P.L. Møller (1814–65)

Sorø er det eneste Sted, hvor der findes berømte Mænd i Danmark.

        Da dette maaskee kan synes En og Anden at være en paradox og underlig Tanke, skal jeg, hvad der er det Letteste af Verden, bevise, at det ikke blot er saaledes, men ifølge Sagernes Natur, ikke engang kan være anderledes.

        Den første Betingelse for at være en berømt Mand, er, at der findes Folk, som kunne berømme En udenfor det Sted, hvor man boer. Thi ligesom en Prophet i den Tid, da der existerede Propheter, ikke var agtet i sit Fædreland, saaledes kan i vore Dage en stor Mand aldrig blive berømt paa det Sted, hvor han lever, hvor Enhver veed, hvorledes han seer ud, hvorledes han gaaer klædt, spiser og drikker, hvormange Børn han har, hvilke dumme Streger han mulig paa Grund af sit Geni har begaaet, o. s. v. o. s. v.

        Nu er det et Faktum, at Danmark med Hensyn til berømte Mænd, ikke er Danmark, men Danmark er Kjøbenhavn; thi kun der kan Berømmelsen blive til virkelig Berømmelse, eller finde et Chor af tusinde Tunger. Altsaa for at blive berømt i Danmark, maa man boe udenfor Kjøbenhavn, som er Danmark. Først naar Berømmelsen her er attesteret og thingleest, faaer den Lov at vandre ud i Landet, og saaledes kunne de udmærkede Mænd, der muligen befinde sig i Kjøbenhavn, ikke ret opnaae en dansk Berømmelses Behageligheder, uden ved at flytte bort fra dette Berømmelsens Danmark ɔ: Kjøbenhavn. Men nu er Sorø det eneste Sted i Danmark udenfor Berømmelsens Danmark eller Kjøbenhavn, hvor flere Mænd, som kunne berømmes, have nedsat sig; altsaa følger nødvendig heraf, vel ikke at Sorø er det eneste Sted i Danmark (geographisk betragtet), hvor der findes berømte Mænd, men det eneste Sted, hvor der findes Mænd, som ere berømte i Danmark. Dette er Reglen, vi komme nu til Undtagelserne.

        Det eneste Sted i Monarkiet, med Undtagelse af Sorø, hvor der ellers er Leilighed til at blive berømt, er naturligviis Kiel. Thi de Steder, hvor der holdes Stænderforsamlinger, kunne ikke her komme i Betragtning, dels fordi deres Berømmelse sædvanlig kun varer et Fjerdingaar, dels fordi vi her nærmest tænke paa litterær og kunstnerisk Berømmelse. Men i Kiel er der unægtelig Leilighed til Berømmelse. Desværre kan man ikke her anvende Ordsproget: Leilighed gjør Tyve. Thi hele Residens- og Universitetsstaden Kiel indeholder Alles in Alles kun to Gjenstande, hvorom der her kan være Tale. Den ene er Lector Buchwald. Hos ham spores vel en umiskjendelig Stræben efter Berømthed. Men hvis Berømmelsen havde Raad til at oprette en Finantsministerpost, skulde vi ingenlunde anbefale Lector B. til at beklæde den. Thi, skjøndt han er i Besiddelse af en vigtig Betingelse for Berømmelsen, nemlig langvarig Fraværelse fra Fædrelandet, har han hidtil kun benyttet den til af Kassen at optage betydelige Summer à Conto, som ikke endnu ere dækkede; dernæst har han senere ved en Mængde Subskriptionsindbydelser og Artikler i „Den Frisindede“, kun udstedt Vexler paa Berømmelsen, som Ingen har villet honorere. Hans Berømmelse er saaledes endnu kun en Mulighed.

        Den anden Gjenstand i Kiel, som ovenfor blev nævnet, er ikke engang en fuldstændig Lector, men kun en Lectorstol. Det er nemlig den Stol, hvorpaa daværende Dr. J. L. Heiberg udarbeidede sin „Dänische Formenlehre für Schleswig-Holsteiner“, sin „Nordische Mythologie“ efter „Nordens Guder“ af Oehlenschlæger, sin første Vaudevillescene og sin første hegelske Afhandling.

        Den Berømmelse, for hvilken Pladsen staaer aaben i Kiel, synes nu at ville fortrække til Nordslesvig, som ogsaa har den Fordel at ligge udenfor Berømmelsesstedet Kjøbenhavn; og see, vi have der strax to begyndende Berømtheder i Laurits Skau og Peder Ravn. Gaae vi høiere mod Nord, da træffe vi i Nærheden af Randers en Mand, nemlig St. Blicher, som ikke blot er bleven berømt, men har kunnet blive det trods Nogen, da han af alle danske Notabiliteter har levet længst borte fra det Sted, hvor Patenterne udfærdiges: (Naar han er kjed af Berømmelsen, behøver han kun at sætte sig ned i Kjøbenhavn). Da imidlertid de to førstnævnte endnu kun ere Begyndere, og den sidste kun er berømt i Singularis, og Kiel kun har en Stol at møde med, saa sees, at disse Undtagelser, som det bør sig, kun tjene til at styrke den opstillede Regel, at Sorø i strengeste Forstand er det eneste Sted, hvor der findes og kan findes berømte Mænd i Danmark.

        Den Theori, som jeg ved nærværende Formel har søgt at udtrykke, at Berømmelsen forholder sig som Afstanden fra det Sted, hvor den produceres og udføres, vil man ved at kaste et Blik paa de berømteste af vore Landsmænd dels finde stadfæstet, dels af dem selv i Gjerningen anerkjendt. Saaledes opnaaede Thorvaldsen, som tilbragte næsten hele sit Liv i Rom, den allerstørste Berømmelse, som er bleven Nogen tildeel i Danmark, uagtet hans Virksomhed og Betydning for Nationen aabenbar er ubetydelig i Sammenligning f. Ex. med Oehlenschlægers. Dennes Berømmelse hertillands har især sin Oprindelse fra hans første Udenlandsreise; de Skrifter, han da hjemsendte, modtoges som Gaver fra Himlen. Men da han nedsatte sig her midt i Kjøbenhavn, begyndte man efterhaanden at pille ved hans Berømmelse, saa at Mange tilsidst ikke kunde see den Nimbus, hvormed Fraværelsen havde omgivet ham. Men i samme Grad tiltog hans Anseelse udenfor Danmark, den trængte endog frem til Paris, og da han for nylig selv reiste til Paris, erkjendte man atter herhjemme, at Oehlenschlæger dog i Grunden var en meget berømt Mand. A. S. Ørsted var upaatvivlelig en dygtig Mand, før vi fik Stænderforsamlinger; men det var dog først fra Roskilde og Viborg, han blev berømt — om end ikke ganske paa den Maade, Adskillige havde ventet. Følgen heraf var, at han først nu blev Minister, skjøndt han vistnok ligesaagodt kunde have været det, før han blev Commissarius. Og, for ikke at forbigaae nogen Art af Berømmelse: Carstensen havde, som bekjendt, i flere Aar bestræbt sig for at blive berømt i Litteraturen, uden at det dog vilde lykkes, og hvorfor? — alene fordi han blev ved at boe her i Byen. Neppe flytter han et Par hundrede Skridt udenfor Vesterport, før han pludselig en Dag — lig Byron — vaagner op berømt som „Entreprenør,“ Agent, Opfinder af Søndags-, Onsdags- og Fredagsfester osv. Om det saa er Fr. Barfod, saa gjentager sig her det samme Phænomen. I flere Aar havde han udviklet en omfattende Virksomhed baade som Skribent og Taler, men han valgte sædvanlig Kjøbenhavn til Skueplads og blev følgelig ikke berømt. Denne Løn blev ham derimod strax tildeel, da han paa sit Dannebrogskorstog mod Slesvigholstenerne kom i Krig med de vantroende Politimestere i Jylland. Af den samme Erkjendelse har vort Kunstakademi fra sin første Oprindelse viist sig gjennemtrængt, da det ifølge en Grundlov kun optager blandt sine Medlemmer Folk, som paa Reiser have tilbagelagt et vist Antal geographiske Mile, for saaledes at være sikkert paa kun at tælle berømte Mænd i sin Midte. Dette Princip viser sig fremdeles hos mange af vore berømte Digtere og Forfattere, idet de dels optræde som Anonymer og Pseudonymer, dels unddrage sig det offentlige Liv, hvorimod Andersen, der ikke lever saa indgetogent, især er bleven berømt i Udlandet. Lehmanns Berømmelse, der begyndte med de Artikler, hvorunder han ikke satte sit Navn, tiltog i forbausende Progression, da han unddrog sig Kjøbenhavnernes Blikke ved at lade sig arrestere, og satte en Passionsblomst i sit Vindue. Baade han og Blomsten (uagtet den akkurat saae ud som en anden Passionsblomst) og Jernstængerne for Vinduet, bleve lithographerede, og for at slaae Hovedet paa Sømmet af sin Berømmelse, reiste han derpaa udenlands. Ligeledes har Ploug, som Lehmanns-Efterfølger, med Held gjort adskillige Reiser, han har været i Calmarsalen og paa Skamlingsbanken. Udbyttet deraf er bekjendt. Naar nu Claudius-Rosenhoff faaer sin Udenlandsreise istand, ville alle vore liberale Koryfæer være blevne berømte.

        Det er aabenbart, at ogsaa Heiberg anerkjender Fraværelsens absolute Indflydelse paa Berømmelsen. Da han imidlertid hverken kan bekvemme sig til ganske at give Slip paa Kjøbenhavn eller paa Berømmelsen, har han med sit philosophiske Blik udfundet Mediationen mellem begge ved at boe med Legemet paa Christianshavn og med Aanden i Stjernehimlen. Undertiden fører hans logiske Natur ham endog til Berømmelsestheoriens yderste Conseqvents, nemlig fuldkommen Aandsfraværelse. Endelig finder min Paastands objective Rigtighed sin sidste Stadfæstelse ved den Kjendsgjerning, at den længst mulige Fraværelse, nemlig Døden, medfører den høieste Grad af Berømmelse. Efterat vi saaledes have seet, at den Berømmelse, der ikke vil frasige sig Hovedstadslivets Behageligheder, er, om end nok saavel fortjent, dog udsat for Omskiftelse og Forgjængelighed, og kun kan conserveres ved forskjellige Surrogater for den stadige Fraværelse, bliver det end mere klart, at Sorø afgiver de gunstigste Betingelser for solid og varig Berømmelse i Danmark, og denne By har derfor næsten altid været et Asyl for berømte Mænd.

