det Dunkles

Hvorfor staa de Træer saa bare

Hvor hun er sød! — som en kinesisk Dukke

Hvor lys og herlig Naturen jeg seer!

Hvor saligt, i en Sommernat som denne

Hvor skjønt er det i Slagets Damp

Hvor Sommeren dufter vidunderlig frisk!

Hvor Aaen blidt sig krummed

Højt op mod Skagen

I

I Aulen staaer der Telt ved Telt

I de dunkle, i de tætte Skove

I det grønne Bæger gød du dine Straaler, Fader Rhin

I det thessaliske Land, hvor du skuer mod Vesten og Norden

I en Skov i fjærne Lande

I Gudelundene, i Hellas’ Dale

I Kirken ringes ind en Fest

I kjender allesammen jo nok den røde Gaard

I Kvinder, I græde og saa smile saa tidt

I Middagsstunden, efter Vagtparaden

I Mørkets skumle Huler

Inden det en Ende tager

I Nord, i Nord, kun Iis og Taager svømme

I Nyboder, i Nyboder

I sit Pallads i Sevilla

I Vinduet jeg stod saa tidt

K

Kilde, lad dit Væld kun risle

Kjære Venner! skjønnere der Tider

Kokosnød, du kjække Vandrer, som har Jordens Kreds omseilet

Kong Dagobert forsamler sine Svende

Kun ham! overalt kun ham! — hvor helst mit Hjerte banker

L

Lad os favnes medens vi er unge

Lille Mignon, er du bleven stor

Lille Søster, saa ung og kjær

Lyd Sang om ham, som lærte

Lykkeligt det Folk, som stolt ved Ploven gaaer

Lyster dig et broget Spil

Lærke, Lærketræ, din Planters

M

Madrid, du Prindsesse i Spanien

Mandeltræers milde Skygge

Med lange Bøsser og uden Skoe

Men da nu hans Dagværk var bragt tilende

Men der er hun jo selv! med de vindlette Fjed

Menneskene tale meget om min Troskab og Fornuft

Mennesker uden Kummer leved der aldrig

Midt i den lyse Verden staaer der et underfuldt Træ

Midt i de svale Bølger staaer Slottet med Spir og Sal

Min Elskede tog den fine Pen

Min Fader, han var en Konge bold

Min fordums Lykke, al min Ungdoms Glæde

Min stolte Herre, du sætte dig ned

Mod Træet lænet, med sardonisk Smil

Morgenrøden sine gyldne Vinger

Mø fra Bjerget, med den blide Røst

Mørket alt nærmed sig sort

Maa jeg see det Blad efter Dem

N

Nej, nu bliver Lænken mig alt for tung

Nu brister alle Knopper

Nu er det færdigt, det herlige Tag

Nu er det Vaar, nu flytter man paa Landet

Nu farvel, du sälla strand!

Nu har jeg levet og sværmet og leet

Nu hør min gode Terne, gak ud af Borgeport

Nu lad mig dog engang dig ret beskue

Nu springer Linden ud

Nu vil jeg dog, før jeg skal dø

Naar nogen siger dig, man kan

Naar Pøbelen ham hudfletter

Naar Verdens Larme tie

P

Priis være Vandet, ja det klare Vand

Pris være den Mand, som engang fik Lyst

Pris være den Mand, som i Sinde fik

Paa det aftalte Sted. Men hun er der jo ei

Paa Grevepladsen tæt sig Folket flokker

R

Ren og skjær som Mø i Uskyldsstand

Risets store Dag vil komme

Rosen blusser snart i Danas Have

Rusaaret er paa Bagen

S

Salige, glade Blomster, I, som bare

Se, da gned sine Hænder hans gamle ærværdige Fader

See god Dag, Hr. Filister! De befinder Dem vel?

See, hvilken deilig Dreng der hist i Fælledens Grønsvar

See mig dog engang i Øiet

Seer du paa Livet ud, dig tvende Veie sig aabne

Siig, har I seet min Elskerinde

Sin Elsker ei Diana meer fortrylled

Sjæl, som speiler dig i disse

Sletten gjenlød af de Saaredes Skrig

Smuk og from som sjælden nogen

Solen stiger af Jordan op

Som denne Green Syriner

Som disse klare Strømme, som Lysets gyldne Flammer

Som en Plads, hvor stille Grave

Som et Barn du bange træder

Som Nattens klare Stjerner

Som Rosens Knop, den hulde

Sonettens og Ottavens søde Tone

Sov, du lille søde

Sover sødt, I Arme

Stakkels Blad, som gult og vissent

Stakkels Tartar, o tag dig i Agt!

Stille, stille nu herinde!

Stille tav det gode, muntre Hjerte

Stolte Stenblomst

Stærke, dybe Vemodstoner

Syv Solstraaler mødte engang en Morgenvind

Søde Sommer, er du borte

Saa mange Liv ei gjemme Havets Bølger

T

Talefrihed, Talefrihed ordnes skal i Danmarks Dale

Til den unge Mø, som hos ham sidder

Til hine tunge, bittre Smertens Dage

To Aar kun var Barnet

U

Under Mandeltræets milde Skygger

Unge Pige, hvorfor iler du saa heftig frem

Ung og smuk — og elskelig som Vaaren

V

Vandfladen glimred. Solen paa sit Tog

Var det en Konge, som gik til Gud?

Ved Bordet, sødt beruust af Elskov

Ved en Reise kan du lignes

Ved et Markskjæl sidder gamle Klantza

Ved Orientens fjerne Kyst

Vil I et Æventyr høre?

Vinteren kommer og Sommeren gaaer

Vi talte om Kunst i Farver og den, som virker i Marmor og Gibsen

Vor Bøgelund, som nys Du saae

Vor Munterhed med Troen er forsvunden

Vær hilset paa vore Strande

Vaaren sig nærmer, nu svulmer og bæver

X

Xerxes, Perserkongen, løfted harmopfyldt det brede Sværd

Ø

Øjet dvæler gjerne, hvor