Saa mange Liv ei gjemme Havets Bølger,
Saa mange Stjerneglimt høit over Maanen
Seer Jorden ei i klare Sommernætter,
Saa mange Fugle bygger ei i Lunde,
Saa mange Straa groer ei paa lave Steder,
Som Tanker flokkes i mit Bryst hver Aften.
Hver Stund jeg haaber paa den sidste Aften,
Som skiller dette Støv fra Taarebølger,
Og Søvn mig skjænker dybt paa dunkle Steder;
Thi Kval som jeg udholdt her under Maanen
Dog intet Menneske; det veed I, Lunde,
Som hused mig i Dage og i Nætter.
Ak aldrig Søvnens Fred I gav mig, Nætter!
Suk holdt mig vaagen Morgen, vaagen Aften,
Fra den Tid Amor Borgerskab i Lunde
Mig gav. — For jeg faaer Ro, vil Havets Bølger
Udtørres; før faaer Sol sin Glands fra Maanen,
Før hendøe Vaarens Blommer alle Steder. —
Sygnende vanker jeg fra Sted til Steder,
Om Dagen taus; Sorg eier mine Nætter,
Mit Sind er svagt og vexler om lig Maanen.
Saasnart jeg seer, det skumrer imod Aften,
Sukker mit Bryst, fra Øiet strømme Bølger,
Som bade Græsset, bæve gjennem Lunde.
Forhadt er Byer mig; kun Skov og Lunde
Forstaae den Smerte, jeg paa disse Steder,
Fra høien Bred ved Skvulp af Kildens Bølger,
Udaander i de lange, stille Nætter, —
Saa jeg om Dagen længes efter Aften,
Naar Solens Dalen giver Plads for Maanen.
O gid som han, der elsket var af Maanen,
Jeg slumred ind i Ly af grønne Lunde,
Og hun, som mig for Tiden bringer Aften,
Med Maanens Lys besøgte disse Steder,
Og blev hos mig en af de lange Nætter,
Og aldrig Sol steg op af sine Bølger!
Sang, født hos Bølger, under Glands af Maanen,
I Taarenætter, — fattigt Barn i Lunde,