Stille, stille nu herinde! —
Ihukomne Aanders Kor
Drage hen som milde Vinde
Sagteligen fra vort Bord.
Kristjan vinker: „gode Retter,
Børn, maa lønnes med en Ruus!
Det er vist paa Tid, I sætter
Sjælen lidt i Spiritus!
„Lad mig, før jeg jer forlader,
Høre Bægrets Klokkespil! —
Frederik, min salig Fader,
Gav Kommunitet dertil.
Hvert „o tempora, o mores” —
Lad i Fødslen være kvalt!
Legatorum fundatores
Hver en Flaske har betalt.”
Slutter da en Kreds I gamle
Drenge og lad Verden see
At, naar vi vor Kraft vil samle,
Stolte Gjerninger kan skee.
Hvis profane turde blande
Ind sig i vor Tidsfordriv,
Skulde selv Filistre sande,
Piber frem! — hvo, som ej har dem,
Tag Sigar til Veddekamp! —
Ikkerygende, forvar dem!
Kjære Venner tager Sæde,
Tys! Spektakler? — det var net;
Hvem er udenfor tilstede?
Døren aabnes — hvad er det?
Se den rige Drot fra Østen!
Se hans Følge stort og skjønt!
„Hvilken mener du — Storfyrsten?
Se! jo han er klædt i grønt!
Grøn er Krandsen om hans Kærre,
Om hans Pande! nej min Gud,
Saadan en fornemme Herre
Kommer her dog aldrig ud?” —
Nej min Ven, jeg seer, du ej er
I Historien just stærk.
Ej saa tyndklædt man omfejer
Nu af Frygt for Gigt og Værk.
Dog er han en Drot fra Østen;
Fjærnt fra Indiens rige Jord
Drog han from til Bøgekysten,
Hvor ej Ranken rigtig groer.
Tigerparret nær os svæver.
Se hans Horn, o Gudelyst!
Fast som paa en Kvinde hæver
Sig det skjønne, nøgne Bryst.
Bakkantinder, skjelmske Tøjter,
Gjøre Luftspring à la Grahn;
Satyrfolk traktere Fløjter,
Syringsfløjter à la Pan.
Toget hvislende nu standser;
Guden sødt fra Tronen leer.
Stavens Almagt dem bekrandser,
Som han andagtsfulde seer.
Drikken, flammende, som flyder
Fra hans Haand og spruder Trods,
I en voldsom Bolle gyder
Han, og sætter den for os.
Luen end, mens stolt han smiler,
Spiller om hans Fingres Blod.
„Hvo, som paa din Guddom tvivler,”
Brøler hver en Bukkefod, —
„Bøjer ej for Løveskindet
Sig, — saa sandt jeg er Satyr,
Bliver som Lykurgos blindet,
Blir som Pentheus til en Tyr.”
Ej et Muk om mugne Bøger,
Hvor kun Ormen Indhold søger,
Og hvad finder den? Kun Støv.
Men lad Druens Indhold øses
Uden nogen Slags Kontrol,
Og lad for en Tid afløses
Læsesold af Drikkesold!
Ej et Muk om Amors Trælles
Kummerlige Slaveri;
Vi desværre lidt tilfælles
Har med simple Folk deri.
Nej men drikke, drikke, drikke!
Og med en Slags Harmoni,
Paa min Ære, det kan ikke
Alle slet saa godt som vi!