Det regner; og den tunge Taare rinder
Fra Havetræets høstliggule Løv, —
Forelsket græder det, fordi det bliver Støv
Før Lilien paa dine fine Kinder.
Selv sidder du min elskede Veninde!
Som Havens bedste Blomst, af zart Natur
Bagved Krystalet af et gjennemsigtigt Buur
Beskyttet luunt imod de kolde Vinde:
Og ud du kaster Dine lyse Blikke
Men øjner Taage kun og Regn og Storm
Og hist og her et Knebelbart, en Uniform, —
Men ham du vilde see, ham seer du ikke: —
Og trofast flammer dog hans Elskovslue
— En mere trofast Elsker neppe faar du —
Men Brystet har han slemt forkjølet sig, forstaaer du?
Og derfor maa han blive hjemme i sin Stue.
Dog — bort med Spøg! — jeg elsker dig Petrine!
Du søde Minde om den Tid der gik!
Min Nutid svælger i dit Elskovsblik,
Og salig Fremtid ligger i din Mine!
Hvad mest jeg elsker vel — din Vid? din Ynde?
Ak selsomt lyder det, men tro mit Ord:
For mig en Vellyst i din klare Tanke boer, —
Og det er aandrigt fast, med dig at synde! —
Og nu farvel! du, som min Sjel henrykker,
Som vækker og som stiller sødt mit Savn!
Tryk, hvis du elsker mig, din Læbe paa mit navn,
Og riv saa Brevet — langsomt dog — i Stykker!