Mødet med Bacchus
Et Digt
af
Ludv. Bødtcher.
Et Digt
af
Ludv. Bødtcher.
af
Ludv. Bødtcher.
Frascatis friske Haver
Laa end som Børn i Vuggen
Og died Morgenduggen,
Da langsomt hjemmefra
Jeg styred Æslets Staver
Mod Monte Porcia.
Med kjølig Susen strømmed
Fontainerne, og løde
Om Tusculanums Øde
Som „Tys!“ en Oldtidsdag,
Naar Cicero sig rømmed
Og holdt sit Foredrag.
Smaaspurve graa og gule
Alt qviddrede og spøgte;
Mit Æsel gik og søgte
I Veiens brune Sand,
Og løftede sin Mule
Og smilte med sin Tand.
Da hjalp det mig at føre
Et Par Kastagnetter,
Som tidt i muntre Nætter
Mig fryded ved sin Klang,
Hen til hans lange Øre
Og rasle ham i Gang.
Saalunde ufortrøden,
Snart langsomt, snart med Ilen,
Og under fælleds Smilen,
Vi listed frem i Mag,
Og saae i Morgenrøden
Villa Dragonis Tag.
Nu sendte Solens Flammer
Sit Streifelys i Skoven,
En Høg slog ned fraoven,
Og i sin Jagerdragt
Sneg bag de gamle Stammer
Sig Romeren paa Jagt.
Opad vi stege trøstigt,
Og varmere blev Solen;
Sødt dufted Caprifolen
Fra Bjergets steile Væg,
Hvor Gjedden klattred lystigt
Og gumled med sit Skiæg.
Og gjennem Æslets Skryden
Fornam jeg Klokken kime
I Messens aarle Time
Høit over mig i By; —
Det var som svømmed Lyden
Paa Himlen som en Sky.
Bjergets den gyldne Tinde,
Og Dalen med Ruinen,
Og Haverne med Vinen, —
Jeg trykked Øiet i,
Og sænked i mit Minde
Det hele Maleri;
Og da jeg fik at skue
Hiin By, som naaer tilbage
Til gamle Catos Dage,
Da higed jeg med Fryd,
At qvæges ved den Drue,
Som „varmede hans Dyd.“
Og Æslet gik indviet
I mine glade Drømme,
Jeg brugte ingen Tømme,
Det speided Veien snildt,
Og holdt ved Osteriet
Hvor Grenen hang som Skildt. — —
Den sydligvarme Morgen
Udbredte alt sin Dvale,
O! hvilket lifligt Svale
Bag Murens dunkle Gang,
Som om en Krands forborgen
Sig om min Pande hung!
En klippedyb Cisterne
Med Echos skarpe Gjalden,
Stod sænket midt i Hallen;
Jeg skreg et „Evoe!“
Og flux det hule Fjerne
Mig svarede med tre.
Der var en munter Støien
Om Bacchus’ gamle Alter;
Halvguder klædt i Pjalter
Gav Ordet ildfuldt Liv,
Løst hang om Skuldren Trøien,
Og løst den blanke Kniv.
Men ved min Side strakte
En Yngling sig paa Bænken
I rolig Eftertænken,
Og med et Drømmesmiil,
Som dunkle Minder vakte
Om Kunstens Oldtidsstiil.
Sandalen, som omgjorded
Hans Fod, var ziirligt knyttet;
En Arm hans Hoved støtted,
Den anden med sit Glas
Laa nøgen hen ad Bordet,
Som støbt af Phidias. —
Min Røst sig hæve maatte
I Kamp med velske Lunger:
„Viin!“ raabte alle Tunger,
„Viin!“ lød mit glade Bud,
Og fra den mørke Grotte
Mig Guden bragtes ud.
Jeg gød de kjøle Strømme
I Bægeret med Duften,
Holdt dem med Lyn i Luften
Imod den blanke Dag, —
Saa lod jeg ned dem svømme
I lange gyldne Drag.
Og da jeg Øiet sænked,
Traf mig hiin Ynglings Blikke, —
Nei, Midnat eier ikke
Saa stærkt et Stjernespiil,
Mit Øie hang som lænket
Til denne glade Ild.
Ham gotted min Ekstase,
Min Nydelse med Dvælen
Ret kildred ham i Sjælen;
Jeg skjenked atter i,
Han hvidskede „vi piace?“
Med muntert Skjelmeri.
Men da jeg paa hans Tale
Som Svar greb Bægrets Lue,
Og priiste Bjergets Drue,
Dens Ild og gyldne Grund,
Lød koldt et „non c’é male!“
Med Spotten fra hans Mund.
Jeg gjentog „non c’é male?“ —
„Viis mig un migliore!“
Han smilte „Si Signore!“
„End denne?“ udbrød jeg:
„Si,“ svared han, „per Bacco!
Un meglio assai!“
Og livdigt han sig hæved,
Ved Døren han mig vinked,
Snart Dagen om os blinked
I al sin Herlighed,
Og foran mig han svæved
Med lette Ungdomsfjed.
Jeg Intet saae af Veien,
Jeg saae kun hans Sandaler,
Hans Gang, som Intet maler;
Og nu og da et Smiil,
Naar Nakkens stolte Dreien
Lod skimte hans Profil.
Vi standsed ved hans Bolig,
En Oldtidsrest af Stene,
Som malerisk og ene
Sig hæved rødligvarm,
Og lod sig favne rolig
Af Epheus vilde Arm.
