Næsten i hvert andet Skrift af æstetisk Natur, der udkommer, støder man først paa en lille Fortale, der i Almindelighed gjør opmærksom paa, at Fortaler i Grunden ere overflødige, da dog ingen læser dem og Bøgen maa tale for sig selv. Dersom jeg delte denne Mening, vilde jeg rimeligvis slet ingen Fortale have skrevet; men jeg betænkte mig saameget mindre derpaa, som en saadan her paa ingen Maade kan sammenlignes med „en Indskrift paa Rammen af et Maleri eller paa Foden af en Billedstøtte,” men maaske tværtimod tjene til at give en adsplittet Masse Sammenhold. Jeg skyldte desuden mine ældre Subskribenter et Ord, fordi Titlen ikke længerer den samme, som paa den første Plan. Den kunde, som mig syntes, ikke benyttes uden Kommentar, og da Samlingen senere har faaet et meget forandret Udseende, har jeg tilladt mig ogsaa at forandre den ubekvemme Titel.
Der hører for Tiden hos os næsten et litterært Mod til at udgive lyriske Digte. Det er en ofte gjentaget Sætning, at vort Publikum ikke paaskjønner denne Slags Poesi, der dog ifølge sin Natur er den populæreste. Dersom nu denne Kulde blot havde sin Grund i tilfældig Modesmag, vilde den vel være mindre undskyldelig, men tillige kun af kort Varighed. Men det forekommer mig unægtelig, at den optræder med en dybere begrundet, saavel historisk, som ideel Berettigelse. Med Hensyn til det første, da har i vor æstetiske Literatur det lyriske allerede været saa overvejende, der er heri præsteret saa meget og saa fortræffeligt, at her ikke længer kan være nogen stærk Trang tilstede. Det danske Folk har i dette Aarhundrede saa lidet vandret paa Roser, Livet har bragt den enkelte saa mangen Illusjon, at man næppe kan fortænke Mængden i, at den ogsaa i Kunstens Verden giver de mere materielle Nydelser Fortrinet. Men fra en anden Side er det vel muligt, at den Poesiens Aand der lever i Folket, virkelig har tilbagelagt sit lyriske Stadium, og nu, efter Ideen, begynder at slaa over i det episke. I Tyskland er Forholdet anderledes; der spiller Lyriken for Øjeblikket Hovedrollen. Men uden Tvivl har ogsaa Litteraturen der fuldendt sit første Livskursus; af den tilvundne Udvikling hæver sig et nyt Liv, en ny Folkeaand fra 1813, en ny Litteratur fra 1830. Vistnok er den lyriske Muse hos os tilsidesat, ja næsten henvist fra Bogverdenen til Adresseaviser, Bedømmelsen indskrænker sig til Sprogform og ydre Teknik, og dog vil der aldrig ganske fattes gjærende Kræfter, som, ifølge den individuelle Aands nødvendige Udvikling, afpræge sig i disse flygtige Toner, om end adskillige af vore Digtere, maaske ledede af en dunkel Tidsfølelse, have nedlagt Ungdomshjertets Lyrik i en Folie af episke eller dramatiske Former.
Mange ville maaske finde, og vist ikke uden nogen Grund, at i nærværende Samling adskilligt er optaget, som uden Skade kunde have været udeladt. Uden selv at være paa det rene med de enkelte Stykkers Værd eller Uværd, troer jeg dog, at de alle, om end ikke hvert for sig, karakterisere Standpunkter i Bevidsthedens og Anskuelsernes psykologiske Udvikling, som man i alt Fald maa indrømme relativ Gyldighed; og jeg tilstaar, at dette ofte har været det bestemmende Hensyn. Hermed er da og svart paa Beskyldningen for Modsigelser, hvilke for den, der seer for nær til, paa forskjellige Steder kunne vise sig. Vestlandenes moderne Lyrik begynder med Følelsespoesi. Men af Følelser og vexlende Stemninger er man ej berettiget til at fordre logisk Enhed og Konsekvens som i et Digt, der udgjør en individuel, organisk Helhed; thi, som det hedder i Rosenkranz’s Psykologi, en Bog, der begynder ogsaa hos os at erholde Celebritet: jede Empfindung ist ein Vorübergehendes. Sie ist ein Anderswerden, das sich verläuft, o. s. v.
