Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Med Vaaren vaagner atter Hjertets Længsel —

Naturen vækkes af sin lange Dvale,

Det gjærer rundt i Skov og Mark og Dale

Og Livet myldrer frem i munter Trængsel. —

„Ak!” lyder Sukket da med stille Klage,

„Snart glædes hver en Skabning sødt ved Livet,

Selv Luftens Myg, selv mindste Fisk i Sivet —

Men Han, han vender aldrig meer tilbage!”

Og Tanken sænker sig i gamle Minder,

Man hører som en Røst fra Livets Gaader:

„Der er en hellig Villie, som raader,

Og Den, som synes tabende han vinder”!