Midnatstimen ved Maanens Skin
Sneg Sørgmods Engel sig stille ind;
Ej vilde Sjofna paa Lejet strøe
Med milde Hænder sit Valmufrø:
De svundne Dage som Skygger gik
Og vinked med Smil og Taareblik;
Dem fulgte paa Vandring min indre Sands
Og fandt din Gravhøj i Maanens Glands.
«Min tabte Rose! Min Ungdoms Lyst,
Hvor Alt er øde om Dig og tyst!
Er slukt med Asken hver jordisk Gnist?
Fulgte Dig Intet? Jeg haaber det vist!
Som Bien suger min Vemodshu
Honning af Mindets Blomst, — men Du?
Ak, har Du Længsel, hvad er da Baand
Og Stjerners Afstand for Dig — en Aand!
Ja, følte Du Længsel, jeg saae Dig nu!» —
— Da kom kun Taushed med natlig Gru,
Og længe Sjælen som Bølgen stred,
Før Søvnens Manna sank ned med Fred. — —
Da kom Du frem i Drømme
Saa ung og yndefuld, —
Jeg glemte, at Du hvilte
Forlængst i Gravens Muld.
Jeg saae Dig i dit Øje,
Jeg tog din Haand saa blød, —
Mig aldrig kom i Tanke,
Jeg taled med en Død:
De mange Aar, som ginge,
Og Mindet, som de gav,
Var pludselig forsvundet
Som ved en Tryllestav.
Og Tidens Viser drejed
En Haand, som Alt formaaer,
Og standsed, da den viste
Igjen paa Livets Vaar. —
Du stod som før hernede
Uskyldig, god og glad,
Dog aanded mig imøde —
Jeg veed selv ikke hvad; —
Hvi spurgte jeg Dig ikke,
Hvorfor, hvorfra Du kom —
Maaskee Du havde aabnet
Mig Himlens Helligdom!
Nej — Drømmens Gud behændig
Udfoldede sit Flor,
Som dæmrede min Tanke
Og hæmmede mit Ord. —
Opvaagnet saae jeg svinde
Alt, hvad mig henrev nys,
Og Vinterdagen sendte
Mig kold sit Morgenkys;
Jeg stirred hen til Ruden —
Den stod i frossen Pragt
Med underfulde Blomster
Og sælsom Bladedragt.
Den stod med lyse Runer,
Skabt af mit Aandedrag,
I Midnats stille Time,
Og Hjertets varme Slag.
Var det et mystisk Billed
Fra Drømmegudens Haand —
En Skrift om Nattens Glæde,
Oprullet for min Aand?
Ak, før jeg kunde raade
Det dunkle Runebrev,
Udsletted Solens Finger
Hvad Nattens Aander skrev.