Skriftestolen
En Jule-Fortælling
En Jule-Fortælling
Det var just en Julekvæld,
Snehvid som i gamle Dage,
Og man hørte Frosten knage,
Hvor man satte hen sin Hæl; —
Og foroven, hvilken Pragt!
Stjernerne fra alle Kanter
Funklede som Diamanter
Paa en dunkel Højtidsdragt.
Himlen lig, men i det Smaa,
Havde ogsaa Jordens Tue
Festligt i sin Julestue
Stjerner tændt i hver en Vraa;
Bag det bølgende Gardin
Saae man Skygger sig bevæge,
Og man aned muntre Lege,
Svævende og lette Trin.
I en straalende Butik
Med sin farverige Lade
Stod Camillo blandt de Glade,
Valgte ud med Kunstnerblik;
Møde skulde han som Gjæst,
Hvor — o Fryd, som Ingen fatter! —
Husets unge, skjønne Datter
Lønlig saae i ham sin Fest!
Nær ved ham en dejlig Dreng
Bragte Alle til at smile —
Barnets Blikke fløj som Pile
Rundt paa hver en Ting ifleng;
Og evindelig foer om
Haanden i den lille Lomme,
Ak! men kun til liden Fromme —
Haanden blev bestandig tom.
Men Camillo stod ham bi,
— Let en Elskende kan vindes —
Drengens Øine ligned hendes,
Drog ham sødt med Sympathi.
Og han klapped blidt hans Kind,
Kjøbte ham en Pil og Bue
Og forlod den lumre Stue,
Styrket i den kolde Vind.
„Ja!” han mumled paa sin Vej,
„Sløret falde maa iaften!
Blot mit Ord maa eje Kraften,
Og at Hun har Mod som jeg!
Husets Guld mig frister ej, —
Klart Alverden maa erkjende:
Leve kan jeg uden hende, —
Leve uden Anna — nej!”
Meer og meer blev Gaden stejl,
Alt som Phantasien stilled
For hans Øje Aftnens Billed
I sit magisk slebne Spejl:
Glimrende, men kold som Iis.
Ingen Julespøg med Panter,
Kjedsomhed og gamle Tanter —
Ak, og dog hans Paradis!
Foden standser — rigtigt see!
Bag Gardinerne, de røde,
Seer han Lysekronen gløde,
Lugter Duften alt af Thee,
Veed, at Anna festlig staaer
Ved den blanke Sølvmaskine
Og med en urolig Mine
Lytter, hvergang Døren gaaer.
Elskovs Himmel har sit Lyn —
Viger Haab og Mod tilbage,
Vil den Elskende forsage,
Flux ham sendes sligt et Syn —
Længslen sprænger alle Baand —
Ej var endt Minutet, førend
Rask Camillo stod ved Døren,
Havde Laasen i sin Haand.
Og da elskovsfuld i Sind
Blindt han fulgte Hjertets Flamme,
Saae han ej, at med det Samme
Fløj med ham en Lille ind —
Barnet, som han klapped mild
Nys paa Kindens Rosenlue,
Drengen med sin Pil og Bue,
Og hvis Blik var som en Ild.
Gik den Lille fejl maaske,
Meente han at være hjemme?
ingen hævede sin Stemme,
Alle stræbte kun at see —
Fuld af Ynde stod han der,
Lig en Gud paa Piedestalen,
Og med Blikket rundt i Salen
Sigtede han skjelmsk paa hver.
Skjønhed lig en Trylledrik
Varmer Hjertet, hæver Vingen,
Og blandt Alle var der Ingen,
Som sad meer med roligt Blik —
Glæden gjennembrød sit Skjul,
Klap og Bifald, Ord saa milde
Strømmed hen imod den Lille,
Og der kom et Pust af Juul.
Selv den sindige Agent
Og hans blege, stille Frue
Kunde ikke Smilet kue,
Som den Lille havde tændt,
Ja, det var dem Begge fast,
Som om Ømheds første Dage
Atter lod dem Nektar smage
Ved hans lyse Øjekast.
Som i Ørknen efter Brød
Higed ham Enhver at favne,
Vinked ham med kjære Navne,
Satte ham paa Knæ og Skjød —
Barnet fulgte Alles Bud,
Vilde Ingen volde Smerte,
Og fra Hjerte hen til Hjerte
Fløj han som et Stjerneskud.
„Jeg har seet hans Ansigt før,”
Sukked Annas gamle Tante,
„Det er ikke af de vante
Som man let forglemme bør;
Dog — mig rinder klart i Hu,
Det er længe, længe siden,
Og saa stemmer ikke Tiden —
Han er jo et Barn endnu!”
„Hvor har Du dit Hjem, du Smaa?”
Spurgte Anna, som med Varme
Holdt ham fast i sine Arme,
Og han peged: „ovenpaa!”
„Men nu bliver Du hos os,
Ikke sandt, du søde Lille?”
„Ja, naar lege Juul I ville!”
Svared han med barnlig Trods.
Bønligt vendte Annas Blik
Sig fra Barnet til Agenten,
Som til Svar imod Forventen
Gav et mildt og kjærligt Nik; —
Og, som naar en Skueplads
Brat forvandler Scenens Fængsel
Til en Lund med munter Trængsel,
Vexled Stilhed nu med Spas.
Stolene i magisk Kreds
Kom som af sig selv tilstede,
Og Enhver tog munter Sæde,
Mens den Smaa var allesteds.
Julespøg fra gammel Tid
Førte Herredømmet atter
Med sin friske Ungdomslatter
Og sit overgivne Vid.