        Men enhver oprigtig Enthusiast for Berømmelsen ønsker naturligviis ikke stedse at blive staaende som Berømmer en distance; han ønsker engang at vinde en fastere Basis for sin Berømmen ved at skue dens Gjenstande Ansigt til Ansigt. Da jeg nu i en temmelig Grad er Enthusiast, hvad var da naturligere, end at jeg længe havde ønsket at besøge Sorø?

        Naar man ikke har faaet udsovet om Natten, falder man let i Søvn paa Dagvognen. Det holder imidlertid Postdirectionen ikke af; der er nemlig sørget for, at Vognen støder saaledes, at man vækkes hvert Øieblik. Dette, som under andre Omstændigheder kunde afgive Stof til Harme, var for mig et Held. Thi jo mere man nærmer sig Sorø, desto mere begynder selve Jordbunden at blive berømt, eller, (hvad man ikke engang kan sige om alle berømte Forfattere) classisk. Ja, hvad der er ganske mærkeligt, den bliver berømt i baglænds chronologisk Orden, saa at man først seer sig omgivet af Middelalderens Notabiliteter, og derpaa Skridt for Skridt føres ind i det dybeste Hedenold. Som Middelalderens hæderligste Repræsentant viser sig saaledes først den bekjendte Roskilde Domkirke med tilhørende By af samme Navn. Rigtignok allerede efter en halv Mils Kjørsel, seer man tilhøire Lethraborg, der, som bekjendt, almindelig antages for en fordreiet Udtale af de gamle Leire, og man skulde altsaa troe, at vi allerede vare i Hedenold. Men da dette vilde stride mod min Hypothes, saa paastaaer jeg, at vi endnu befinde os i Middelalderen.

        Min Hypothes er nemlig, at den danske Historie, hvad Sjælland betræffer, har udviklet sig i Retningen fra Sydvest til Nordost, langsmed Suseaaen til Ringsted, er derfra mulig efter en Sammensmeltning af Dynastierne i Sigersted og Leire, draget landværts til Roskild, og har saa, ifølge Folkets oprindelige Instinkt for Vandet (hvorfor dets Historie ogsaa begynder ved Karrebæksminde og Suseaaens Udløb), gjort et Spring af fire Mil til Kjøbenhavn, der i sine første Dage kaldtes „Havn“ par excellence. Leire har da efter min Mening kun været en Udflyttergaard fra Sigersted eller Nestved, hvor det egentlige Kongesæde var. De saakaldte Leirekonger have formodentlig ikke været Andet end Selveiergaardmænd eller vel endog Arvefæstere, der kun ved tilfældige Omstændigheder ere blevne berømtere end andre danske Bønder. At de sædvanlig benævnes Konger, har Intet at betyde; thi af vore Folkesagn, der i Grunden indeholde de sikkreste Bidrag til vor Oldtidshistorie, seer man¹, at i gamle Dage enhver nogenlunde velstaaende og driftig Bonde, Sørøver eller deslige har baaret Titel af Konge.

        Lidt længer hen seer man tilhøire Haraldstedskov, hvor den skikkelige Knud Lavard blev slaaet ihjel, og hvor Grundtvig paastaaer, „der risler en Kilde.“ Endelig kommer man til Ringsted, som danner Overgangen fra Middelalder til Oldtid, her staaer man paa Grændsen mellem Katholicismen og Hedenskabet. Med Hovedet opfyldt af mjødskjænkende Valkyrier og drukne Kæmper, der efter Bordet kastede hverandre deres Been i Hovedet, steg jeg af ved Postgaarden. Neppe er jeg traadt ind, før jeg virkelig seer de samme Scener gjentage sig, kun med de Modificationer, som Sædernes Forfinelse har medført. I det forreste Værelse traf jeg strax to Personer, der vel ikke saae ud som Kæmper, men dog havde Noget tilfælles med Einherier, nemlig at de vare meget drukne. Ogsaa sloges de virkelig med Been, men det var dreiede Elfenbenskugler, og Valpladsen var et Billard. I det næste Værelse saae jeg en blaaøiet Valkyrie svæve mig imøde; Forskjellen var kun, at den moderne Civilisation havde udsmykket hende med Skjørter og Trætøfler, samt at hun, istedetfor at fylde Hornet med Mjød, bragte mig en Tallerken Krebsesuppe.

        Strax udenfor Ringsted seer man Danmarks ældste og berømteste Aa, som dog her kaldes Næsbyaa, og først efter at have gjennemstrømmet Bavelse- og Tjustrup-Søer, antager det classiske Navn „Suseaa.“ Men allerede her kan den godt have været seilbar i gamle Dage idetmindste ved Høivande; thi dens Flodleie er meget dybt og bredt, og dannes paa begge Sider af betydelige Høider, der strække sig saa langt, som man kan see. Lidt længer hen ligger tæt ved Veien Sigersted Kirke. Man skulde ikke see paa denne nøgne prunkløse Mark, at den er saa berømt. Imidlertid viser man her Høien, hvor Habor blev hængt, Hullet, hvor den sladderagtige Terne blev druknet, det Sted, hvor Signelils Buur stod, og det, hvor hun havde Stævnemøder med Habor. Sligt kaldtes i det gamle Sprog „at spadsere,“ og derfor hedder Stedet endnu „Signelils Spadseregang.“

        Videre faaer man ikke Lov at trænge ind i Hedenold, naar man har Dagvognsbillet til Sorø; Kudsken kjører, tvertimod den chronologiske Orden, mod Vest, og man føres nu enten man vil eller ikke, igjen ind i Middelalderen. Saaledes kom vi forbi Fjennislovlille-Kirke, som man paastaaer, endnu skal have det ene af sine Taarne tilbage. Jeg for min Part tvivler meget om, at salig Asker Ryg vilde tilladt saadan en Smule Murbrok at lade sig titulere Taarn.

        Den sidste Mærkelighed paa Touren er en Kro, der er bleven berømt under Navn af „Krebshuset. Sandsynligviis har den faaet sit Navn af Krebs. Omegnen ved Sorø er nemlig meget rig paa Krebs, og det er derfor, som en Mand derude bemærkede, intet Under, at Akademiet stadig gaaer Krebsgang. Skjøndt det er meget muligt, at denne Kro allerede har existeret i Middelalderen, hører den dog, som Kro, til de Phænomener, der væsentligst have deres Betydning for Nutiden og antage Farve af denne. Fra Skjænkestuen har man imidlertid Udsigt til en ret mærkelig Antikvitet. Det er Tuelsøen, der har faaet Navn af en „Prindsesse“ (ɔ: ifølge det Ovenanførte, en rig Gaardmandsdatter) fra Landsbyen Pedersborg, som hed Toel eller Thørelille. De mechaniske Videnskaber maae dengang have staaet paa et høit Trin, thi det fortælles, at denne Prindsesse, der var „saare kunstfærdig“ og især excellerede som Vognfabrikatrice, gjorde sig en Vogn, hvori hun vilde kjøre henad Søen og Suseaaen, for at besøge en Prindsesse nede ved Nestvedkanten. Hun spændte et Par Stude for, der vare opfødte med Hvedebrød og Mælk, for at være rigtig lette, og det gik i Førstningen fortræffelig. Da fik En blandt det ved Bredden forsamlede Folk det ulyksalige Indfald at raabe: „Det havde jeg dog aldrig troet“, og øieblikkelig sank Prindsessen med Vogn og Stude og alle sine Kostbarheder.

        Efterhaanden begynder man nu at faae Øie paa de

som han siger, hiin berømte Poet og Professor i Poesien fra forrige Aarhundrede, Wadskiær, i sine poetiske Reflexioner fra den „philosophiske Gang paa Sorø“ ved Frederik den Femtes Kroning. Mærkeligt er det forresten, at han slet ikke omtaler Krebsene i samme Festpoem, der hvor det hedder:

        Det synes virkelig som den Sorøske Jordbund er særdeles gunstig for Poesien. Man seer heraf, at ligesom de gamle Grækere tænkte sig Muserne dandsende paa et Bjerg, saaledes har den senere Poesi Forkjærlighed for lave og fugtige Jorder. Den danske Middelalders største og berømteste Poet, Saxo Grammaticus, levede og digtede saaledes i Sorø i en Celle, som endnu forevises. Han var, som man veed, en god Ven af Erkebisp Absalon, hvorfor ogsaa dennes seneste Descendent, Grundtvig, har oversat og besjunget ham. Ligeledes senere hans Rival, Broder Niels, Forfatteren af den danske Riimkrønike. I Akademiets første Tid udgik en Mængde latinske Digte herfra, og Holberg, om hvem samme Wadskiær siger, at han har

levede som bekjendt om Sommeren i Nærheden af Sorø. Der findes endnu tæt ved Søen en lille skovbevoxet Høi, som fra gamle Tider har bevaret Navnet af „Parnasset“. Endelig blomstrede ogsaa Wadskiærs egen Poesi her, og hvor særdeles godt den betalte sig, fortæller han med stor Oprigtighed selv:

        Men han var ogsaa en Virtuos i sit Fag. Hvo har vel nogensinde ziirligere, end han, rundet Bod paa en Fadæse:

        Og hvilket ungt Kongepar kunde vel modstaae en Skjelm, der forstaaer at sige Complimenter som følgende:

        Hvor frugtbar Sorø har været paa Poesi i den nyeste Tid, er Alle bekjendt. Selv mange Lectorer og Adjunkter, der slet ikke have sat sig ned som Digtere, skulle i Smug dyrke Poesien, ja man paastaaer, at der ikke gives en saa complet Prosaister, at han jo, naar han blot nogen Tid har opholdt sig i Sorø, betages af en uimodstaaelig Lyst til at skrive Vers.

