Blomstens Navn
(Sjællandsk Sagn)
(Sjællandsk Sagn)
Hvor de klare, skyblaa Vande
Af den gamle Roskildfjord
Skille mellem tvende Lande,
Som den danske Æt beboer,
Breder sig mod Øst en Have
Mellem Byer, Skov og Søer.
Under kæmpehøje Grave
Hviler Daad, som aldrig døer.
Men i Vest dens Bølger glide
Langs en Halvøs Bredder blidt.
Fra et Jægerslot saa vide
Sendtes Hornets Toner tidt,
Og paa Sletten, hvor det luner
Af den tætte Bøgegren,
Hugged Fædres Minderuner
Dansken stolt i Marmorsten.
I de dunkle Fortidsdage,
Før den friske Sans og Aand,
Kraft og Følelse blev svage
Under snævre Formers Baand;
Mens lig Straaler, som forgylde
Vaarens Morgendæmring blaa,
Kæmpevisens Tonefylde
Over hele Norden laa;
Medens Nordens Aand sig gynged
I et Hav af Poesi,
Medens Hjertet sig forynged
Ved den unge Fantasi, —
Vandred her i Skovens Skygge
Tvende, som med Stemmens Ild
Jubled højt om Elskovs Lykke,
Vexled Øjets Flammespil, —
Vandred, indtil Skoven endte,
Og hvor Udsigten blev fri.
Nedad buskbeklædte Skrænte
Snoed sig den smalle Sti.
Der var ingen Duft af Roser,
Der var ingen Skygge sval;
Stille, dunkle, dybe Moser
Gjennemskar den grønne Dal.
Himlens Skjær sig halvklart spreder
Over Høj og Eng og Vand.
Men hist ved de hule Bredder,
Ved de lave Vandes Rand,
Hvælver sig en mindre Himmel,
Som en jordisk Haand kan naa,
Hvælver den sig om en Vrimmel
Af Smaaurter lyseblaa.
I en tredie Himmel skued
Ungersvenden Elskovs Dag,
I et Øje klart, som lued
Varmt af Hjertets stærke Slag;
„Vil du mig” — hans Haand hun fatter —
„Bringe Blomsten favr og fin,
Ingen Løn saa højt jeg skatter,
At den jo skal vorde din.”
Og som Ordet snel han iler
Ned, hvor Blomsten frygtløs stod,
Paa den falske Skorpe hviler
Den forvovne Knæ og Fod.
Og den skjønne Urt han plukker,
Endnu een — da styrter han;
Som en Vandfugl brat han dukker
I et bundløst Mosevand.
Se, han Haand og Hoved hæver
Atter fra den vaade Vej, —
Let paa Voven Blomsten svæver,
„O, jeg døer — forglem mig ej!”
Kvalt er Røsten. Kold og rolig
Lukker Bølgen sig igjen,
Græsset vifter saa fortrolig,
Som man taler med en Ven.
Lig en ængstet Hind hun springer
Ud i Breddens tætte Siv.
En uhyre Kval betvinger
Hendes Tankers unge Liv.
Vildt hun smiler. — Ensom lander
Blomsten ak, som kold og vaad
Ubevidste Taarer blander
Med den arme Piges Graad.
Men fra den Tid, hvor sig viste
Blomsten, og den ydmyg-blaa,
Simple Skjønhed højt man priste,
Som i Øjets Blyhed laa,
Var den Tegn paa himmelsk Lindring
For et saaret Hjertes Savn,
Dens Betydning øm Erindring,
Og i „Forglemmigej” dens Navn.