Et Hav vi alle pløje
Heel fuldt af blinde Skjer,
Snart let og snart med Møje
Vi Maalet komme nær:
Dybt bruser Skjebnens Bølge
Sit underfulde Qvad,
Og Livets Skib maa følge
Nu sukkende, nu glad. —
Den Tanke, ganske ene
At naae hiin fjerne Kyst,
Den slapper mat hver Sene
Og ængster saa vort Bryst;
Nei, skal en Mand bestige
Sit Skib med freidig Aand,
Da maa en trofast Pige
Ømt vandre ved hans Haand.
Lad mørke Skyer da ile,
Og over Skibet staa;
Han seer sin Pige smile, —
Og Himlen smiler blaa;
Lad Skjebnens Bølger true
At slukke Livets Brand;
Hans elskovsømme Lue
Den dog ei slukke kan! — —
Saa iil paa Haabets Vinger
Hver Mø, hver kraftfuld Mand!
Mens Elskov Flaget svinger
Sæt trøstig kun fra Land!
Og Gud vil mild oplade
Sin Verden uden Navn,
Og I skal synke glade,
Forklarte Favn mod Favn!