Kalliope
→
Poets
→
Ludvig Bødtcher
→
First lines
Ludvig Bødtcher
(1793–1874)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Aftenvinde Svæve, svinde
Ak atter fulgte sig igjen
Ak, hvad er vel min svage Sang
April er kommen, — i de græske Lande
Ave Maria lød fra Klostrets Hal
B
Blidt kommer efter Sorgens Nat
D
Da Herren vendte bort sit Aasyns Straaler
De steg i Baaden Haand i Haand
Den blege Død greb med et Spring sit Bytte
Den lumre Nat har skjænket sine Gaver
Der er en Gjæring, paastaaer man, i Tiden
Der er en Tid, da frisk Begejstring kalder
Der risler trindt paa Jorden om en Kilde
Det er en yndig Tid, naar Vaaren blid sig nærmer
Det flammer i Kaminen
Det regner; og den tunge Taare rinder
Det var en Sommermorgen
Det var just en Julekvæld
Dig selv, mit Barn, jeg kjender ej
Din Dag, Din Nat — gid Begge maatte ligne
Din slebne Aand sig maaler
Din varme Puls, du gyldne Maj!
Du Bølge fra den danske Kyst
Du Ensomhedens Sødme
Du hendes skjønne Tænder „Perler” kalder
Du hvis Venskab, purt som Guld
Du kan Ham ikke glemme
Du kan lignes ved en Have
Du Kreds af gamle Høie
Du selv, en Blomst fra Jordens Have
Du smykker dig til Pintsefest
Du venter vist, min ømme, fjerne Ven!
Dybt indaander jeg med Lyst
E
Ej nogen Tanke, klædt i Ord
En Fisker sad saa stille
Endt er Sommerhedens Qvalme
Endt var Osteriets Gilde
Et Hav vi alle pløje
F
For Andres Speiderblik Rubinen lærte
Forgjeves har jeg brudt min Hjerne
Forlængst er visnet mit lyse Hang
Fra de skjønne velske Dage
Frascatis friske Haver
Før Morgensolen vinker med sin Lue
Først efter Aar fik du Din Bog tilbage
G
Gamle Juul kom snart igjen
Giv hurtig hid, Johan! min Sminke og min Kam
Gjennem Nattens Øde farer
H
Har Pennen gjort sit sidste Træk
Har Sydens Flamme ei dit Bryst med Sødhed tændt
Hendes Øje er blaat og saa fuldt af Tugt
Her, hvor Bjergets stærke Aand
Hiin stille Sommeraftenstund
Hil Dig paa Dit Høitidssæde
Hil Dig, vor Drot! som bytted Thronens Sæde
Himlen er saa mørk at see
Hun gik til Søndagsdandsen
Hvad er saa kjærligt som en Moders Hjerte
Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg
Hvad tænker Du nu paa? Du stirrer tankefuld
Hver Midnat i den skumle tolvte Stund
Hvert Digterskib har tonet høit sit Flag
Hvi kysser Du Joli saa ømt med Rosenmund
Hvis (hvad jeg ikke kan desværre!)
Hvor sig Skjæbnen hurtig vender!
Hvor vrangt og efter eget blinde Tykke
I
I din Haand du Lille! blinker
I Klostrets dunkle Celle, eensom stille
I Maanskin hæve sig de gustne Klipper
I Rom gik atter Ry af fjerne Sejre
I Sjælens Dyb er en urolig Flamme
I Sommeraftnens milde
I stille Flammer sank den gyldne Sol
Iil ej for rask med en tjenstfærdig Haand
Intet Lys mit Øje skimter
J
Jeg hviled under Bøgens Skjul
Jeg kommer fra en barnlig Englevrimmel
Jeg kommer i den stille Qveld
Jeg spejded i den grønne Lund
Jeg saae Dig ej paa denne dunkle Jord
K
Kan vel en Blind om Farver tale?
L
Lad Andre med forelsket Aand
Landlige Ynde! køligstille Skygger!
Ludvig den Ellevtes Aand fremmanede han fra de Døde
Lyksalig den, som skjænket blev den Gave
Lyt, Albert! det er sikkert Dag
Læg mig blandt Dine „Minder” ned
Laan milde Phoebus! Harpen Klang
M
Man siger Holberg ynded ikke Qvinden
Med Brusen Tidens Vinge gaaer
Med en svag og uvant Tunge
Med Længsel gik jeg Dig imøde
Med Vaaren vaagner atter Hjertets Længsel
Men, Hr. Kunstner, seer jeg ret?
Midnatstimen ved Maanens Skin
Midt i Kampens Lyn og Torden
Min Tanke fløj som Falken ud
Mit Hjerte hilser Dig April!
Mit Navn, som tidt jeg bly skrev hen
Maanens fulde Midnatsflamme
N
Nu bruger Vinteren sit Vid
Nu dækker Vintersneen hvid
Nu endelig fra Himlens Pol
Nu et Suk, min Ven og Broder
Nu foldes festligt med Jubel ud
Nu hæver sig en Aftenvind
Nu knoppes Træet atter hist i Haven
Nu møder atter venlig Vaaren
Nu sænker sig Vaarens svangrende Luft
Nu voxe Aftenskyggerne, du Kjære!
Nys svulmed kjækt den gamle Tibers Strømme
Naar blandt Nattens Stjernevrimmel
Naar Jægeren i Skoven gaaer
Naar Livets Sol er ved at dale
Naar Skoven grønnes og Droslen slaaer
Naar Solen gaaer sin Aftengang
Naar Sparsomt til Besøg en Gjæst sig vover
Naar Ved blev fældet hjemme
O
O, fryd Dig, Skov, med dine Stammer!
O Lina! hulde Læge! tag mig i din Kuur
Om ny Hoteller og Hippodrom
Omkring din Harpe er idag en Trængsel
Omtaage Sandserne Forstanden
P
Paa Digterharpen lue mange Strenge
Paa Skrænten bag de grønne Træer
R
Rask flyder Lapseblodet som en Elv
Riig var vor Glæde, let paa Skjæbnens Bølge
Rose, min Glæde og Lyst, Foraarets yndige Datter!
Rød sank til Hvile Dagens Stjerne
S
Send, Ungdom! mig de lyse Minder
Snart rasler ved vor Fod det gule Blad
Som onde Dunster svæve over Graven
Svæv, Evan! ned og nærm Dig til vort Sæde
Saa blødt som Silke bøjer sig Papiret
T
Tak Gud! for hver en Glæde
Til Højre, der hvor Vejen glider
Til ingen Dødelig den Magt blev givet
Træk mig frem min Brune
Tøm mit runde Guld med Lyst!
V
Ved Dands vort Blod blev varmt, vi synes end at høre
Velkommen Juul! Du hver en Alders Glæde!
Velkommen Marts! du Vaarherold!
Vexlende med Sang og Viin
Vaarens svulmende Natur
Å
Aabnet blev det gyldne Buur