De satiriske Digte ville ikke af alle ansees for satiriske. Mange, som fornemmelig kjende Satiren fra det forrige Aarhundrede, ere vante til at tænke sig den uadskillelig forbunden med det vittige og lunefulde, og saadan forekommer den ikke engang altid for Horats. Som en af den dannede Menneskeaands nødvendige Udtryksmaader laaner den Karakter af de forskjellige Tiders meer eller mindre stærke Følelser, og kan saaledes baade være elegisk klagende, ironisk bitter og vittig skjemtende. Vor Tid har et alvorligt Ansigt, ogsaa naar den satiriserer. Exempler herpaa er Barbier, Heine og Byron; selv naar de to sidste berøre en komisk Streng, dirrer den dog i en saa bidende Luft, at man maa være haardhjertet for at kunne lee. — Andre ville maaske misbillige, at det satiriske henføres under den fælles Hovedtitel; men det maa efter det System, der i Tanken foresvæver mig, netop stilles i Kategorien af det lyriske, som udspringende af en, snart mere vedvarende, snart momentan, subjektiv Stemning, der driver den reflekterende Aand til netop paa denne Maade at udtale dens Anskuelse af Livet og del moralske Ideal. Thi Satiren har aabenbar, foruden Kunstens almindelige, ogsaa det praktiske Formaal, at bekæmpe moralske Onder, og saaledes kunde Holberg med Grund ansee sig for Moralist. Men i det den udfolder sig af den vibrerende Følelsedæmring, der er Grundlaget for al Digtning, antager den med lyrisk Ensidighed Poesiens individualiserende Præg, og adskiller sig fra den prosaiske Morals udtømmende Almindelighed.
De Læsere, som bemærke den Tanke, der ligger til Grund for Hovedinddelingen, ville see, at Samlingen ikke hermed er afsluttet. Man har symboliseret de æstetiske Hovedkategorier dels med Aarstiderne, dels med Døgnskifterne. Den sidste Paralel er her benyttet; og dersom den indeholder mere Sandhed, end et Billede, vil det vel og kunne forsvares, at jeg har ladet de to betydningsfuldeste Overgange være repræsenterede. Til næste Foraar haaber jeg, da Manuskriptet næsten er færdigt til Trykken, i et Hæfte paa 8—10 Ark, at kunne udgive de to sidste Afsnit, Aften og Nat, og dermed tillige levere Subskribentlisten. De, som ikke inden Maj fratræde Subskriptionen, antages ogsaa at ville modtage dette Hæfte. Heri vil det hele — skjønt ogsaa nærværende Bind, der alt er 4 Ark over det lovede, kan betragtes som en særskilt Samling — erholde sin egentlige Runding og en og anden Disharmoni maaske findes opløst. En fuldstændig Dom vil saaledes ikke vel kunne fældes, før det hele er udkommet, uden at jeg dog herved i mindste Maade tænker paa at unddrage mig den Kritik, der betinger alt litterært Liv, og som kun sygelige Sjæle frygte.
Retskrivningen skal jeg her ikke omtale. For hvad der ikke er en Følge af den hurtige Trykning og en mindre nøjagtig Korrekturlæsning, skal jeg, om det fordres, være villig til at gjøre Rede. Ved at nærme mig næsten ganske til det almindelige, har jeg ønsket at knytte Opmærksomheden til Indholdet og ikke til Bogstaven, medens jeg dog endnu ikke opgiver Haabet paa en Tid, hvor man ikke vil finde det Umagen værdt at forarges over slige Smaating, men tillade enhver deri at følge hans Overbevisning.
December 1839.
P. L. Møller.