Ludvig Bødtcher (1793–1874)

        Bødtcher, Ludvig Adolph, 1793–1874, Digter. F. 22. April 1793 i Kbh. (Nic.), d. 1. Okt. 1874 sst. (Trin.), begr. sst. (Ass.). Forældre: Forvalter ved det Laurvig’ske Jernmagasin Søren B. (1746–1824) og Christiane Conradine Qvist (ca. 1760–1819), en Plejedatter af Grev C. C. Danneskiold-Laurwigen (s. d.). Ugift.

        B. gik i Borgerdydskolen i Kbh. og dimitteredes herfra 1812. Allerede som Dreng havde han elsket Poesi og Musik, især Oehlenschläger og Mozart, og i Skoletiden begyndte han selv at skrive Digte, bl. a. oversatte han sit Horats’iske Pensum paa rimede Vers. 1813 tog han anden Eksamen, men fortsatte ikke med noget Embedsstudium, var 1816 Lærer ved Borgerdydskolen paa Christianshavn og havde en Tid en Kontorplads i Overformynderiet, men han foretrak med beskedne Kaar at føre en fri æsteticerendc Tilværelse. Som ung Student var han blevet forelsket i en ung Pige, Pauline Paulsen, og var i næsten tre Aar hemmelig forlovet med hende, indtil hun døde af Brystsyge, kun atten Aar gammel. Sine Kærlighedsdigte og Brevene til hende brændte han: »det faldt mig intet Øjeblik ind at høste offentlig Roes eller Vinding for disse inderlige Følelser, som var en sød Hemmelighed imellem os Begge«. De erotiske Digte, han lod komme frem (til »Lina«), er da ogsaa ganske traditionelle (»Strengen«, »Oldingens Tilbageblik paa Livet«) eller humoristiske (»Da jeg var syg«). Nogen romantisk Erotiker som Staffeldt, Winther og Aarestrup blev B. ikke. I fulde Drag nød han sin Ungdom: »Hvor gylden var vor Ungdomsscene! De ranke Stammer Sundheds Lykke fik«. (»Til en gammel Ven«). Han skrev Digte, sang med sin smukke Stemme til Guitar, spillede Komedie i de dengang florerende dramatiske Selskaber. Paa hans Hybel i Faderens Gaard i Laksegade samledes en begejstret Kreds af Studenter, Malere og Skuespillere, knyttet sammen ved deres fælles Interesser for Poesi og Teater. Som Rus var B. blevet Medlem af det litterære Studenterselskab »Hebe« (Carl Otto, Thiele, Abrahams m. fl.), og han leverede poetiske Bidrag til dets haandskrevne Maanedshæfter. Fra 1817 begyndte der at fremkomme Digte af ham i Tidsskrifter og Antologier, Nyerups »Hertha« (hvori »Den fromme Clara«), »Ny Morgenpost« m. fl. I Liunges »Literatur-, Kunst- og Theaterblad« skrev han 1823–24 de ugentlige Teateroversigter. Det er kun i et Par af de sidste Ungdomsdigte, at B. hæver sig over det traditionelle og Paavirkningen fra Oehlenschläger. »Dag og Nat« (i »Harpen« for 1821) har en egen sølvren Tone og et genremæssigt Blik for Detaillen, der peger hen paa den senere B., og i »Fredensborg« (i »Harpen« for 1823) har han for første Gang udtrykt sin »Livsfilosofi«, der skyr de store Følelser (»Omtaager Sandserne Forstanden, vil Bægret skumme over Randen —«) for af Livet at suge den rene Drue. — Ved Faderens Død tilfaldt der B. en lille Arv, tilstrækkelig til at gøre ham økonomisk uafhængig, og han bestemte sig til at foretage en større Udenlandsrejse. 