O, lad mig døe en Sommerdag,
Naar Storken gaaer i Enge,
Og Lærkens stærke Toneslag
Indvier Mark og Vænge!
Mens Rosen lønlig springer ud,
Og mens i Skovens Skygge
Naturen drømmer som en Brud
Om Kjærlighed og Lykke!
O, lad mig døe, mens Solen gaaer
Sin høie Himmelbane!
O, lad mig døe, mens den udslaaer
Sin lyse Straalefane! —
Og lad mig døe, mens jeg er ung,
Af Liv og Lyst bedøvet;
Før Tidens Haand har klam og tung
Mig mine Lokker røvet! —
O, lad mig døe, mens Blodet mig
End varmt i Aaren ruller,
Mens Livets Storme bryde sig
Afmægtig mod min Skulder!
Mens endnu af en Qvindes Blik
Jeg zittrende bevæges,
Mens end af Druens Flammedrik
Mit Hjerte sødt kan qvæges!
... Mens end de hulde Blomsters Duft
Beruser mine Sandser,
Naar i den milde Aftenluft
Med dem jeg mig bekrandser; —
Mens kjækt endnu paa Livets Elv
Med kraftig Arm jeg svømmer,
Og før som Skygge af mig selv
Jeg om min Ungdom drømmer!
O, lad mig døe, før fremmed jeg
Blandt fremmed Slægt omvanker,
Før Aar og Sorger bøie mig,
Og sløve mine Tanker! —
O, lad mig briste og forgaae
Som Buens spændte Sene, —
O, lad mig ikke syg, paa Straa,
Udaande glemt og ene!
Du Aand, hvis Tanke Verden er,
Hvis Smiil er Livets Vrimmel,
Lad mig i Kraftens Morgenskjær
Optages i din Himmel —
At ei min Sjæl som Gnist sig mat
Skal tabe i det Dunkle,
Men gjennem Evighedens Nat
End som en Stjerne funkle!