        Jo nærmere jeg kom Sorø, desto stærkere paatrængte sig mig den Tanke, om det ikke i Grunden forholdt sig med berømte Mænd, som med Caffe. I mine Studenteraar nemlig, da jeg ikke havde Raad til at drikke Caffe, forekom det mig, det maatte være den høieste Nydelse i Verden, naar man hver Dag, efter et godt Middagsmaaltid, kunde nyde sin Caffe, især i Forening med en Havanna Cigar. Nu derimod, da jeg Gudskelov kan faae Caffe naar jeg har Lyst, bryder jeg mig ikke nær saameget derom. Saaledes var der og en Tid, da jeg formentlig sværmede for berømte Mænd, og Intet syntes mig saa ønskeligt, som at gjøre Bekjendtskab med en berømt Mand, ikke at tale om selv at blive det. Senere, da Tilfældet virkelig bragte mig i Berøring med mange af vore berømte Mænd, har jeg sædvanlig fundet, at de have overmaade Meget tilfælles med andre Mennesker. Ja det har ikke sjelden forekommet mig, at jeg næsten betragtede de berømte Mænd paa samme Maade, som man seer tilbage paa sin første Kjærlighed. Det falder mig herved ind, at det ogsaa forholder sig med berømte Mænd som med Fruentimmer. Der er nemlig, som Enhver veed, en Tid, hvori man med en Slags abstract ubegrændset Ekstase sværmer for Damer, man tilbeder enten Een i Alle eller Alle i Een. Da gjør man sædvanligviis kun tynd Lykke hos dem. Senere, naar man er bleven ældre og mere erfaren, gjør man ofte langt mere Lykke hos dem, men da — kan man desværre ikke længer tilbede dem.

        Lige fra min Ankomst til Sorø og til næste Dags Eftermiddag regnede det uafbrudt, og jeg begyndte alt at troe paa det Sagn, jeg havde hørt, at det altid regner i Sorø. Da det imidlertid siden blev meget godt Veir, mærkede jeg, at dette, som saameget Andet i denne Verden, kun var skammelig Bagtalelse. Først søgte jeg at orientere mig i Lokaliteterne, og befandt da, at Byen bestaaer af en Gade, samt nogle Smaastræder. I den nederste Ende af Gaden findes en skummel, hvælvet Port, det er Klosterporten. Naar Sorø forøvrigt falder under Kategorien af det Idylliske, saa hæver det sig i denne Port til det Romantiske. Den passer endog nøiagtig til visse Æsthetikeres Definition af det Romantiske, idet den virkelig vækker en Anelse, som ikke tilfredsstilles. Den er nemlig det Hele, der er tilbage af det gamle Kloster. Dog det er sandt, Kirken staaer jo endnu, men et Stykke længer henne for sig selv. Den indeholder adskillige Mærkeligheder, f. Ex. Drost Peder Høisøls og andre Adelsmænds Vaabener i Freskomaleri, en Liigsteen, hvorpaa Absalon er udhugget i heel Figur (Ansigtet ligner meget det ældste Portræt af Steen Blicher), samt en Altertavle, forestillende den hellige Nadver. Om denne fortælles, at Apostlerne først skulde males efter de tolv Professorer ved Akademiet; da imidlertid Ingen af dem vilde være Judas, maatte Maleren hjælpe sig med tolv Bønder. Men den Bonde, som tilbød sig at være Judas, „forfaldt siden til alskens Ugudelighed, og det gik ham saare ilde.“

        Kirkens ærværdige Indre vansires af et modernt Pulpitur, som er indrettet saa sindrigt, at Lectorerne, for at komme ind i deres Stole, først maa passere gjennem den kongelige. Parallel med Kirken ligger nogle faa Skridt længer frem den nye Akademibygning, med en smuk Udsigt over Søen og de Skove og Spadseregange, der „omzingle“ den. Her findes paa en af Gangene en interessant Portrætsamling af danske Konger, jeg troer lige fra Knud den Store og Svend Estrithsen indtil vore Dage. Ved Siden af Akademiet ligger en Bygning, som kaldes Regentsen, og afgiver Bolig for 12 à 16 Studenter. Her flytte Akademisterne ind, naar de have taget Examen Artium. For Tiden er Antallet dog nok ikke høiere end to, saa at alle Lectorerne tilsammen ikke have flere Tilhørere til deres Forelæsninger, end Etatsraad Molbech pleier at have — naar han har nogen.

        Næsten alle Lectorerne, med Undtagelse af Ingemann, boe i Byens Gade, i dertil indrettede Gaarde, som i Almindelighed ere forsynede med et Baghuus og en Have. Ved disse Lectorer er der den Mærkelighed, at de af Byens Indvaanere, store og smaa, ja selv af Godsets Bønder, kaldes Professorer, uagtet de i Virkeligheden kun ansættes med Navn og Egenskab af Lectorer. Hvorfor ikke ligesaagodt først som sidst gjøre dem til Professorer, da dog vox populi, og følgelig ogsaa vox Dei, har vindiceret dem denne Titel? Og hvad vil Følgen blive af den nærværende Tilstand? Naturligviis, at Adjuncterne i Sorø ville lade sig kalde Lectorer, Studenterne Adjuncter, Skoledisciplene Studenter, og at deres smaa Sodskende hjemme, som hverken kunne læse eller skrive, ville lade sig titulere Elever af Akademiets lærde Skole. Men maaskee er dette Punkt allerede taget under Overveielse af Universitetsdirectionen ved den længe imødeseete Reform.

        Mit første Besøg var hos Hauch; hans sidste Roman, som jeg netop nylig havde læst, havde forhøiet Interessen for hans Personlighed. Han boer i en lav, uanseelig Bygning, og jeg traadte ind, ikke uden den Bevægelse, som indfinder sig, naar man venter snart at faae Ansigt til Ansigt med en berømt Mand. Denne Følelse forsvandt imidlertid ved den Bemærkning, som strax frembød sig, at Hauch ikke blot er Forfatter til nogle af vor Litteraturs ædleste Blomster, men ogsaa til en blomstrende Børneflok. En saadan Børneflok er ligesom en Bro eller Stige, der letter Communicationen mellem den profane Verden og Digterens ideale Høider. Der er hos Hauch en Harmoni mellem hans Optræden i Livet og hans digteriske Personlighed, som gjør et velgjørende Indtryk. Jeg for min Part holder meget af, at en aandfuld Mand ikke anseer det for nødvendigt at være forbeholden eller triviel, naar han netop ikke sidder paa sin Pegasus. Om Aftenen var jeg i et lille Selskab, hvor der blev talt ganske fornøilige Ting om forskjellige Gjenstande, hvoraf jeg vil søge at gjengive Et og Andet. Efter nogle gemytlige Replikker om Veiret og dets Indflydelse paa Aarets Frugtbarhed, kom Talen paa Bøger.

        „Sommeren har været mere frugtbar end sædvanlig paa æsthetiske Frembringelser“, bemærkede En af Selskabet. „Foruden et nyt Hefte vakkre Skizzer af St. Blicher og Prof. Hauchs Roman, har jeg nylig læst to saakaldte Noveller eller Fortællinger af H. T. Man udbad sig hans Mening om denne Bog, og han vedblev:

        „Da jeg ikke har Grund til at ønske Ondt over mine Herrer, og man i vore Dage ikke troer paa Selvplagelsens Nødvendighed for den evige Salighed, vil jeg ønske, at denne Bog ikke maa falde Nogen af dem i Hænderne. Jeg har lidt nok ved den, og min eneste Trøst er ikke Haabet om at gjensees med Forfatteren, nei tvertimod — — men, at jeg ved min Martyrdom maa have frelst nogle af mine Medmennesker fra de samme Lidelser. Jeg veed ikke her at sige noget Bedre, end det, som rigtignok i mine Tanker er det Værste, der kan siges om en Bog, at en nøgtern Trivialitet har paatrykt den sit Modermærke. Hvad kan det hjælpe, at man støder paa enkelte taalelige Træk, naar hele Compositionen er slap og svag, Fremstillingen vandet og søvnig, og der i enhver Enkelthed røber sig den platteste og meest umodne Smag. Man vil neppe opdage det mindste Glimt af hvad jeg kalder Poesi, nemlig Forening af en dygtig Phantasi og en kraftig Følelse. Lidt Føleri og prosaisk Iagttagelse, det er det Hele. Spørger man om Forfatterens Livsanskuelse, da er en saadan slet ikke tilstede, eller den indskrænker sig til den meest philistrøse Prosaisme, som den foredrages i Kjøkken og Ammestue, og det eneste Udbytte for Læseren er et og andet Træk af kvindelig Snaglighed, som en virkelig Digter ikke saa let dvæler ved. Men dette er kun en daarlig Erstatning for, at man overalt savner Digterhjertet, som udvider Horizonten og opfatter Livet under en høiere Idees Synsvinkel — som styrker og kvæger med en Fylde af Liv og Kraft. Hvad jeg først og fremmest fordrer af den, der vil forøge den poetiske Litteratur, er, at han skal kunne sige med Schiller:

Stil kan her nu slet ikke være Tale om; man siger, at Forf. skal være en Dame — —“

        „Men saa kan De dog ikke med Billighed fordre, at hun skulde anvende Schillers Ord,“ tillod jeg mig at bemærke.

        „Jo“, sagde han, „netop naar en Dame vil ind i Litteraturen, skal hun kunne det aandeligt, ellers er hun hverken det Ene eller det Andet. De kvindelige Skribenter, som fortjene dette Navn, f. Ex. George Sand, Franz Berthold o. Fl., have i aandelig Forstand Buxer paa, den første har endog drevet det videre. Men denne Forf., om det end ti Gange var et Mandfolk, gaaer hun dog, saa godt som nogen Sypjomfru, i Litteraturen med Skjørter. Foredraget lider virkelig ikke blot af en fruentimmeragtig Snakkesalighed, men af en fad, dagligdags Jargon, som slet ikke hører hjemme i Litteraturen. Den sidste af „Novellerne“ er en Slags philanthropisk Parabel, med Moral i Enden, hvoraf man lærer, at en fornuftig Pige ikke bør forlove sig med en „Balkavaleer“, men helst tage en Mand, der ikke kan dandse. Forf. lever i den naive Illusion, at man endnu kan byde Folk sentimental-moralske Børnehistorier, som for et halvhundrede Aar siden fik Lov at passere, men som nu neppe nok slides i Leiebibliotheker; thi Abonnenterne i disse bryde sig Pokker om Nationaliteten, og have uimodsigelig bedre af at læse passable Oversættelser, end daarlige Originalsager.“

        „Men har De da slet ikke opdaget Talent hos denne Forfatter?“

        „Oprigtig talt — trods al anvendt Umage — Nei! og ikke engang Studium af gode Forfattere.“