1824 rejste han over Tyskland til Rom. To Aar havde han tænkt sig at være ude, men han blev i Rom i elleve Aar, hans lykkeligste Tid. Nogle Dagbogsoptegnelser fra 1825 og 1826 (trykt i »Nær og Fjern« 1877–78, Nr. 305–06) viser, hvorledes Italiens Natur og Folkeliv har gjort ham til Virkelighedsiagttager og skærpet hans Blik for den karakteristiske Detail. Han kom i nært Venskabsforhold til Thorvaldsen og indlemmedes i den Kreds af Kunstnere og danske Romafarere, der samledes om ham. For B.s Poesi har dette Kunstnermilieu været afgørende: »Her under Italiens Himmel blev meget, som forhen havde været mig dunkelt, klart, og navnlig lærte jeg her Plastiken at kjende, især i Vaticanet og af Thorvaldsen«. De franske Malere og Eckersberg udviklede hans Øje for Farverne og for sober Penselføring. Under den muntre Livsnydelse blev, som altid, hans Digtning kun til draabevis, men efter hans egen Opgivelse nedskrev han dog i Rom foruden en Rejseskildring »Terracina« (trykt i »Ny Portefeuille« for 1844) »adskillige Digte«, hvortil vi maa henregne Digte som »Opmuntring«, »Nemi«, »Morgen i Nemi«, »Gjenkomst til Nemi«, »Aften ved Ariccia« og »Piazza Barberina«, der alle dokumenterer, at Rom for B. betød et digterisk Gennembrud. 1835 vendte B. tilbage til Danmark om Bord paa Fregatten »Bellona«, der hjembragte en Del af Thorvaldsens Arbejder. Det skyldes for en væsentlig Del B.s Omtanke og Overtalelse, at Thorvaldsen 1833 havde oprettet et lovformeligt Testamente, hvorved hans Arbejder og Kunstsamlinger sikredes for Danmark. I Kbh. fortsatte B. sin uafhængige Tilværelse; ikke engang Thorvaldsens Anmodning til ham om at overtage Posten som Inspektør ved Museet kunde lokke ham. Som Digter lod han kun høre fra sig med spredte Digte, bl. a. i »Portefeuillen«, »Figaro«, P. L. Møllers »Gæa« (hvori »Fuglen«, 1845, og »Mødet med Bacchus«, 1846). Det var først 1856, at han udsendte et Bind »Digte, ældre og nyere«. Det er den lille Haandfuld Digte heri fra Rom-Tiden og Aarene efter Hjemkomsten, der har givet B. hans Plads i dansk Poesi. Italienske og danske Billeder skifter i hans Digtning som i hans Liv. B. er som Winther og Aarestrup Idylliker, men i Stedet for disses Understrøm af romantisk »Zerrissenheit« har B. et Stænk af det 18. Aarh.s borgerlige Anakreontik, der nu kun føles som en Ynde mere. Det Spil mellem Sanserne og Forstanden, som allerede Fredensborg-Digtet anslaar, har givet Motivet til hans kraftigste Poesi, de fortællende Digte »Mundus og Paulina«, »Athenodorus« og »Fiskeren i Nemi« og det store Digt »Mødet med Bacchus«, hvor en tilfældig Rejseoplevelse har faaet dionysisk Sving, samtidig med at Humoren underfundigt spiller igennem. I poetiske Skjuledigte som »Philosophen« og »Farvel til Marthes Kilde« (en Kilde ved Broderens Gaard, Nebbegaard, ved Rands Fjord) har B. fundet Udtryk for sin Personlighed og sin Poesi. — De nye Udgaver af hans »Digte« (1867 og 1870), hver med en lille ny Ring af Digte, og et Bind »Sidste Digte« (1875, besørget af en Slægtning Thorvald Smit) viser, hvorledes hans Poesi indtil det sidste var »uden Rynke«. Han kan stadig bevæges af Tingene omkring ham, men de fleste Digte er digtet paa Minder, bl. a. kommer nu hans Ungdomskærlighed forklaret til ham (»Natten«, »Høstminde«, »Et Varsel«). En religiøs Tone, en lydig Resignation over for Døden og en Fortrøstning ved at tilhøre det store Hele, præger hans Gammelmandsdigte. B. beboede en lille Lejlighed i Sværtegade, og her gled Dagene efterhaanden hen i afmaalt Ensformighed. Eftermiddagen var forbeholdt en lille udsøgt Kreds af Originaler — hans »Menageri« —, som det morede ham at omgive sig med. Hans Stuer med »det kostbare Tapet« af mange Aars Cigarrøg, med Guitaren paa Væggen, med Palmen — »mit grønne Springvand« — og med Rosentræerne i Vindueskarmen var som en fredlyst Plet, hvor Tiden ingen Magt havde og kun den evige Poesi levede.