Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Hun gik til Søndagsdandsen,

Hun var saa engleskjøn;

Om Lokken smilte Krandsen

Som Haabets Farve grøn.

Jeg tænkte: Nu slaaer Stunden,

Følg nu kun modig med;

Tag Bladet rask fra Munden,

Og tael om Kjærlighed.

Hun gik, jeg ilte efter,

Bag Busken listed mig;

Jeg løb af alle Kræfter;

Vi mødtes lykkelig!

„Hvad vil Du?” spurgte Pigen

Med hendes Røst saa sød;

Jeg følte Hjertets Stigen,

Blev bleg og atter rød.

Her stod vi nu tilsammen,

Mit Bryst slog Slag i Slag,

Jeg spurgte med lidt Stammen:

— „Hvad skriver vi i Dag?” —

Men ak! Naturens Datter

Forundret paa mig saae,

Tilsidst hun brast i Latter,

Hun løb og lod mig staae.

Hvo gier mig her Forklaring?

Jeg troer, jeg bliver stum.

Nu veed jeg af Erfaring,

At Kjærlighed gjør dum!