Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Nu knoppes atter Træet hist i Haven

Og Morgnen skingrer høit af Fugleqvidder,

Mens Du min Elskte taus bag Ruden sidder

Med Tanken stundom bøjet imod — Graven:

Din fine Kind lidt blegere er vorden —

Du sukker med et ahnelsesfuldt Hjerte,

Veed ej, hvor Du er smuk selv i Din Smerte

Mens tankefuldt Dit Øje seer mod Jorden. —

Lad Vaarens Grønt Dig bringe Haab Du Søde!

Snart vil en anden Aarstid bringe Trøsten: —

Saa sandt som Vaaren Moder er til Høsten

Saa sandt skal Frugten smile Dig imøde!