Frascatis friske Haver
Laae end som Børn i Vuggen
Og died Morgenduggen,
Da langsomt hjemmefra
Jeg styred Æslets Staver
Mod Monte Porcia.
Med kølig Susen strømmed
Fontainerne og løde
Om Tusculanums Øde
Som gamle Dages «Tys!»
Naar Cicero sig rømmed
Før Talens Fynd og Lys.
Smaaspurve graae og gule
Alt qviddrede og spøgte;
Mit Æsel gik og søgte
I Vejens brune Sand
Og løftede sin Mule
Og smilte med sin Tand.
Da hjalp det mig at føre
Et par Castagnetter,
Som tidt i muntre Nætter
Mig fryded ved sin Klang,
Hen til hans lange Øre
Og rasle ham i Gang.
Saalunde ufortrøden,
Snart langsomt, snart med Ilen,
Og under fælleds Smilen
Vi listed frem i Mag
Og saae i Morgenrøden
Villa Dragonis Tag.
Nu sendte Solens Flammer
Sit Streifelys i Skoven.
En Høg slog ned fraoven, —
Og i sin Jægerdragt
Sneg bag de gamle Stammer
Sig Romeren paa Jagt.
Opad vi stege trøstigt,
Og varmere blev Solen;
Sødt dufted Caprifolen
Fra Bjergets steile Væg,
Hvor Geden klattred lystigt
Og gumled med sit Skjæg.
Og gjennem Æslets Skryden
Fornam jeg Klokken kime
I Messens aarle Time
Højt over mig i By, —
Det var, som svømmed Lyden
Paa Himlen som en Sky:
Bjergets den gyldne Tinde
Og Dalen med Ruinen,
Og Haverne med Vinen —
Jeg trykked Øjet i
Og sænked i mit Minde
Det hele Maleri.
Og da jeg fik at skue
Hiin By, som naaer tilbage
Til gamle Catos Dage,
Da higed jeg med Fryd
At qvæges ved den Drue,
Som «varmede hans Dyd».
Og Æslet gik indviet
I mine glade Drømme,
Jeg brugte ingen Tømme,
Det speided Vejen snildt
Og holdt ved Osteriet,
Hvor Grenen hang som Skilt. —
Den sydligvarme Morgen
Udbredte alt sin Dvale,
O, hvilket lifligt Svale
Bag Murens dunkle Gang!
Ret som en Krands forborgen
Mig kølt om Panden hang!
En klippedyb Cisterne
Med Echos skarpe Gjalden
Stod sænket midt i Hallen:
Jeg skreg et «Evoe!»
Og flux det hule Fjerne
Mig svared med tre.
Der var en munter Støjen
Om Bacchus’ gamle Alter;
Halvguder, klædt i Pjalter,
Gav Ordet Ild og Liv;
Løst hang om Skuldren Trøjen
Og løst den blanke Kniv.
Men ved min Side strakte
En Yngling sig paa Bænken
I rolig Eftertænken
Og med et Drømmesmil,
Som dunkle Minder vakte
Om Kunstens Oldtidsstil.
Sandalen, som omgjorded
Hans Fod, var ziirlig knyttet,
En Arm hans Hoved støtted,
Den anden med sit Glas
Laa nøgen henad Bordet,
Som støbt af Phidias. —
Min Røst sig hæve maatte
I Kamp med velske Lunger:
«Viin!» raabte alle Tunger,
«Viin!» jubled mit Bud,
Og fra den dybe Grotte
Mig Guden bragtes ud.
Jeg gjød de køle Strømme
I Bægeret med Duften,
Holdt dem som Lyn i Luften
Imod den blanke Dag, —
Saa lod jeg ned dem svømme
I lange, gyldne Drag.
Og da jeg Øjet sænked,
Traf mig hiin Ynglings Blikke, —
Nei, Midnat ejer ikke
Saa stærkt et Stjernespil,
Mit Øje hang som lænket
Til denne muntre Ild!
Ham gotted min Extase,
Min nydelse med dvælen
Ret kildred ham i Sjælen! —
Jeg skjænked atter i,
Han hviskede: «Vi piace?»
Med muntert Skjelmeri.
Men da jeg paa hans Tale
Svang Bægret med sin Lue
Og priste Bjergets Drue,
Dens Ild og gyldne Grund,
Lød koldt et «Non c’é male!»
Med Spotten fra hans Mund.
Jeg gjentog «Non c’é male?»
Viis mig «un megliore!»
Han smilte: «Si Signore!»
«End denne?» udbrød jeg,
«Si», svared han, «per Bacco!
Un meglio assai!»
Og livligt han sig hæved,
Ved Døren han mig vinked,
Snart Dagen om os blinked
I al sin Herlighed,
Og foran mig han svæved
Med lette Ungdomsfjed.
Jeg intet saae af Vejen,
Jeg saae kun hans Sandaler,
Hans Gang, som Intet maler,
Og nu og da hans Smil,
Naar Nakkens stolte Drejen
Lod skimte hans Profil.
Vi standsed ved hans Bolig,
En Oldtidsrest af Stene,
Som malerisk og ene
Sig hæved rødligvarm
Og lod sig favne rolig
Af Epheus vilde Arm.
En rusten Dør i Muren
Hans Finger let berørte,
I Dybet Trappen førte, —
Vi svandt fra Dagens Lys,
Og iiskold Bjergnaturen
Mig hilste med sit Gys.
