Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Omkring din Harpe er idag en Trængsel,

Som burde holde klogt tilbage

Den Gamle og den Svage —

Men Hjertet har endnu sin varme Længsel,

Er uberørt af Livets Vinterdag

Og flyver Dig imøde med sit Slag!

Vær hilset festligt dine gyldne Strenge!

De har et Glimt som Blomstens Guld

Paa Danmarks lyse Sommerenge

Og Oldtidssmykkerne i Højens Muld!

Hil Harpens Klangbund! kunstigt skaaren

Af Skovens løvrigfriske Bøg,

Hvor Droslen og den skjelmske Gjøg

Og tusind Fugle hilste Vaaren!

Og tifold Tak til Dig og Held!

Hvis Sang selv i din Aftens Rødme

Opfylder Luften med en Sødme

Lig Honing fra Hymettus’ Fjeld! —

Lad Tidens Strøm kun rastløs ile —

Naar seent Du gribes af dens Elv,

Vil Harpen tone af sig selv

Og aldrig, aldrig gaae til Hvile.