        „Nu, det maa man tilstaae, De er just ikke galant mod Damer.“

        „Jo, jeg er netop galant mod Damerne. Jeg sætter saamegen Priis paa dem, at jeg endog uden Hensyn til de virkelige Talenter af det andet Kjøn, som sidde paa Sultekuur, ikke skulde have Noget imod, at en Dame, der er geraadet paa disse Afveie, om det behøvedes, fik Understøttelse af det Offentlige for at lade være at skrive, og saaledes mulig blive reddet for Samfundet. Maaskee kunde hun da endnu blive, at jeg skal bruge Forf.’s egne Ord: „en trofast Ægtefælle, omhyggelig Moder, dygtig Huusbestyrerinde, og Enhver, der har passeret Illusionernes Drømmetid, veed hvad Alt dette vil sige.“ Eller — hvis intet passende Parti tilbød sig, og hun maaskee, som saa mange Damer, havde praktisk Sprogtalent, saa kunde hun jo udvikle dette og danne sig til en respektabel Gouvernante. Men en Dame, der ikke har ganske eminente Naturanlæg for Productionen, som ikke har et rigt bevæget Livs Erfaring og Fortrolighed med Lidenskaberne, som ikke i Intelligents kan rivalisere med Samtidens mest dannede Mænd, vil altid spille en kummerlig Rolle i Litteraturen, og hine Rekvisiter ere under vor lille Stats indskrænkede Forholde, dobbelt vanskelige for en Kvinde at tilveiebringe. De maa endelig ikke troe, at jeg vil gjøre Litteraturen til en Røverhule, eller at jeg er saa pedantisk at ville fordre enten akademisk Borgerbrev eller et Par Buxer som Entreebillet; men jeg veed overhovedet ikke, hvad Damer ville i Litteraturen, naar de ikke med et uimodstaaeligt Naturkald kunne tiltvinge sig Anerkjendelse af deres Berettigelse. Og til en saadan indre Trang findes her ikke mindste Spor. Det er, som om Forf. havde sagt til sig selv: „siden jeg ikke har mit Strikketøi ved Haanden, saa troer jeg, jeg vil skrive nogle Noveller“ ...

        „Saa ligner hun jo“, afbrød jeg, „de oldnordiske Kvinder, som ogsaa foretrak Væven for Strikkepinden“.

        „Ja, det er godt at mærke“, vedblev han, „at De ikke har læst disse Noveller, ellers kunde De ikke være i Humeur til at sige Kjældermænd. Nu — Bogen kan jo altid bruges til Kræmmerhuse, men det Beklageligste er i Grunden, at en saadan Dames Existents ikke blot er uden Hæder, men i Grunden ulykkelig; thi hun bliver isoleret. Samfundet tilhører hun ikke; thi de litterære Interesser løsrive fra Samfundet, fordi de uvilkaarlig tilintetgjøre Umiddelbarheden, Daadkraften og den naturlige Tilfredshed med det virkelige Liv — og Litteraturen kan og vil ikke modtage hende. Hvorhen skal hun vende sig? Maa man da ikke ønske, at denne maaskee meget elskværdige Dame „snart maa have passeret Illusionernes Drømmetid“, og kan Nogen i Virkeligheden vise hende en større Tjeneste end ved itide at bidrage hertil?“

        Herimod kunde Ingen af os indvende Noget, og Samtalen gik nu over til Hauchs nye Roman. Skjøndt de Fleste i Selskabet vare Ff.’s personlige Venner, hørtes ingen almindelig Beundringssymphoni, men Enhver gjorde frit sine Bemærkninger. Vi vare vel alle enige i at erkjende den alsidige Dygtighed, det samvittighedsfulde Studium, den grundige Genialitet i Charakteropfattelse, der udmærker dette som Digterens fleste tidligere Arbeider.

        „Skulde jeg udtale en almindelig Anke“, begyndte En af de Tilstedeværende, „saa skulde det være, at jeg savner Noget af den poetiske Friskhed i Foredraget, som altid udmærker hvad Hauch skriver i lyrisk og dramatisk Form, og blandt hans Romaner især „Wilhelm Zabern“. Jeg troer, Bogen havde været æsthetisk skjønnere, naar alle Raisonnements, der ikke udspringe af Charaktererne selv, havde været borte, og det prosaiske Apparat mere skjult; især synes mig Efterretningerne paa sidste Blad om Bipersonernes Skjæbne at være et Offer, der er bragt Spidsborgerligheden.“

        „Ff. har maaskee selv,“ svarede en Anden, „følt Sandheden i hvad De der siger, og jeg vil kun til hans Forsvar anføre, hvad Schiller (i Brevvexlingen med Göthe) bemærker i Anledning af Wilh. Meister: Enhver Romanform er overhovedet ikke poetisk, den ligger her og holder paa Forstandens Enemærker, og naar en poetisk Aand (thi en god Roman forudsætter ikke altid, saaledes som Novellen, at Forf. er en Digter) betjener sig af denne Form, og heri udtrykker poetiske Tilstande, saa opstaaer en besynderlig Vaklen mellem en prosaisk og poetisk Stemning. Det fattes en saadan Roman paa en vis poetisk Dristighed, fordi den stedse vil gjøre Forstanden tilpas, og der mangler den igjen et egentligt sat Væsen, fordi den er udsprungen af en poetisk Aand. — — Det er vist ogsaa rigtigt, hvad Schiller ved samme Leilighed siger, „at naar man vil tilfredsstille de høieste Fordringer, den fuldkomne Sammensmeltning af det Subjective og Objective, saa er det nødvendigt at sørge for, at det, som Aanden kan nedlægge i et Værk, maa gribe den reneste Form, som Tilfældet er i „Hermann og Dorothea“, og at Intet deraf skal gaae tabt i et ureent Medium.“ — — Men Stoffet tilhørte nu engang her i saa høi Grad Virkeligheden, at han ikke kunde tænke paa, ved en anden Form end den halvprosaiske Roman, at opløfte det i den guddommelige Digterverden.“

        „Jeg mener dog“ sagde jeg, at der selv i en Roman lader sig tænke et saadant mere eleveret Foredrag, hvorved den Prosaisme, der klæber ved Virkeligheden, forædles og iføres en Slags Søndagsdragt. Jeg siger det med saameget mere Sikkerhed, som denne mere veltalende Diction neppe viser sig i mange enkelte Partier af „Slottet ved Rhinen,“ navnlig i Episoden „Clara Mandeslohs Historie,“ og overalt hvor det mystiske Element træder frem. Jeg mener i Overeensstemmelse hermed, at Ff. undertiden er gaaet Virkeligheden for nær paa Klingen, ligesom han paa den anden Side stundom for directe i Romanen har overført sine omfattende og energiske Forstudier, hvorved Foredraget let bliver noget abstract. Dette synes endog stundom at have generet Forf. selv, saa at hans poetiske Bryst maa drage Aande i de skjønne lyriske Sange, der af og til indstrøes³. Lidt mindre Raisonnement vilde frembragt en mere reen-episk og hermed poetisk Diction, og med al Agtelse for denne hos en Digter ualmindelige Grundighed og Samvittighedsfuldhed i Studium, fristes dog den æsthetiske Læser undertiden til at sige med Hertz (i Gjengangerbrevene):

Det vækker ligesom en Mistillid til den poetiske Kraft, naar man i dens Production bestemt mærker Befrugtning af Videnskaben. Dette gjælder nærmest om den philosophiske Dame og paa en Maade ogsaa om Digteren Eginhard, da de begge med deres selv i Overdrivelsen uhyre logiske Correcthed synes mere fremgaaede af Abstractionen end undfangede ved Digterhjertet, mere at være personificerede Tankesprog, end Tegninger af Livet, der saaledes er skeet Uret.

        „Det forekommer mig dog,“ svarede den Forrige, at Livet i vor Tid frembyder Elementer til at construere saadanne Charakterer, men da Enhver her kun kan rette sig efter egen Erfaring, maa man naturligviis ogsaa vente at støde paa Modsigelse. Hvad mener De, Hr. N.?

        „Jeg tilstaaer oprigtig,“ svarede den Tiltalte som var en Mand ude fra Landet, „at jeg slet ikke har tænkt over dette Punkt, da de øvrige Charaktertegninger, hvorpaa Bogen er saa rig, aldeles have optaget min Interesse. Hvor levende fremtræder ikke den forstandig joviale Wagner, hvor vel føler man sig ikke ved den ædle Waldstätten hvor sund og naturtro en Martyrkarakter er ikke Fru Sauren, hvor deilig, tragisk skjøn staaer ikke Franziska i hele Billedets Centrum, som væsentlig Antipode og dog æsthetisk Slægtning af Göthes Mignon! — Hvor frydefuldt er endelig ikke det Billede af „Fremtiden,“ som Ff. siger, (men som vi æsthetiske Lægfolk ville sige, af vor egen Barndom), der vises os i den velsignede Unge, den elskelige Vildkat, Drengen Wilfred! — See dette har givet mig nok at bestille; hvad Tendentser og Reflexioner anbelanger, saa mener jeg forresten, at Bogen viser vor Tidsalder altfor megen Ære ved alvorlig at repræsentere visse af dens Retninger, som i mine Tanker ikke har meer at betyde, eller længere Varighed end — med Guds Hjelp — Kartoffelsygen, og som derfor mest egne sig til komisk og satirisk Behandling. Hertil regner jeg Berville og Emilie Prechtl, eller Begeistringen for Skattebevillingsret og hegel-feuerbachsk Ordskvalder.“

        „Den sidste af disse to Personer, „bemærkede jeg,“ vilde ogsaa, behandlet med den Ironi, der ligger saa nær, have været en complet komisk Figur, ja hun bliver det undertiden uden at Forf. selv synes at ville det, netop ved den Skolecorrecthed, hvormed hun bevæger sig i sin tomme Formalisme, og af den anden Side, Ff. har viist hos hende, vilde Molière med Lethed have dannet en kvindelig Tartuffe.“

        „Dette indrømmer Forf. selv,“ svarede den Næstforrige; „men han tiltroer sig engang ikke den komiske og satiriske Evne, han maa tage Alting alvorligt.“