Min Gang jeg maatte sinke
Forsigtig frem mig lede;
En Lampe dybest nede
Stod mat ved Trappens Fod
Og kasted kun lidt Sminke
Igjennem Nattens Sod.
Da saa jeg alt hans Skygge
Gigantisk sig at strække
Omkring paa Loft og Vægge,
Fra Hulens dunkle Hjem;
Mens Vaersomhedens Krykke
Mig flytted langsomt frem.
Hans muntre Hænder gjøde
Nyt Liv i Lampens Bæger,
Han tændte alle Væger,
Og klart som Maanens Skin
Kom Lyset mig imøde
Paa Trappens sidste Trin. —
Det var et Høitidsskue!
Syv kunstigskaarne Fade
Med Løvværk og med Blade
Og laae i Bjergets Bue
Som i en Jættes Mund.
De laae som fangne Kræfter, —
Et Trylleblund de finge
Ved Vift af Nattens Vinge,
At ej den frie Aand
I Gjæring higed efter
At sprænge Bast og Baand.
Og lænet stod med Ynde
Han, jeg ej veed at nævne,
Og holdt i muntert Stevne
Den glimrende Pokal:
«Signore, vi begynde!»
Lød Stemmen som Metal.
Og Hæverten den blanke
Sank hurtig som Vampyren
Ved Haandens lette Styren
Ned i det skjulte Hav
Og suged fra en Ranke
En lille Drue af.
Den farved netop Bunden
Med en undseelig Rødme
Og minded ved sin Sødme
Om Elskovs første Kys, —
Ak! Prisen var alt vunden,
Hvorom vi stredes nys.
Og Hæverten den blanke
Sank atter som Vampyren
Ved Haandens lette Styren
Ned i det andet Hav
Og suged fra en Ranke
En større Drue af; —
Rubinens hede Zoner
Har ej saa røde Taarer! —
Den varmed mine Aarer
Med Løvens Hjerteblod, —
Jeg kunde grebet Kroner
I Øjeblikkets Mod.
Og atter liig Vampyren
Sank Hæverten hiin blanke
Og suged fra en Ranke
En lille Klase af;
Og listig smilte Fyren,
Da han mig Bægret gav.
Jeg hørte Vinen suse
Som fjerne Harpestrenge;
Det var, som drak jeg længe
Og dybt paa Helikon,
Og som Olympens Muse
Begeistrede min Aand;
Jeg jublede og priste
Gud Bacchus i det Høje,
Da funklede hans Øje,
Han Rækken oversprang, —
Det Syvende og Sidste
Blev Maalet for hans Gang.
Han sænkede Pokalen, —
Der kom en Ildcascade,
En Brusen, som i Blade,
Og saa en Duft af Viin,
Der fyldte Klippesalen
Med Roser og Jasmin.
Og skumme lod han Straalen,
Til Funkerne de hvide
Brast som en Pyramide
Hen over Bægrets Bo;
Da rakte han mig Skaalen
Blot med et «Eccolo!»
Jeg drak, mens Øjet stirred
Bag Gnister og bag Dampe, —
Det var en magisk Lampe,
Et mystisk Perleslør,
Hvori jeg saae forvirret,
Men skjønnere end før.
Mig var det, som Colonner
Fra Gulvet steg med Bulder
Og skjød en Marmorskulder
Ind under Kupplens Last,
Og Epheu bandt Festonner
Om Murens Alabast; —
En sælsom Taage var der!
med Eet de muntre Fade
Forsvandt fra deres Stade, —
Og alvorsfuldt der laa
Syv gule Leoparder
Med Labben krydset, skraa.
Da skued jeg bedøvet
Til Ynglingen med Smilet, —
Han stolt paa Thyrsus hviled,
Hans Blikke vakte Gys, —
Jeg tumlede i Støvet
Og stammed «Dionys!» — —
Hvi flere Ord vel spilde?
Da Tanken vaagned doven,
Laa jeg i Ly i Skoven
Paa Vejen til mit Hjem,
Og Alt omkring var stille,
Og Aftnen rykket frem.
Og dorsk med lange Øren
Stod Æslet ved min Side
— Hvordan? maa Bacchus vide! —
Et Halm hang fra hans Mund,
og Øjet stod som Døren
Paa Klem, i døsigt Blund.
Hvad hjalp det vel at grunde,
At forske tomt i Luften?
Jeg kaldte paa Fornuften —
Den præked i sit Huus:
«Det var en Viingaardsbonde,
Det Hele var en Ruus.»
«Det var jo kun en Bonde!»
Gjentog jeg trøstigt atter, —
Da lød en dæmpet Latter,
Og tæt ved Træets Rod
Jeg Formen skimte kunde
Som af en Bukkefod.
Op foer jeg fra mit Leje
Med panisk Skræk i Sjælen,
Mit Æsel følte Hælen
Og brugte sine Sko,
Mens paa den dunkle Veje
Det hviskede og lo.
Først ved Frascatis Have
Holdt Kogleriet inde,
Blev til en Drøm, et Minde,
En Gaade, mere sød
End mangen anden Gave,
Hesperien mig bød.
Og tidt gik jeg i Lunden
I Haabet ham at møde, —
Mit Haab gik sig tildøde;
Nei, Sligt kun een Gang skeer:
Han var og blev forsvunden,
Jeg saae ham aldrig meer. —