P.L. Møller (1814–65)

Møller, Peder Ludvig, 1814—65, Forfatter, er Søn af Kjøbmand, senere Ejer af Mariendal ved Aalborg, Erich M. (f. 1780 † 1839) og Præstedatteren Georgine Sophie Magdalene f. Kanneworff (f. 1792 † 1856). Han er født i Aalborg 18. April 1814 og blev 1832 Student fra sin Fødebys lærde Skole. Først hørte han medicinske, derpaa theologiske Forelæsninger og studerede paa samme Tid Æsthetik. Fra 1834—37 var han Alumnus paa Regensen og fra 1838—39 paa Elers’ Kollegium. Han, der i denne Periode var stærkt paavirket af Rasks radikale Sprogreformer, debuterede 1837 i «Nordisk Ugeskrift», som han var Medredaktør af, under Mærket «Pauvre Louis» med et stort biografisk Mindedigt over sin Yndling Rask. Til flere Blade og Tidsskrifter leverede han desuden Bidrag. Fra 1840—41 var han Litteraturanmelder i «Berlingske Tidende» og flittig Medarbejder af «Portefeuillen» og «Figaro». I 1840 udgav han «Lyriske Digte», hvori der findes Romancer, Erotik og Satire, «Naturtoner» og «moralske Skyggerids», godt og daarligt mellem hinanden. Den 26aarige Mand lader her Kyniskhed, Bitterhed og Livslede faa Ordet, han finder Livet idéforladt og udhulet, men røber paa samme Tid et virkelig poetisk Indhold. 1841 vandt han Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af Spørgsmaalet: «Har Smag og Sans for Poesi i Frankrig i de senere Aar gjort Frem- eller Tilbageskridt – og hvilken er Aarsagen?» Denne Opgave laa heldig for ham, da han særlig havde lagt sig efter fransk Litteratur. Da den var bleven prisbelønnet, nærede han det Haab, at han efter Oehlenschlägers Død vilde kunne opnaa Stillingen som Professor i Æsthetik ved Kjøbenhavns Universitet. S. A. skrev han for «Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug» «Kort Fremstilling af Bogtrykkerkunstens Historie». – «Nye Intelligensblade», som 1842 udgaves af G. Carstensen og gratis omdeltes med «Figaro», var M. anonym Redaktør af, og her – som tidligere uden Navn i «Figaro» – angreb han hvast J. L. Heiberg, der i sit «maleriske Atlas Danmark» og i sine «Intelligensblade» havde gaaet løs paa de 2 nævnte Ugeblade. Heiberg ignorerede i Tavshed M.s Angreb.

I Sommeren 1842 var M. i Norge, og i Efteraaret s. A. gjorde han personligt Bekjendtskab med M. Goldschmidt; tidligere havde disse to polemiseret offentlig; nu blev M. en inspirerende Magt for Goldschmidt og dennes kvalitativt meget ydende og betydningsfulde Medarbejder i «Korsaren», hvor han i 1843 fortsatte Angrebene paa Heiberg. Politisk vare de 2 Medarbejdere uenige; thi hvor emanciperet M.s Sind end var, hørte han dog ind under Frederik VI’s Tidsalder; kun til den æsthetiske Side af Goldschmidts Person stod han i Forhold; hans overlegne, livlige, ironiske, sarkastiske Omgangstone og hans chikanøse, krakilske Breve interesserede og morede Goldschmidt. Med sin Fantasi og Idealisme, sit sanselig faste Greb i Tilværelsen og sin skarpe Forstandighed var M. saa overbevisende og tilstrækkelig pikant, at han virkede magisk paa «Korsarens» Redaktør, som rent ud var forelsket i ham; dog blev Venskabet mellem dem aldrig inderligt. Det var M., der gav Goldschmidt Impulsen til «En Jøde», og noget af Schiøtt i «Hjemløs» har han været Model til. Senere, siger Goldschmidt, veg hans livlige Aand for noget mørkt, tungt og vrantent, og Forholdet mellem de to kølnedes stærkt.