        „Da har han dog netop i den Bog, vi her omtale, og navnlig i Wagners Replikker, givet hyppige Prøver paa ægte og træffende Satire. Men jeg sætter maaskee dog de alvorlige Skildringer noget høiere, især Franziska. Der er over denne Skabning fra hendes første Fremtræden en ubeskrivelig Ynde og Skjønhed, som netop besynderlig forøges ved hendes inderlige Sammenhæng med Naturen. Men derfor har jeg ogsaa i Grunden ærgret mig over hendes Kjærlighed til Arthur, som er og bliver ubetydelig, om han end i Begyndelsen og Slutningen synes anlagt til at være Mere. Jeg veed ikke om det har været Ffs. Hensigt at nedsætte hende, ved at lade hende forelske sig i Arthur, der kun har Værd som et smukt Naturproduct; det synes imidlertid, at Ff. har meent ogsaa i hende at fremstille en forfeilet Retning, et „dæmonisk“ Væsen, der selv forskylder den Nemesis, der rammer hende. Men her har Poesien selv protesteret mod Tendentsen, Naturen er gaaet over Optugtelsen, Forf. har, maaskee uden at ville det, skabt et kvindeligt Ideal, og selv det, han synes mest at lægge hende til Last, hendes bestemte Afviisning af Arthurs fornyede Tilbud, gjør hende i mine Øine til en ophøiet ridderlig Figur. Det „Dæmoniske“ hos hende er saa langt fra at frastøde, at Man endog meer og meer maa forelske sig i hende, og hvis der virkelig er en Feil hos hende, saa mener jeg, det er netop ved den, hun bliver saa elskværdig, da som bekjendt et aldeles feilfrit Væsen oftest lader os skrøbelige Mennesker forblive kolde og følelsløse.“

        „Jeg maa aldeles tiltræde Deres Mening,“ sagde Manden fra Landet, „med al Respekt for Intelligents og aandelig Udvikling, saa mener jeg dog, at man i vore Dage er nær ved at glemme Naturen over Metaphysiken, og saaledes blive unaturlig. Derfor kan jeg godt lide Aarestrup, fordi hans Poesi har sin Rod i Naturen og den Skjønhed, som endnu blomstrer paa denne Klode. Er det ikke smukt og et Ord i rette Tid, naar han lader Jorden sige:

Det er dette Standpunkt, som den fortræffelige Wagner repræsenterer med Bevidsthed, det er ikke uden Betydning, at han (ligesom den Digter, jeg nævnte) er Læge, og saaledes ved sit Studium af Livet og Naturen har vundet den Anskuelse, som Franziska udtaler mere umiddelbart:

Nei, jeg troer nu, at navnlig hos Kvinden beroer baade det Ethiske og Æsthetiske paa hendes Overeensstemmelse med Naturen, i alt Fald i vore Dage, da man ikke længer troer paa Alchymi og Astrologie, og ikke betragter Naturen som et Indbegreb af mystiske og dæmoniske Magter. Det „Dæmoniske“ viser sig unomstunder hos Kvinden i noget ganske andet, nemlig naar de lave Lidenskaber, Misundelse, Arrighed, Had, Jalousi, Bagtalesyge, Sandselighed o. s. v. personificere sig i hende med en Naturmagts instinktsmæssige Styrke, men dette Dæmoniske har da, vel at mærke, kun sin Rod i hendes subjective Natur, det kan maaskee være gaaet i Arv til hende, men bør ikke komme den objective Natur til Skade paa gode Navn og Rygte. Vil man fremstille det som Sammenhæng med denne, da kan dette kun have symbolsk Betydning, men det Symbolske har, som Frøken Prechtl vilde sige, i en Roman, som Gjengivelse af den umiddelbare Virkelighed, ingen Berettigelse.“

        „For at gaae over til den mere praktiske Side ved Bogen,“ begyndte En af Selskabet, som hertil havde tiet, „det som Alle pleie at kritisere, og som jeg følgelig ogsaa kan tale med om, saa er der i det Enkelte Et og Andet, som har stødt mig. Jeg mener saaledes, at Arthurs raa Heftighed, hvor den frembryder mod Wilfred og Franziska, ikke i det Foregaaende er motiveret, hvorfor den ligeoverfor disse to elskelige Væsener, gjør et næsten oprørende Indtryk paa Læseren. Jeg mener og, at Franziska undertiden gaaer ud af Charakteren, at hun ved Kjærlighedstilstaaelsen er lidt for snærpet af et Naturbarn at være, og raisonnerer siden for correct og selvbevidst om sig selv, sit Sammenhæng med Naturen og det Erhvervede og Medfødte. Jeg finder, at Emilie Prechtls Methode til at evolere Arthur, er meget rigtig tænkt, men yttrer sig i et Udtryk, der paa et ikke ganske indskrænket Menneske maatte gjøre en modsat Virkning; og endelig, at den Nemesis, Forf. udøver over hende, er altfor lemfældig, da hun ikke blot er optraadt som Koblerske, men som den laveste Bedragerske, idet hun opsnapper og undertrykker Arthurs og Franziskas Breve. Disse Smaapletter i Romanens Mechanik vilde man maaskee ikke bemærke, naar den ikke forøvrig tilfredsstillede saa høie Fordringer, og i det Hele var saa solid, at den godt kan taale, man pirrer lidt ved den.“

        „Disse Bemærkninger ere vistnok grundede,“ sagde Manden fra Landet, „men hvad jeg egentlig har mest imod, det er Fortalen, NB. ikke som særskilt trykt Afhandling, thi det er den fortræffeligste kritiske Anmeldelse af Bogen, man kan ønske sig; men jeg kan ikke lide, den staaer her. I alt Fald maatte den have staaet tilsidst. Thi Ff., der ikke blot er aandfuld Digter, men tillige grundig Kritiker, har her paa samme Tid villet være begge Dele, hvilket ei gaaer an, han har forud draget det poetiske Slør tilside⁴, forstyrret Illusionen, hvorpaa enhver Digtnings hele Virkning beroer, og visket Støvet af sin egen Sommerfugls Vinger. Det er som om han sagde: Dette, som jeg, Digteren, har villet fortælle Jer, er slet ikke virkelig passeret, men jeg, Kritikeren, kan underhaanden betroe Jer, at han med disse Mennesker og Begivenheder egentlig har meent det og det og det. Behøver Bogen en Fortale, da er det en Feil; behøves den ikke, da er det ogsaa en Feil — nemlig at den staaer der, og ikke udenfor Bogen. Men, som sagt, Fortalen i og for sig er ypperlig, Alt er deri saa klart og gedigent tænkt, og saa fyndigt fremsat, at et kritisk Tidsskrift, hvis vi havde det, maatte være sjæleglad over en saadan Artikel. Det har især interesseret mig, hvad Forf. yttrer om de forskjellige Arter af Jegets Selvforgudelse, som charakterisere vor Tidsalder; kun undrer det mig, at han har forbigaaet en meget væsentlig Art, som maaskee har de allerfleste Tilhængere, nemlig den planmæssige, selvbevidste, realistiske Egoisme, som i en fuldstændig Vantro med Hensyn til alt Høieres, alle Ideers Værd, anvender alle juridisk tilladelige Midler paa kun at befordre sit eget materielle Velvære, og betragter hele Tilværelsen med et Kjøbmandsøie. Den udstrækker sig til alle Samfundets Klasser, og er, saavidt jeg skjønner, baade i sin Oprindelse slettere, og i sine Virkninger langt mere moralsk fordærvelig, end f. Ex. den ubevidste og instinktagtige, som især træffes hos Virtuoser og Kunstnere, og som lader dem ganske naivt glemme, at der gives noget Andet og Høiere i Verden end deres egne Privatinteresser. — Men man kunde blive ved i det Uendelige at tale om denne Bog, og denne Rigdom paa Stof til Selvproduction og Tankeudvikling er et sikkert Tegn paa høi litterær Betydning. Hertil kommer endelig som Hovedudbytte det forædlende Samliv med de Hovedcharakterer, jeg før nævnte, og den sunde, styrkende, naturlige, og dog ægte ethiske Livsanskuelse, der gaaer gjennem dette som gjennem alle Hauchs Værker.“

        „Det er dog ikke Alle, der ere enige med Dem heri,“ bemærkede en Anden. „Jeg saae forleden en Recension af „Slottet ved Rhinen“ i et kjøbenhavnsk Blad, der, som man siger, ikke har solgt sig, fordi Ingen har villet kjøbe det, og der beskyldes Bogen for at være umoralsk fra først til sidst; men det Mærkeligste er, at Recensenten aftrykker alle de „umoralske“ Steder i Bladet, hvorved den afskyelige Gift jo aabenbar faaer endnu langt større Udbredelse.“

        Her brast vi alle i en saa hjertelig Latter, at det for en Tid var forbi med Samtalens Alvor. I detsamme kom Bud om, at Bordet var dækket, og var der hidtil gaaet ud over Litteraturen, saa gik det nu ud over Krebsene.

        Efter Bordet vexledes nogle Spørgsmaal og Svar angaaende Sorøs og Lectorernes Partikulærinteresser, og da der ikke vilde frembyde sig andet og bedre Stof, gled Samtalen atter over til Litteraturen. Man spurgte mig, hvad man i Kjøbenhavn sagde om Oehlenschlægers nye Stykke „Gjenfærdet paa Herlufsholm.“

        Jeg svarede, at man i Almindelighed var enig om, at ethvert Stykke, som indsendes af en saadan Digter, burde tilstaaedes Opførelse, selv om man antog, det ikke vilde gjøre ubetinget Lykke. Dette turde maaskee ikke heller her blevet Tilfældet, uden at jeg i mindste Maade miskjender Stykkets Fortrin; men Publicum er nu engang paa et forkert Standpunkt, saasnart Talen er om et Lystspil af Oehlenschlæger. Paa den ene Side er man forvant til at indrette sine Fordringer — tidligere efter Kotzebue, senere efter Scribe, med hvilke Oehlenschlæger ikke har det Mindste tilfælles, paa den anden Side overseer man ganske, at Oehlenschlæger i sine Lystspil lige fra „Freias Alter“ til den „lille Skuespiller“ og dette sidste, har frembragt en ganske ny og særegen Genre i dramatisk Poesi, som egentlig burde have et eget Navn. Dette have Mange ikke følt eller villet forstaae, fordi man i Almindelighed er utilbøielig til at følge en Digter i andre Retninger, end den, hvor han engang har vundet et berømt Navn.

