Naar Sparsomt til Besøg en Gjæst sig vover,
Er Husets Herre altid glad og blid: —
En saadan Gjæst ham spilder ingen Tid
Og ligger maaske neppe Natten over.
Men tør der haabes samme gode Villie,
Naar han, som hidtil næsten kom for Spøg,
Aflægger nu for Alvor et Besøg
Og bringer med sig hele sin Familie?
Selv om han strengt har præget sig i Sinde,
At vælge kræsent blandt sin Børneflok,
Er muligt dog hans Strenghed ikke nok,
Thi Faderkjærlighed gaaer let iblinde. —
Dog altfor seent der er igjen at rykke,
Af Aftentimen stunder ogsaa paa, —
Han faaer at vove det med sine Smaa
Og stole paa sin gode gamle Lykke.
Maaske som før han møder milde Blikke,
Og Huset er jo stort som et Palads:
Man under ham vel nok en lille Plads,
Og «store Fordringer», — det gjør han ikke.