Og den Lille flagred om,
Samled under Spøg og Gammen
Alle Julepanter sammen,
Holdt saa Rettergang og Dom —
Og hvor rød blev Annas Kind,
Da hun strax ved Dom blev bunden
Og gav bly Camillo Munden
For sit Pant at løse ind.
Drengen, som var nys saa væn,
Blev til Dommeren den strenge,
Dømte Nogle til „at hænge”,
Andre til den „brede Steen”, —
Ingen gav han Rist og Ro,
Og da nu med komisk Stønnen
Selv Agenten „faldt i Brønden”
O, hvor Tanterne da lo!
Tiden selv kom ud af Takt,
Timerne fløj altfor fage,
Snart var kun eet Pant tilbage,
Som blev til Camillo rakt;
Smilte da den lille Strik,
Flux sin Dom han strengt forkynder:
„Han skal skrifte sine Synder
Som en rigtig Katholik!”
Og sit skjønne Blik ihast
Han mod Cabinettet vendte,
Hvor en eenlig Flamme brændte
Fra den matte Alabast:
Førte saa Camillo ind
Med alvorlig Dommermine,
For at lide Straf og Pine
Og holdt Vagt ved Dørens Trin.
„For hvem skrifter Du din Brøst?”
Spurgte barsk den Lille atter,
„For Agentens milde Datter,”
Svared en bodfærdig Røst, —
Blussende kom Anna frem,
Gik i Skriftestolen stille,
Mens med hellig Sky den Lille
Lukked Døren til paa Klem.
Men som naar et roligt Vand
Føler pludselig en Brise
Og kan ikke længer vise
Spejlet med sin stille Rand —
Drev nu Brisen her sit Spil
Først med en nysgjerrig Kikken,
Saa med Hvisken, saa med Nikken
Og betydningsfulde Smil.
Og da Synderen kom ud —
Hvilken underfuld Forandring
Paa hans korte Pilgrimsvandring!
Han var salig som en Gud!
Fandt tilnød sin tomme Stol
Og holdt Øjet her utrættet
Hen mod Skriftestolen rettet,
Som Magneten mod sin Pol.
Anna, lig en fangen Fugl,
Slog med Vingen ikke længer,
Og den lille Fuglefænger
Traadte hen til hendes Skjul.
„Modig, nævn din Skriftefa’er —
Julens Gud Dig ej forlader!”
„Jeg vil skrifte for min Fader!”
Gav hun bævende til Svar.
Og den værdige Agent,
Vækket op af blide Drømme,
Ungdomsminder, kjære, ømme,
Som ham Julen havde sendt —
Mumled ved hvert andet Trin:
„Det er sælsomt paa min Ære,
Salen har en Atmosphære
Som af Roser og Jasmin.”
„See, nu spærres Døren til!”
Hvisked man og saae til Fruen,
„See, hvor Barnet svinger Buen
Som af Glæde ellevild!”
Annas Moder nikked kun,
Men hvad seer en Moder ikke?
Og hun gav Camillos Blikke
Svar ved Smilet om sin Mund.
Trægt gik Tidens Flugt forbi,
Lang var Skriftemaalets Pause,
Alle sad omsider tause
Med den travle Phantasi.
Endelig man Anna seer,
Taaren hang i hendes Øje,
Men liig Taagen i det Høje,
Hvorigjennem Stjernen leer.
Og hun bøjede sig ømt,
Trykkede med henrykt Mine
Barnets Læber varmt mod sine,
Mens hun trued ham paaskrømt;
Gik saa til sin Moder kjær,
Gav Camillo dog forinden
Et af hine Blik fra Kvinden,
Som er ligt et Himmelskjær.
Uden først at spørges ad
Brummed nu Agentens Tone:
„Jeg vil skrifte for min Kone!”
Og hun hævede sig glad —
Kyssede sin Datter blidt,
Og gik ind i Skriftestolen,
Roligt lysende som Solen,
Naar mod Vest den gjør sit Skridt.
Men nu steg til Bægrets Rand
Brat Nysgjerrighedens Kvide;
Stolene blev skudt tilside,
Og man rejste sig paastand;
Og man spejded, gik paa Luur,
Tungen løb af al Formue,
Da Agenten og hans Frue
Aabned Skriftestolens Buur.
Stiv, i diplomatisk Stiil
Gik han Selskabet imøde —
Der blev Taushed, som blandt Døde —
Og han hvisked med et Smiil:
„Mine Venner, lad mit Ord
Ingen gjøre her forskrækket!
Bordet venter, der er dækket,
Gjør som jeg og følg mit Spor.”
Og sin Kones Arm han tog,
Ingen turde Vejen spærre,
Og man fulgte Husets Herre
Som en Sphinx, der foran drog.
Først da Alt om Bordets Fryd
Sad i Kreds og danned Rammen,
— Anna og Camillo sammen —
Slog Agentens Glas „til Lyd”.
Og han rejste sig: Jeg veed,
At der findes ingen Naade
For en Præst, som vil forraade
Skriftemaalets Hellighed;
Men — jeg lystrer Hjertets Bud —
Anna og Camillo leve!
Rask et Hurra af de gjeve,
Leve Brudgom, leve Brud!
Og der blev en festlig Gang
Bordet rundt med Smiil og Nejen,
Glassene paa hele Vejen
Ringede som Klokkeklang;
Og de gamle Damer loe:
„Skjøndt der skriftedes bag Døren,
Har vi Tanter skarpe Øren,
Og vi hørte Græsset gro!”
Nu slog Fruen paa sit Glas:
„Højt en Skaal for ham, vor Lille,
Englen i vort Julegilde,
Han har første Æresplads!” —
Ak, men da man rigtigt saae,
Var den lille Gjæst forsvunden,
Havde Døren aaben funden
Og var smuttet — „ovenpaa”.