        „Jeg maa oprigtig tilstaae,“ sagde Manden fra Landet, „at det ikke er faldet mig ind at see Sagen fra dette Synspunkt, men bliv De kun ved, jeg er allerede paa Veien til at give Dem Ret.“

        „Hvad Oehlenschlægers Lystspil sædvanlig have tilfælles med Tragedierne, er en rig Opfindelse og fortræffelig Charaktertegning, som ogsaa gjenfindes hos Personerne i det sidste, især Birgitte Giøe, Arild Hvitfeld, Maria, de to adelige Junkere og Candidaten Peter Blaar. Men det, som gjør disse Lystspil til et saa særegent Phænomen, navnlig i vore Dage, er en fuldkommen Opgivelse af kunstlede Spændinger, Effectjageri og mechaniske Kunstgreb, en fuldkommen Frihed for al moderne Sentimentalitet, Svulst og Unatur, og en vis idyllisk Simpelhed og Naturrigtighed, saa man ofte troer at befinde sig i det virkelige Liv, medens det dog fremtræder i en forædlet Skikkelse. Dernæst er det Hele gjennemtrængt af Digterens eiendommelige Lune, Gemytlighed og personlige Elskværdighed, hvorved Stykkerne erholde en vis subjectiv Tone, som er uadskillelig fra deres Væsen og klinger som en skjult Sangbund selv gjennem de mere prosaiske Replikker. Det, som i mine Tanker betegner disse Stykkers væsentlige æsthetiske Charakter, og giver dem ofte en særegen Ynde, er dette Godmodig-Naive, som rigtignok ikke er det fremherskende Træk hos vor Tidsalder, og de synes saaledes næsten skrevne for et imaginært Publikum, der maatte tænkes langt mere barnligtnaivt og elskværdigt, end den nærværende Generation.“

        „Alt dette er vistnok ganske rigtigt,“ bemærkede vor Vært, „og afgiver tillige en rimelig Forklaring af det store Publikums Mangel paa Sympathi, ja man kan næsten sige Forudindtagenhed mod Digteren, naar han bevæger sig i denne Retning. Men for at gaae over til noget ganske Modsat, har Nogen af de Herrer læst det sidste Volumen af Philosophen med de mange Navne, „Hilarius Bogbinder“ troer jeg, han denne Gang kalder sig, eller Peregrinus Proteus, som jeg kalder ham? han kan da umulig forlange, at den, der har Andet at bestille, skal kunne huske alle de barbariske Navne, han sætter paa sine mange Bøger?“

        Den fornuftige Mand fra Landet og jeg bejaede Spørgsmaalet.

        „Det er dog en Karl, som siger Spar to til alle vore danske og de fleste tydske Philosopher, ikke sandt?“

        „Han har vist ikke havt nogen varmere Beundrer, end mig“, tog jeg Ordet, „men saa har jeg ogsaa desto større Ærgrelse af den golde og fordærvelige Brug, han undertiden gjør af sine udmærkede Evner, og som især culminerer i den sidste Artikel af „Stadier paa Livets Vei.“ Hvad der allerede i „Enten-Eller“ fængslede Interessen, var denne Dobbeltpersonlighed, som med genial Lidenskab havde gjennemtrængt Metaphysikens og Æsthetikens Mysterier, og i samme Øieblik opgav disse Herligheder for at søge Hvile i et ethisk, ikke ganske uspidsborgerligt Liv. Herved betingedes første og anden Deels forskjellige litterære Værd. I den første mærker man Mesteren, som behersker sit Stof, og man træffer derfor næsten altid en rigtig, ofte en fortrinlig Form, som kun af og til forstyrres ved en skeptisk Dissonants af de Dæmoner, han i senere Skrifter har søgt at betvinge. I anden Deel seer man derimod Begynderen, den søgende og vordende Personlighed, hvis Foredrag stadig „kryber ud i Mangekanten“, fordi han ikke meddeler et beseiret og organiseret Stof, men kun udvikler sit ethiske Jeg — skrivende. Som æsthetisk Praktiker og Experimentor kan han siges at have fuldendt sin Udvikling, som moralsk Personlighed er han endnu en Mulighed; derfor er anden Deel, trods det Interessante i Dialektikens Anvendelse paa det sociale Liv, trods alle Glimt af Skjønhed og Aand i det Enkelte, mindre et Litteraturværk, end en Materialsamling.“

        „Ja det er just det“, sagde en Anden, „jeg har med alle disse Skrifter, (der ved Form og Indhold tilstrækkelig røbe et fælles Udspring), at hver Gang man troer at kunne hengive sig til en reen litterær Nydelse, kommer Forf. En i Veien med sin egen ethiske og religiøse Udvikling, som Ingen egentlig spørger om, som kan privat være meget respektabel, men ikke har løst Tegn til den objective Litteraturs Langelinie; han begaaer den samme Feil, som man har bebreidet Digteren Andersen, at han lader hele sin indre Livsudvikling foregaae for Alles Øine. Sligt kan da kun interessere, naar Foredraget hæver sig til virkelig Lyrik eller gribende Pathos, og derfor sætter jeg som litterært Produkt „Frygt og Bæven,“ høiest blandt alle disse Skrifter. Her er en vis Enhed i Grundtone og Udtryk helt igjennem bevaret, og skjøndt en baade physisk og moralsk sygelig Natur udtaler sig i denne convulsiviske Kamp for at vinde Troen „i Kraft af det Absurde,“ saa tillader dog Formen her at betragte Synderknuselsen og Lidenskaben som lyrisk Stemning. Som lyrisk Digt indtager denne Bog i mine Tanker en høi Plads i den nyere Litteratur, og kan stilles i Række med Byron, Puschkin og „die ungöttliche Comedie.“⁵ — Hvad jeg i det Enkelte mest beundrer hos denne Forf., er hans aandfulde Vid og den ægte Humor, hvormed han benytter Hverdagslivets Trivialiteter til at kapitelfæste de mest ophøiede Tanker. Herhen hører ogsaa Polemiken imod Heiberg i „Forordene“, som ikke blot er Noget af det Vittigste, men ubetinget det Eleganteste, der er skrevet mod Heiberg, ja med Undtagelse af Lehmanns (?) Artikel om Avlsgaarden Hougemount, og en Corsarartikel om Lehmann, erindrer jeg ikke nogen saa fortrinlig Polemik paa Dansk. Denne Forf. skulde Hr. S. Kierkegaard have valgt til Forbillede, da han sidst i „Fædrelandet“ polemiserede mod en Anmelder i „Berlingske.“ — —

        „Jeg troer“, tog jeg atter Ordet, „at man lettest sammenfatter de forskjellige Retninger hos denne Ff. ved at distinguere mellem en negativ og en positiv Side hos ham. Til den sidste regner jeg især hans individuelle religiøse Trang, hans lidenskabelige Higen efter at forsone Philosophien og Virkeligheden (som han ogsaa har gjennemexperimenteret i dets gehaltfuldeste Forgreninger) med Troen. Denne Retning udtaler sig rhapsodisk paa mangfoldige Steder i hans Skrifter, og det med en forbausende Fylde i Tanken og Følelsen, en ofte digterisk Varme, en Rigdom og Veltalenhed i Sproget, hvortil man neppe før har seet Mage. Foredraget minder stundom om Rousseau og Chateaubriand, men det giver i Gehalt meget mere, i Formen meget mindre. Skulde det lykkes ham nogensinde af denne rhapsodiske Gjæring at udklare en organisk Livsfylde, da vil han blive en Skribent af første Kvalitet, et virkeligt litterært Geni, dog troer jeg neppe det vil skee. Hvad derimod den negative Side angaaer, den dialektisk-kritisk-analytiske Retning, da er han her fuldkommen færdig (i begge Ordets Betydninger), og enhver yderligere Bevægelse af ham synes at maatte føre enten til maniereret Selvgjentagelse eller til Desperation. I denne Retning har han imidlertid præsteret Overordentligt, og udviklet en sund Genialitet. Ingen dansk Philosoph, med Undtagelse af Sibbern, har med saa omfattende og utrættende Grundighed fordybet sig i de forskjelligste Materier, og i sin Analyse af æsthetiske Problemer fremtræder han ofte som producerende Digter. Som hans høieste Fortjeneste, hvor han virkelig har bragt Videnskaben et nyt og ufatteligt Udbytte, anseer jeg dog de Grundlinier, han i „Forførerens Dagbog“ har draget til en Philosophi af Kvindeligheden, et Stof der, saa rigt og tiltrækkende det end er, neppe tidligere har været bearbeidet. Men da jeg tog hans sidste store Bog „Stadier paa Livets Vei“ i Hænderne, var det næsten med en uhyggelig Følelse. En saa overdreven, ja saa unaturlig Produktivitet kan maaskee være sund for Forf., men for Litteraturen og Læseren — aldrig. Produktionen synes at være bleven ham en physisk Trang, eller han benytter den som et Medikament, ligesom man i visse Sygdomme bruger Aareladning, Kopsætning, Dampbad, Vomitiv eller deslige. Naar et sundt Menneske udhviler ved Søvnen, synes han at udhvile ved at lade Pennen løbe, istedenfor at spise og drikke mætter han sig ved at skrive, istedetfor at den ordinære Menneskenatur reproduceres ved et Foster om Aaret, synes han at have en Fiskenatur og at lægge Rogn. Tilfældet vilde, at jeg skulde begynde med det „psychologiske Experiment“: „Skyldig? — Ikkeskyldig?“ som udfylder de sidste 242 tættrykte Sider. Her er han, som jeg havde befrygtet det, paa Afveie. Her er Gjentagelser, Selvudhuling, glimrende Geniglimt og Tilløb til Vanvid, endelig er den tidligere Færdigværen bleven til bare Færdighed og Methoden til en staaende Maneer, saa at Enhver kan aflure ham Kunsten. Han bekymrer sig ikke om Læseren; thi han skriver for sin Magelighed, ikke om et classisk Forfatternavn, thi han skriver formløst; han bevæger sig i Sproget som en engelsk Clown, han gaaer paa Hænderne og slaaer Saltomortaler i det, men han har ingen Stil; thi han bruger overflødige Ord og siger Alt, hvad der falder ham ind. Indholdet i dette Reflexionens Danaidekar er en Forelskelses-, Forlovelses- og Opslagshistorie, behandlet i Dagbogform. Hvert Afsnit har den maniererte Begyndelse „Idag for et Aar siden“. Man træffer her et mandligt Individ, der har tabt Alt, hvad der constituerer Personligheden. Følelse, Forstand, Villie, Beslutning, Handling, Marv, Nerve- og Muskelkraft — Alt er gaaet op i Dialektik, i en steril Dialektik, der hvirvler sig om et uvist Centrum, uvist om det skeer ifølge Centrifugal- eller Centripetalkraften, indtil den tilsidst langsomt fordunster. Han er bleven sig selv gjennemsigtig, ligesom Licentiaten (i Cervantes’s Novelle), som troede, han var af Glas, og lod sig indpakke som en Flaske i Halm, for ei at gaae itu. Ja Sammenligningen kan fortsættes endnu videre, thi Gjennemsigtigheden synes ogsaa hos vor Forf. at være Følge af en Forgiftelse. Og det kvindelige Væsen, som lægges paa den experimentale Piinebænk, bliver naturligviis i Bogen ogsaa til Dialektik og fordunster; men i Livet maatte hun nødvendigviis blive gal eller gaae i Peblingesøen. Tankegangen kan i Korthed fremstilles omtrent saaledes:

