Den 9de (Dobbelt-) Sestine
(Efter Madonna Lauras Død)
(Efter Madonna Lauras Død)
Min fordums Lykke, al min Ungdoms Glæde,
De klare Dage og de stille Nætter,
De sagte Sukke og de søde Toner,
Som forhen lød i mine Rim og Sange,
Med eet forandret, ak, til Sorg og Taarer,
Gjør Liv forhadt og kjær for mig kun Døden.
Grusom og haard, ubøielig, har Døden
For evig mig berøvet Fryd og Glæde;
Mit hele Liv hendrages skal med Taarer:
I mørke Dage, kummerfulde Nætter,
De tunge Suk ei smelte hen i Sange; —
Til Smertens Dyb jeg eier ingen Toner.
Hvad er der blevet af min Elskovs Toner?
En bitter Klang, som taler kun om Døden. —
Hvor er de Vers, hvor klinge nu de Sange,
Den Ædle lytted til med sindrig Glæde?
Hvor Elskovs kælne Sprog i lyse Nætter? —
Nu er mit Ord, min Tankes Form kun Taarer.
Før fandt jeg Sødhed i min Længsels Taarer,
Som krydrede med Ynde Savnets Toner,
Og holdt mig vaagen hele lange Nætter;
Nu er min Klage mere bedsk, end Døden,
Da slukt er Øiets Smil, dets kydste Glæde —
Hint rige Stof til mine simple Sange.
Et glandsfuldt Maal gav Amor mine Sange
I hendes faure Blik: nu er det Taarer
Ved Sorgs Erindring af forsvunden Glæde;
Derfor maa jeg med Tanker skifte Toner,
Bønfaldende den blege Hjelper, Døden,
For mig at ende mine Smertensnætter.
Mig flyer Søvnen i de tunge Nætter
Og gammel Vellyd flyer fra mine Sange,
Som klinge nu om Intet, uden Døden:
Hver Strengens Lyst forvandlet er til Taarer.
Ei kjender Amors Rige slige Toner,
Saa bittre nu, som lette før af Glade.
Ei leved Nogen meer end jeg i Glæde,
Og Ingen sørger meer nu, Dage, Nætter;
Med Smertens Magt forstærkes og dens Toner,
Fra Hjertet løses taarekvalte Sange.
Ved Haab jeg leved før; nu kun ved Taarer;
Mod Død jeg har ei andet Haab end Døden.
Ved hendes Død jeg døer; og kun i Døden
Det Aasyn atter skuer jeg, hvis Glæde
Før skabte Fryd af mine Suk og Taarer,
Og Lyst af Storm og Regnens mørke Nætter,
Naar Tankers Guld jeg flætted ind i Sange,
Mens Amor Kraft gav mine svage Toner.
Ak, eied jeg saa bønlig-søde Toner,
At Laura de tilbagedrog fra Døden,
O, hvilket Liv i ny og himmelsk Glæde!
Men skeer det ei, gid en af disse Nætter
Maa lukke Kilderne til mine Taarer! —
Amor, hvem jeg i mange Aar med Taarer
Min Sorg betroed i smertefulde Toner!
Af dig jeg haaber ingen blide Nætter;
Derfor jeg beder kun om Frelse Døden,
At den mig tager bort til herlig Glæde
Hos den, for hvem jeg sukked mine Sange. —
Gaaer Lyden did af mine matte Sange
Til hende, som ei kjender Harpe og Taarer,
Men bringer ved sin Skjønhed Himlen Glæde, —
Forandring vil hun kjende paa de Toner,
Som hun maaskee fandt smukke, førend Døden
Gav hende Daglys klart, mig skumle Nætter.
Og I, som sukker efter stille Nætter,
Hvis Elskov taus er, eller føder Sange, —
O beder, at jeg snart maa vinde Døden,
Min Jammers Havn, som standser alle Taarer —
At jeg maa hilses med de Klokketoner,
Som Andre bringe Sorg, men mig kun Glæde!
O Glæde kom blot een — blot nogle Nætter!
Hør hæse Toners Bøn i Vemods Sange;
Gid Døden dog vil ende mine Taarer! —