Forgjeves har jeg brudt min Hjerne
Og grublet dybt paa langs og tvers, —
(Ak, hvo skrev ikke, meer end gjerne,
Til Dig de allerbedste Vers!)
Men Hovedtanken, jeg har funden,
Blev altid een, og ikkun een:
Hvad er et Digt til Dig igrunden?
En Ugle baaren til Athen!
Og for sig værdig frem at trænge
Med Krandse til Din lyse Aand,
Man maatte gribe Harpens Strenge,
Som funkler i Din egen Haand, —
Men Hjertet kjender ingen Skranker,
Og tro mig, naar jeg siger frit:
Kan Hjertets Tak opveje Tanker,
Er intet Blad saa tungt som mit!