Han stod for sine Dommere saa værdig og kjæk.
Forlegenhed stod malet i den vilde Raaheds Træk,
Og Pøbelparlamentet, her dømte Liv og Død,
Var kjendelig generet af Fløjelsbænken blød.
Han talte som en Konge, med højt alvorligt Sind;
Hans lyse Lokker bølged som Kronens gyldne Skin,
Og mens han Ordet spildte paa den hevngjerrige Flok,
Sin Haand han støtted fast paa en ibenholts Stok.
Da løsned sig dens Guldknap, af Stokken den sprang,
Og trilled hen ad Gulvet med dump og selsom Klang.
Der var ej een, som bøjed sig, ej een, som stod op;
Men Kongen selv sig bukked og greb den gyldne Knop.
Han tav. En bitter Taare stod knust i Øjets Blink.
Faa Dage var det siden, da paa hans mindste Vink
Sig hele Bretland bøjed. Ved næste Morgendug
Da faldt Kong Karls Hoved for Bøddeløxens Hug.
Da faldt en gylden Krone hen ad den dunkle Jord
Den usle Skare jubled, der hørtes stolte Ord;
Da bøjed sig vel mange af de blodstænkte Mænd,
Dog ingen sig fordristed at optage den.