1843 blev M. Redaktør af det polemisk-æsthetiske Blad «Arena». Det udkom kun i 6 Nummere, som imidlertid indeholdt interessant Stof, bl. a. Artiklen «Korsaren og Goldschmidt» samt «Geni og Talent og Digtning paa tredje Haand», hvor det især gik ud over H. P. Holst, og endelig en Skildring af Kjøbenhavnernes litterære Spidsborgerlighed, hvori M. bidende drager til Felts mod den æsthetiske Verdens Koteri og Klikevæsen. Ved sine forskjellige Udtalelser – baade hans egne og dem, han blev beskyldt for – fik han flere og flere Fjender; i «Hinsidan Sundet» betegner Sturzenbecker ham som «qvick, men i grunden alltför ondskapsfull», «den inkarnerade malisen, malisen lifslefvande, malisen i macintosch och med blondt hår». – I dette Tidsrum skrev han en Mængde Biografier til det i 1842 paabegyndte «Dansk Pantheon», og 1845 havde han en væsentlig Del i G. Carstensens Ugeskrift «Dansk Album for Litteratur og Kunst». 1844—45 besørgede han en illustreret Udgave af Wessels Værker, og 1845—47 udgav han den æsthetiske Aarbog «Gæa» med gode Bidrag fra mange af de bedste danske Digtere, dog flest fra ham selv. «Korsaren» kalder de 3 Aargange af «Gæa» «en Parodi paa Heibergs «Urania», lige til Titelen». M.s Artikel i Aargangen for 1846: «Et Besøg i Sorø», hvor «Stadier paa Livets Vej» er debatteret, gav Anledning til et stærkt Angreb paa ham af S. Kierkegaard («Fædrelandet» 27. Dec. 1845), der ikke levnede ham mindste Ære; M. svarede kort derpaa og følte sig ilde derved. Paa samme Tid taler han om «de aandelige og legemlige Filistre og Drivere i vort gode Kjøbenhavn, hvis hele Væsen og Færd er mig af inderste Sjæl modbydelig». Efter at have afsluttet Udgivelsen af Blichers Noveller (7 Bind, 1846—47) og hans Digte (2 Bind, 1847) samlede han 1847 sine egne i Aarene 1840—47 skrevne kritiske og litteraturhistoriske Arbejder i 2 Bind: «Kritiske Skitser», der indeholde meget værdifuldt, men ogsaa skjæve Domme. I 1847 udgav han end videre Digtsamlingen «Billeder og Sange», hvori det bedste af hans «Lyriske Digte» var optaget. I «Nord og Syd» anmelder Goldschmidt disse 2 Bøger og fremhæver da «Kritiske Skitsers» klare Tanke og tilsvarende Sprog, Forfatterens usædvanlige Kjendskab til Litteraturen, hans Skarpsindighed og Vid og undertiden noget, der ligner Begejstring. Og dog er der i dette Værk noget uforklarligt, som bevirker, at Læseren bliver kold og mistroisk; man tvivler om, at Forfatteren mener, hvad han siger; forholdt det sig ikke saaledes, vilde hans Plads i Litteraturen være fremragende; nu ligner hans Virksomhed Danaidernes. Der indrømmes dog, at i den negative Poesi, i Kritikken, søger han sin Lige blandt danske Forfattere. I det hele røber hans Værk en Principadskillelse, som gjør, at, uagtet det i materiel Henseende er en Helhed, falder det i aandelig Henseende tilbage i Søndersplittelse. I sin Omtale af Digtene klager Goldschmidt over disses Anstød mod Formen, som Forfatteren vilde have dadlet saa stærkt hos andre; han mangler den inderste Livskraft, derfor størkner Sproget og bliver knudret.

