Ej som den vise Skjald, der snildt belærer,
Mens Folket lytter henrykt til hans Røst,
Som selv, naar Jorden længst hans Been fortærer,
Os Glæde skjenker og i Sorgen Trøst; —
Ej saadan var den Aand, hvis Foraarshøst
Jeg her med Vennens Vemodssuk frembærer;
Om Hjertet sang han kun, men af sit Hjerte —
Hint lille Huus for tusind Fryd og Smerte.
Han vented ej, han aldrig torde haabe.
At stige højt paa Danmarks Digterfjæld;
Men læskedes han stundum af en Draabe,
Som sprudlede fra Hippokrenes Væld,
Da syntes ham en venlig Røst at raabe:
„Udtal, hvad Draaben virked paa din Sjæl!”
Da kvidred han som Markens Spurv paa Tidslen,
Ej som de store Floders evige Rislen.
„Er Brystet svagt, ej da med Vold du stige
„Opad et højt, et stejlt og slibrigt Bjerg!
„Men ydmygt Stien for de Kæmper vige,
„Mod hvem du er af Røst og Aand en Dværg.
„Har du ej Kraft og sandt Geni tillige,
„Da til Apollons Fane aldrig sværg! —
„Da stjæle sjeldent, naar sig Ild mon ytre,
„Du højst et Kys fra Zevs’s hulde Døtre!”
Saa tænkte han; — jeg derfor kun kan bringe
En ringe Krands Fioler fra hans Vaar,
Med stille Blyheds Duft; — til Svanevinge
Forvandled Døden først hans lyse Haar.
Han derfor ej i Ætren steg, men naar
Det højest kom, jeg saa ham ensom springe
Blandt Lundens Grene ved Parnassets Fødder,
Som Egernet, og plukke sine Nødder.
Men Kærnerne sig saaed i hans Hjerte,
Der spired de til Planter frem engang,
Og dufted Blomsten, glemte han sin Smerte,
Alt glemte han, — mens en tungsindig Sang
Lød i de Toner, som han tidlig lærte,
Da ubevidst han hørte Lyrens Klang; —
Glad, naar han nynned dem for Fader, Moder,
Sin Ven, sin Søster og sin lille Broder.
Et Liv af Uro, Kamp og barnlig Glæde,
Én Sjæl, som græd med Sorg og lo med glæde,
Har aandet ud med Tvivl og Kræfter spæde
Sin Stræben og sit Savn i disse Blade.
En stille Sygdom var hos ham tilstede
Som skulde først ham i det Liv forlade,
Hvorfra til Fangen Frihedsbuddet sendes,
Hvor Haabet svinder og hvor Tvivlen endes.