        Hvis det maatte være den sunde Menneskeforstand tilladt her at træde til, vilde den maaskee i sin raa Umiddelbarhed sige: Vil Du betragte Livet som en Dissectionsstue og Dig selv som Cadaver, saa lad gaae, sønderslæng Dig selv saameget Du vil; saalænge Du ikke gjør Andre Fortræd, vil Politiet ikke forstyrre Din Virksomhed. Men at indspinde et andet Væsen i sit Edderkopvæv, dissekere det i levende Live, eller pine Sjælen draabeviis ud af det, i Kraft af Experimentet, det har man dog ikke endnu Lov til, uden ved Insecter, og har ikke allerede Tanken herom noget Mephistisk, noget Oprørende for den sunde Menneskenatur? — Og dog har jeg udholdt at følge denne aandelige Spidsrodsløben, dette Inqvisitionstribunal, som ikke slipper sit Offer, før alle mulige Grader af Tanketortur ere gjennemgaaede, jeg har endog stundom følt mig fængslet af dette Sjælekvæleri; thi — den dialektiske Bøddel drager af og til Aande, der er Oaser i denne Ørken, skjønne, blomstrende, forfriskende Oaser, som Erindringen fra Latinskolen og Skildringen af Bogholderen paa Christianshavn. Disse og mange andre Enkeltheder ere ikke blot en sand Digter værdige, men forudsætte en saadan. Dog jeg er maaskee gaaet for vidt. Hvad mener De, Hr. N. De har jo ogsaa læst Bogen?“

        „Der maa være noget Sandt i Deres Ord,“ sagde den fornuftige Mand fra Landet, „thi jeg har følt og tænkt mig omtrent det samme; det har virkelig kostet mig nogen Anstrængelse at komme helt igjennem, og det er let at see, at den, der skriver slige Bøger, ikke gjør Regning paa mange Læsere. Det er langt fra, at man kan nægte denne Forfatter en usædvanlig Dybde, en stor Skarpsindighed og en omfattende Reflexion. Hans dialektiske Talent, saaledes som han nu det især ved at studere Plato har udviklet det, synes mig saa stort, at jeg Ingen kjender, der heri kan maale sig med ham; men — thi jeg har virkelig et betydeligt Men at lægge til. Dog maa jeg endnu først bemærke, at Selskabet i Begyndelsen (in vino veritas) og den dialektiske Modsætning dertil (thi Alt er hos denne Forfatter Dialektik, uden at den tilfredsstillende opløses i en høiere Enhed), en Ægtemands Dagbog, ere skrevne med usædvanlig Finhed og røbe et overordentlig udviklet Talent. Men den abstracte Æsthetik, der aldeles ikke maa støtte sig til Ethiken og saaledes svæver i Luften som en Sky, er egentlig ikke Andet end en med poetiske Blomster smykket Epikuræisme, ligesom dens Modsætning, den fra Poesien bortvendte Ethik, den ægteskabelige Lykke, paa denne Vei grændser nær til Philisteri; — disse to Modsætninger, som Forfatteren med saa stor Ængstelighed troer at burde holde ud fra hinanden, maa jeg rigtignok erklære for at være Udsvævelser paa begge Sider. Jeg troer det ikke muligt at virke poetisk for Alvor, uden at respektere Ethikens Fordringer, og heller ikke troer jeg, man kan leve et virkeligt og sandt Ægteskab, naar det ethiske Forhold staaer blot og bart, saa at Poesien aldeles er afstrækket derfra. — Den egentlige Kjærne af det Hele (Forlovelsen og Opslagelseshistorien) synes mig alene at være skreven, for at Forfatteren kunde faae Leilighed til at udspinde de dialektiske Vanskeligheder, en i Reflexionen fortabt Sjæl er istand til at opstille, i saa fine og lange Traade som muligt. En slig Dialektik har jeg hørt høist hypokondre Mennesker, der stod nærved at beherskes af en fix Idee, at gjøre Brug af. Jeg maa tilstaae, at jeg aldrig troede det muligt at ødelægge sin umiddelbare Natur saaledes, som han (i denne Brevsamling i det mindste) lægger for Dagen at have gjort; Intet er friskt og ligefrem, Alt maa han reflektere sig til. Det undrer mig kun, at han er istand til at sove og spise o. s. v.; thi egentlig burde han saalænge veie Grundene for og imod, til han døde af Sult eller Søvnløshed. Hans Reflexioner forekomme mig ligesom Daguerrotyper, hvor ikke blot, som i et ordentligt Maleri, de vigtigste og charakteristiske Træk ere optagne, men alle mulige, saa at det Hele bliver et forvirret Net og en vildsom Labyrinth. Med al hans Forstand, saa er dog Reflexionen hos ham bleven til en uhyre Sygdom; hans Religiøsitet, der giver Afkald paa den hele Verden, for ene at sysle med sig selv, og der bestandig troer at ligge paa „70,000 Favnes Dybde“, forekommer mig at være en Pusillanimitet, som Vorherre og hans Engle maatte lee ad. En slig religiøs Person, der Intet gider tage sig for, og der intet Skridt vover at gjøre, uden først at have beregnet alle de mulige Synder, han underveis kunde falde i, og bestandig staaer skjælvende og bævende paa eet Sted, er en Uting, der hverken kan finde Plads i Himlen eller i Helvede, men kun i Reflexionens fortyndede Luft, hvori intet Væsen kan leve. Han ligner Pastor Schmelzle hos Jean Paul, der ikke vovede at røre sig af Pletten, fordi han hvert Øieblik frygtede for Selvskud. Kan en slig uhyre Feighed være en sand Religiøsitet? Jeg erkjender ham imidlertid gjerne for at være en i aandelig Henseende meget begavet Forfatter; men han forekommer mig som en udlevet Olding eller rettere som en usædvanlig Intelligents med en sygelig Phantasi; blaseret synes han mig i høi Grad. Havde han levet under Forholde, der havde nødt ham til ogsaa at bekymre sig om Andet end sine egne Griller, saa havde han vistnok udviklet en høiere Kraft; men nu staaer han som en Ironi over Ironien. Saaledes forekommer det i det mindste mig.“

        Næste Formiddag drog jeg atter ud paa min Valfart til Berømtheden. Den findes, som sagt, næsten udelukkende og gjennem alle Gradationer i Byens Gade. „Her,“ sagde min Cicerone, „boer Steenstrup, som danner Epoche i de danske Tørvs Historie, og desuden er berømt for at han skjændes i Bladene med sin Gjenbo, Hr. Peder Hjort, som paa sin Side er berømt ved sine 12 Paragrapher, en tydsk Grammatik og en Børneven. Denne var netop fraværende, som man sagde, paa et Korstog for at omvende Slesvigholstenerne. Det gjorde mig ondt, thi det er en Mand, jeg ret holder af, alene for hans Stils Skyld. Jeg betragter nemlig Stilen ikke nærmest som Produkt af et kunstnerisk Talent, men som en moralsk Egenskab. Den, som i Sandhed har en eiendommelig Charakter — og kun han — har en Stil. Men P. Hjort har virkelig en Stil, en Stil, hvorpaa man kan kjende ham fra andre Forfattere, frisk, livlig og klar, — fordi han har overvundet de conventionelle Hensyn, og har Mod til at tale, som man siger, reent ud af Posen. Dette er en Sjeldenhed hos vore Forfattere, hvorfor kun saa faa af dem have en Stil.

        Længst nede i Gaden concentrerer Berømtheden sig ligesom i en stor Bunke. Her boer Lector Wagner, berømt ved sin Bondekrønike, Lector Lütken, berømt (blandt dem, der kjende ham) som udmærket Philosoph af den skeptiske Skole, Adjunct Blicher, berømt ved adskillige Oversættelser af Fransk (der dog kunde være bedre), Tegnelærer Harder, berømt som forhenværende Landskabsmaler, og Adjunct Paludan-Müller, berømt fordi han har en Broder, som er Digter. Høiere oppe igjen boer Adjunct Borup, berømt derved at han kan undervise baade i Musik og Engelsk, hvilket slet ikke er noget musikalsk Sprog; og i en Udkant af Byen boer endelig Rector Bojesen, berømt ved nogle Feil i en romersk Litteraturhistorie, som han ikke vilde rette i anden Udgave, bare fordi det var Prof. T. Baden, der gjorde ham opmærksom derpaa.

        Efter at have beseet Philosophgangen, hvorfra Wadskiær anstillede sine „Reflexioner“, og den vidtløftige Akademihave, kom jeg ud til Søen paa den anden Side af Akademiet.

        Her viser sig en frodig Have, og paa en terrasseformig Skrænt et venligt Huus, beskygget af Træer, med Væggene omslyngede af Ranker. Det er Ingemanns Bolig. Han modtog os i sit lille Studeerværelse med stoppede Piber. Her følte jeg mig næsten trykket af Berømmelsen; thi Væggen var øverst til nederst beklædt med Kobbere og Lithographier af berømte Mestere, og Portræter af alle mulige Digtere og andre berømte Mænd. Man tager aldeles feil, hvis man tænker sig Ingemann som den slanke, sværmeriske Gestalt, Mange rimeligviis have forestillet sig ved Læsningen især af hans Ungdomsdigte. Han er lav af Væxt og har langt mindre Udseende af en Digter end af en Forretningsmand. Dette er han da ogsaa i de senere Aar bleven, idet hans Tid for største Delen maa have været optaget af hans Functioner som Director ved Akademiet og Udgiver af sine samlede Værker. Man kan sige, at han er en rigtig Poet for Danske. De Danske have nemlig en afgjort Lyst til at søge det Komiske overalt, navnlig i hvad der er dem for høit, og som de ikke forstaae. Naar nu en romantisk, poetisk Aandsretning afpræger sig stærkt og umiddelbart i en Persons Ydre, vil den dansk-nøgterne Forstand let opholde sig derover. Men Intet af dette findes hos Ingemann. Han frembringer meget mere Indtrykket af en godmodig, jovial Embedsmand, med et Anstrøg af Satire. Og dog tilhører han som Digter fast udelukkende Romantiken. Han har gjort alle dens Hovedbevægelser med. Først fulgte han den nytydske Romantiks Fane, der egentlig var en Romantik paa anden Haand. Siden gik han directe til den gedigne, oprindelige Romantik, som indeholdes dels i Middelalderens Historie og Poesi, dels i den christelige Religion. Af de Forelæsninger, han holder ved Akademiet, roser man især dem over Eddapoesien. Maaskee er det de herhen hørende Studier, navnlig af F. Magnusens „Eddalære“, der have ført ham til endnu en tredie Romantik i en gjennemført symbolsk Opfattelse af visse Naturphænomener. Mærkeligt er det, at man hos ham, fremfor de fleste nyere Digtere, ikke sporer Paavirkning af de rigeste og mægtigste Aander i den poetiske Verden. Hverken Homer og Grækerne eller Shakspeare synes at have tiltalt ham, og man finder i hans Værker kun svag Sympathi for Göthe og den hele komiske Litteratur. Dette maa unægtelig medføre en og anden Eensidighed; hans idyllisk afsluttede Ophold i Sorø og mangeaarige Fjernelse fra det bevægede Liv har vel ikke været uden Indflydelse i saa Henseende.

