Din varme Puls, du gyldne Maj!
Til Jordens Bryst har fundet Vej
Trods Vintrens bittre Vaande;
Violens Duft bevidner bly
At Jorden drager sødt paany
Sin moderlige Aande.
Dryaderne bag Træets Bark
I Væddekamp med Eng og Mark
Udhvælve Skovens Krone,
Og hvert et Blad i grønne Lund
Har ligesom en gylden Grund
Dybt bag sin Farvetone.
Ved Midnat og ved Maanens Glands
Gaaer nu de lette Alfers Dands
Omkring de tause Stammer —
Og see! hvor nys var nøgen Jord,
Der myldrer frem en broget Flor
Som dufter, og som flammer;
Knap aabner Blomsten sig paaklem,
Før Bien fyrig iler frem
Som til et Elskovsmøde —
Den lister ned til Blomstens Bund,
Og med sin lille Honningmund
Den suger bort det Søde.
Hjemkommen som en Pilgrim from
Seer Storken sig andægtig om
Fra Kirketagets Grændse,
Saa staaer den paa sit ene Been
I hele Timer ret som En,
Der strengt gjør Poenitentse.
Og Fugles Flugt gaaer tæt forbi
Og kvidrer „bort Melankoli!”
Og jubler hen mod Skoven,
Mens Lærken synger Vaaren ind
Og stiger op paa Luftens Trin
Til Skyerne foroven. —
Ja, bort nu med mit Vinterbuur!
Guds Fred, du yndige Natur!
Aabn kjærligt dine Arme!
Jeg trænger til din Skov og Vang
Og Landsbyklokkens Aftensang
Og dine Læbers Varme!