Da disse Bøger udkom, havde M. med den baade i private og offentlige Forhold hjem- og fredløse Natur allerede misfornøjet vendt Danmark Ryggen; 1845 var der bevilget ham offentlig Rejseunderstøttelse, og 1846 begav han sig afsted. Det var hans Hensigt, at han efter et længere Besøg i fremmede Lande vilde vende hjem og fortsætte Udgivelsen af sine prosaiske Skrifter i 5—6 Bind; men ingen af disse Planer blev iværksat. Ved det slesvig-holstenske Oprørs Udbrud 1848 opholdt han sig i Tyskland og forsvarede da i «Nordischer Telegraph» og flere tyske Aviser Danmarks Sag, samtidig med at han i det førstnævnte Blad skrev Biografier af danske Digtere. Ogsaa deltog han i tyske Oversættelser af H. C. Ørsteds Skrifter, J. F. Schouws Naturskildringer og Chr. Winthers Noveller. Fra Slutningen af 1851 bosatte han sig i Paris, der fra nu af stadig var hans Opholdssted. Her blev det ham overdraget at skrive Artikler om danske Forhold til «Biographie universelle» og «Nouvelle biographie générale». Under Forfattermærket «Otto Sommer» og med H. P. Holst som Udgiver udkom 1855 hans Digtsamling «Løvfald», hvori der bl. a. findes gode Oversættelser af Udlandets Digte. 1857 vandt han det kjøbenhavnske Universitets Guldmedaille for Besvarelsen af dets æsthetiske Prisopgave: «At paavise de Fortrin og de Mangler, der findes i det nyere franske Lystspil, og at undersøge baade den gavnlige og den mindre gavnlige Indflydelse, som dette Lystspil hos os har haft paa Udviklingen af den dramatiske Poesi»; denne Afhandling offentliggjorde han 1858.

I denne Periode gav han sig for øvrigt meget af med Politik og traadte paa dette Omraade i Forbindelse med det danske Udenrigsministerium. Til danske Blade af forskjellige Farver leverede han Korrespondancer og blev paa Grund af sine slette pekuniære Forhold dreven over til Arbejder, som han mest udførte for Pengenes Skyld; til sidst kom han endog saa vidt, at han søgte Grevinde Danners Gunst. Ret con amore og med stor Dygtighed skrev han 1861 til «Berlingske Tidende»: «A. Oehlenschläger, et Erindringsblad» (senere udgivet særskilt af F. L. Liebenberg). I Begyndelsen af Treserne blev der paa gode Vilkaar tilbudt ham en Redaktørplads ved det kjøbenhavnske Blad «Danmark»; men han, der ikke kunde undvære den aandelige Atmosfære i Paris, afslog dette. Under tiltagende Sygelighed – særlig Øjensvaghed, der næsten blev til Blindhed – henlevede han sine sidste Aar, oftest bitter og brudt. I Haab om at kunne bedres ved Hvile og forandret Opholdssted tog han 1865 til Dieppe; her var han saa exalteret, at det nærmede sig til Sindssyge; han var ganske blottet for Subsistensmidler, men blev ved andres Hjælp sendt tilbage til Paris; dog naaede han kun Rouen, hvor han blev lagt ind paa et Hospital, og her døde han ene og forladt 6. Dec. 1865.

Han var en Mand med stor Intelligens og rig Kundskabsfylde; men hans Overmaal af giftig Ironi og skarp Satire, hans Spot og Tvivl gjorde ham disharmonisk. Over for uretfærdig Dom var han strax i Harnisk, og han var et tjenstvilligt Menneske; dog var og er det saa godt som alles Mening, at han intellektuelt stod meget højere end moralsk. Størst Betydning havde han som Kritiker ved sit grundige Kjendskab til vor egen og fremmed Litteratur; hans Kritik er alligevel mindre bygget paa et videnskabeligt System end paa Smag og aandrig Fremstillingsevne. Vist er det, at han med Personlighed og Naturlighed – oftest uden Ensidighed og altid med Kunstbegejstring – kæmpede mod indsnævrede Begreber og Forhold her hjemme, medens han dog altid med fuldt Hjærte stod paa national Grund.

Erslew, Forf. Lex. Dansk Rigstid. 1866, Nr. 68 ff. R. Watt, Figaro 1867, Nr. 83. Nord og Syd I (1848). Borchsenius, Fra Fyrrerne. M. Goldschmidt, Livserindringer og Resultater. Carit Etlars Minder. Berlingske Tid. 1896, Nr. 229. P. Hansen, Illustr. dansk Lit.-Hist.