        For ligesom at udtømme den soranske Berømmelse til sidste Draabe, besluttede jeg at udstrække min Pilgrimsvandring til den nærmeste Omegn. Det var især med Hensyn til Bredahl, som besidder en lille Landeiendom en halv Miil fra Byen. Paa Veien derud, som slynger sig smukt omkring Søen og gjennem Skov og kornrige Marker, seer man tilhøire Pedersborg Kirke paa en høi Banke, der skal indeholde store Skatte, ja i sit Skjød gjemme „et helt Kongerige.“ Der har i gamle Dage staaet en Røver- eller Ridderborg, hvad der omtrent kommer ud paa Et. Præsten der, Dr. Kierkegaard, er ogsaa en berømt Mand, idetmindste fortjente han at være det; thi han har engang holdt den interessanteste Forelæsning, man i Mands Minde har hørt ved Universitetet i Kjøbenhavn. Efter at have beseet de skjønne Partier, som det bakkede og skovrige Terrain frembyder, og besøgt Suserup Skov, hvor den soranske beau monde har sit Charlottenlund, begav jeg mig til Bredahl.

        Ligesom Cincinnatus modtog Dictatorværdigheden, og Kong Piast den polske Kongekrone, begge bag Ploven, saaledes traf min Ringheds Hilsen fra danske Muser de „dramatiske Sceners“ Digter beskjæftiget med at fodre sine Heste. Man havde skildret mig ham som en mørk Misanthrop, der unddrog sig det Nærværende og fornægtede sin Ungdoms Sympathier. Jeg havde ikke troet det, og hvor det glædede mig at erfare, at jeg havde Ret! Han modtog mig med Landboerens Gjæstfrihed og med Digterens Aabenhed og Varme. Den philosophiske Livsbetragtning kan vel blive staaende paa et tilbagelagt eller „forældet“ Standpunkt — og tvertimod at være Misanthrop, hylder B. netop philanthropisk-rationalistiske Anskuelser — men Digterhjertet ældes ikke, det staaer aabent for skjønne Indtryk, som enhver Tid frembringer dem. Den, Musen engang for Alvor har taget i Favn, kan aldrig blive sløv og kold for det Ædleste og Høieste, som bevæger et Menneskebryst. Hans kraftige Skikkelse er vel bøiet af Tiden og af et gammelt rheumatisk Onde, men Panden er høi og ædel, og seer nok ud til at have undfanget hine mægtige Phantasibilleder, hine grandiose og glødende Skildringer, hin mandig-djerve Veltalenhed, hvori et stort Menneskehjerte synes at omfatte Universets Glæde og Smerte. En saadan Natur kan maaskee bøies men ikke omstøbes af verdslige Bekymringer; og om han end ikke just har staaet Ondt i Øinene af Lykkens Solskin⁶, saa kan dog et Liv, der hengled under landlige Sysler i en Natur af saa formildende og rolig Skjønhed, med en Rosenhave udenfor Vinduet, og venlige Familieomgivelser, ikke have været ganske fattigt paa Glæder. Og hvad der i Begyndelsen kan være forstyrrende for aandig Syslen, det vænner man sig efterhaanden til. Saaledes har han i sin Vinterstue, medens Børnene og Tyendet sladrede og støiede ved den modsatte Bordende, digtet og nedskrevet adskillige af de skjønneste Scener i sine Dramer. Heller ikke maa man troe, at han nu har afskediget sin Muse eller hun ham, han nedskriver endnu, hvad der i Marken eller Laden former sig for hans Tanke, og han har en betydelig Mængde Manuskripter liggende, deriblandt en Række nye Dramer. Savner man i dem for en Deel den tidligere Phantasirigdom og Ild i Foredraget, saa er igjen Livsanskuelsen mere mild human, og Anordningen bestandigere. De ere imidlertid endnu noget episodisk anlagte og beregnede mere paa Charakterfremstilling, end paa theatralsk Effect; og hvor findes vel en Boghandler, der besidder det frygtelige Heltemod at forlægge dramatiske Arbeider, der ikke have passeret Theatret, ja ikke engang ere bestemte for det? — Nei vore Boghandlere ere meget fornuftigere end som saa, de sige til dem selv: „vi leve nu engang paa en Tid, da det er vedtaget at tale overmaade meget om Ideer, men ikke at handle for dem; hvorfor skulde vi sætte os op mod Tidsaanden og resikere at blive Martyrer?“ — Bredahls Samtale røbede en klar Aand, livlig Tankebevægelse, og levende Interesse for Litteratur, Poesi og Kunst. Den bragte ogsaa jævnlige Glimt af det særegne Vid og Humor, der kjendes fra hans Værker. Der gives nemlig to Arter af Vittighed, den lette ziirlige og glatpolerede franske, og den burlesk-lunefulde, men tunge og djærve, som er af engelsk og nordisk Oprindelse, og især bekjendt fra Shakspeare og Sagaerne. Det er i Principet den samme som gjenfindes hos Oehlenschlæger, Grundtvig og Bredahl, men den forstaaes og yndes i Almindelighed ikke af vor Tids sippede og raffinerede Slægt.

        Først ud paa Natten tog jeg Afsked, for næste Morgen at tiltræde Tilbagereisen med en Fragtvogn. Vi havde talt en Deel om overnaturlige Ting og Troen paa Spøgelser, og mit Hoved var saa opfyldt af saadanne Forestillinger, at jeg inderlig ønskede at opleve noget Sligt. Men det eneste Overnaturlige, der tilstødte mig paa denne Reise, var at min nye Paraply faldt af Vognen og blev paa det ynkeligste overkjørt og ituskaaren paa utallige Steder. Da jeg tog den op, forekom det mig, som om den begyndte at tale og klage sig gudsjammerlig for sin sørgelige Fremtid. Jeg søgte nu at berolige den og mig selv med forskjellige Trøstgrunde, hentede fra de bedste philosophiske Systemer, som f. Ex., at dens Huller kunde gjøre samme Nytte som en Mængde spekulative Kategorier med Hensyn til skadelig Vinds Afledning; naar — hvad man stadig plages af i Kjøbenhavn — en næsviis Vind opstiger lodret fra Brostenene, behøvede den nu kun at aabne sine Ventiler, og ikke som før at gaae i Veiret med mig. Jeg forestillede den, da dette ikke hjalp, at den vilde blive langt bedre end før, naar den ophævede den dialektiske Modsætning af Heelhed og Ikkeheelhed, og ved en gjennemgribende Reparation kom ud over den nærværende „Zerrissenheits“ Standpunkt. Men Paraplyen vedblev at være utrøstelig og jamre sig over sin under Vognhjulene tabte Umiddelbarhed, og en Stemme i mit Indre gav den Medhold.

        En anden Mærkelighed maa jeg endnu omtale. Det var et Bekjendtskab, der snart steg til det varmeste Venskab, med Fragtmandens Hund, en lille hvid Pudel. Medens jeg endnu stod nedenfor Vognen, betragtede den mig som Fjende, og udslyngede fra Oppakningens høieste Punkt, ligesom fra et Kastel, en uendelig Mængde Bjæf imod mig. Men saasnart den saae, at dens Herre lod mig uhindret stige op og indtage min Plads ved hans Side, forandrede den ganske sin Opførsel og lod sig meget venskabeligt klappe og paa anden Maade underholde af mig. Hvad der dog især interesserede mig ved denne Hund, var den paafaldende Ansigtslighed, den havde med to Damer, der til forskjellige Tider have grebet fjendtlig ind i min Tilværelse. Den ene var en ugift Dame, mellem de 15 og 50, som en Gang meente, at jeg viste hende Opmærksomhed, ja maaskee var saa god at tillægge mig „reelle Hensigter“. Senere forekom det hende, at jeg i Grunden viste hendes Søster mere Opmærksomhed, og dette forargede hende i den Grad, at hun i flere Maaneder løb Byen rundt og fortalte, at jeg var et umoralsk Menneske. Naar hun blev træt (thi selv den mest exemplariske Dyd kan blive træt), kjørte hun i Omnibus; og saa gik det som Paludan-Müller siger:

Jeg kan nu være vis paa ikke at gjenvinde hendes Naade, før hun faaer sig en Mand, eller i det mindste en Kjæreste, om hun nogensinde skulde drive det dertil. Dette tog jeg mig saa nær, at jeg rimeligviis havde faaet graae Haar, dersom jeg ikke bar Paryk. — Den anden var en Kone, jeg logerede hos i min Skolegang, og hos hvem jeg for moderat Betaling erholdt harsk Smør paa Brødet og en besynderlig Art Melkevand uden Sukker, som hun kaldte Thevand. Dette sidste kunde jeg slet ikke forsone mig med, og i Anfald af Desperation kastede jeg en Dag, som jeg troede ubemærket, Koppens Indhold paa Gaden. Men min onde Skjæbne vilde, at hun i det samme stak sin store Næse ud af et Vindue, hvorved nogle Draaber netop faldt paa dens Tip. Fra dette Øieblik faldt jeg i dybeste Unaade, og hun udmalede mig for den hele By som et Uhyre af Slethed og Utaknemlighed. —

        See, begge disse Fruentimmer lignede hiin Hund overmaade, med Undtagelse af, at den var meget behageligere i Omgang. Men det Allermærkeligste ved samme Hund var, at det var en Hunpudel, og ikke destomindre bar den Navnet Hektor.