En rusten Dør i Muren
Hans Finger let berørte,
I Dybet Trappen førte, —
Vi svandt fra Solens Lys,
Og iiskold Bjergnaturen
Mig hilste med sit Gys.
Min Gang jeg maatte sinke,
Forsigtig frem mig lede;
En Lampe dybest nede
Stod mat ved Trappens Fod,
Og kasted kun lidt Sminke
Igiennem Nattens Sod.
Da saae jeg alt hans Skygge
Gigantisk sig at strække
Omkring paa Loft og Vægge,
Fra Hulens dunkle Hjem,
Mens Vaersomhedens Krykke
Mig flytted langsomt frem.
Hans muntre Hænder gøde
Nyt Liv i Lampens Bæger,
Han tændte alle Væger,
Og klart som Maanens Skin
Kom Lyset mig imøde
Paa Trappens sidste Trin.
Det var et Høitidsskue, —
Syv kunstigtskaarne Fade
Med Løvværk og med Blade
Gik langs med Grottens Rund,
Og laae i Bjergets Bue,
Som i en Jættes Mund.
De laae som fangne Kræfter, —
En Trylleblund de finge
Ved Vift af Nattens Vinge,
At ei den frie Aand
I Gjæring higed efter
At sprænge Bast og Baand.
Og lænet stod med Ynde,
Han, jeg ei veed at nævne,
Og holdt i muntert Stævne
Den glimrende Pokal:
„Signore, vi begynde!“
Lød Stemmen som Metal.
Og Hæverten den blanke
Sank hurtig som Vampyren,
Ved Haandens lette Styren
Ned i det skjulte Hav,
Og suged fra en Ranke
En lille Drue af.
Den farved netop Bunden
Med en undseelig Rødme,
Og minded i sin Sødme
Om Pigens første Kys, —
Ak! Prisen var alt vunden, —
Hvorom vi stredes nys.
Og Hæverten den blanke,
Sank atter som Vampyren,
Ved Haandens lette Styren
Ned i det andet Hav,
Og suged fra en Ranke
En større Drue af. —
Rubinens hede Zoner
Har ei saa røde Taarer! —
Den varmed mine Aarer
Med Løvens Hjerteblod, —
Jeg kunde grebet Kroner
I Øieblikkets Mod!
Og atter liig Vampyren,
Sank Hæverten hiin blanke,
Og suged fra en Ranke
En lille Klase af;
Da smilte listigt Fyren,
Da han mig Bægret gav.
Jeg hørte Vinen bruse
Som fjerne Harpestrænge;
Det var som drak jeg længe
Og dybt af Helikon,
Og som Olympens Muse
Begeistrede min Aand.
Jeg lo og sang og priiste
Gud Bacchus i det Høie,
Da funklede hans Tie,
Han Rækken oversprang, —
Det Syvende og Sidste
Blev Maalet for hans Gang.
Han sænkede Pokalen. —
Der kom en Ildkaskade;
En Susen som i Blade,
Og saa en Duft af Viin,
Der fyldte Klippesalen
Med Roser og Jasmin.
Og skumme lod han Straalen,
Til Funkerne de hvide
Steg som en Pyramide
Høit over Bægrets Bo;
Da rakte han mig Skaalen
Blot med et „Eccolo!“
Jeg drak, mens Øiet stirred
Bag Gnister og bag Dampe,
Det var en magisk Lampe,
Et mystisk Perleslør,
Hvori jeg saae forvirret,
Men skjønnere end før.
Mig var det som Colonner
Fra Gulvet steg med Bulder,
Og skød den hvide Skulder
Ind under Kupplens Last,
Og Epheu hang Festonner
Paa Murens Alabast. —
En selsom Taage var der!
Med Et de muntre Fade
Forsvandt fra deres Stade, —
Og alvorsfuldt der laa
Syv gule Leoparder,
Med Labben krydset skraa.
Da skued jeg bedøvet
Til Ynglingen med Smiilet, —
Han stolt paa Thyrsus hviled,
Hans Blikke vakte Gys, — —
Jeg tumlede i Støvet
Og stammed „Dionys!“
Hvi flere Ord vel spilde? —
Da Tanken vaagned doven,
Laa jeg i Ly i Skoven
Paa Veien til mit Hjem,
Og Alt omkring var stille,
Og Aftnen rykket frem.
Og døvsk med lange Øren
Stod Æslet ved min Side,
— Hvordan? maa Bacchus vide! —
Et Halm hang fra hans Mund,
Og Øiet stod som Døren
Paa Klem, i døsig Blund.
Hvad hjalp det vel at grunde,
At gribe tomt i Luften?
Jeg kaldte paa Fornuften,
Den vreked i sit Huus:
„Det var en Viingaardsbonde,
Det Hele var en Ruus.“
„Det var jo kun en Bonde!“
Gjentog jeg trøstigt atter, —
Da lød en dæmpet Latter,
Og tæt ved Træets Rod
Jeg Formen skimte kunde
Som af en Bukkefod.
Op foer jeg fra mit Leje
Med panisk Skræk i Sjælen,
Mit Æsel følte Hælen,
Og brugte sine Skoe,
Mens paa de dunkle Veie
Det hvidsked og lo.
Først ved Frascatis Have
Holdt Kogleriet inde,
Blev til en Drøm, — et Minde,
En Gaade, mere sød
End mangen anden Gave,
Hesperien mig bød.
Og tidt jeg gik i Lunden,
I Haabet ham at møde, —
Mit Haab gik sig tildøde;
Nei, Sligt kun een Gang skeer:
Han var og blev forsvunden,
Jeg saae ham aldrig meer. —