Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Vaarens svulmende Natur

Atter Lyst og Længsel bringer,

Og som liden Fugl i Buur

Sjælen slaar med sine Vinger. —

Hjertet bliver ømt og ungt,

Fryder sig ved alt det Skabte,

Ak, men savner dobbelt tungt

Hvad det her paa Jorden tabte. —

Hvo kan undres da om Du,

Med Dit varme Moderhjerte,

Selv i Vaarens glade Nu

Gribes af en lønlig Smerte, —

Men saavist som Nordens Sne

Ei kan Nordens Foraar hæmme,

Skal Dit Øje atter see

Ham, Dit Hjerte ej kan glemme!