Hvor Aaen blidt sig krummed,
Og Pilen paa Bred,
Mens Vindene forstummed,
Sig bøjed sagte ned,
Som lytted den til de
Forelskte Bølgers Graad:
Der svømmed ensom, silde,
En lille venlig Baad.
Med Strømmen den førtes
Som Aften følger Dag,
Og kvin sjælden der hørtes
Et dæmpet Aareslag.
Der sad hun og sig med sine
Smaa Søstre vugge lod;
Der gynged jeg det fine,
Hun sagde: „Se hvor roligt
Der er i Naturens Slot! —
Hvor Sivene fortroligt
Staar og sladre saa smaat;
Blomstervrimlen
Alt sover sødelig;
Hele Himlen
I sit Sølvflor viser sig.
Jeg hører, de skal rejse
Langt og længe bort.
Hvor Granerne knejse
Og hvor Sommeren er kort:
Gid med blidelig Banken
Deres Livspuls da slaa:
Saa blir der vel i Tanken
Nok for mig en lille Vraa.
Ja se som Fremtids Billed
Denne Aften, min Ven!” —
De hvide Fingre spilled
Over Rælingen hen.
Læberne bæved,
Skjønt selv de præked Fred.
Øjet, nys hævet,
Sank glindsende ned.
Min Frøken, og de kunde;
„Stilleben” ønske den,
De kaldte Ven? — saalunde
Kan mit Liv ej gaa hen;
Saalidt som jeg glemmer.,
Hvad vi har sammen talt,
Og, hvad i mit Hjem er
Mig kjærest af alt! —
Nej Mandens Hu til Stigen
I fyldig Leven staar.
Og rastløs hans Higen
For Stormsejlet gaar.
Bly og beskeden
Er Tanken hos en Mø,
Som Sivet staar ved Bredden
Af den brusende Sø.
Som nu — de troer forresten
Her ej engang mig selv —
Nys ønsked jeg næsten,
Da Baaden stod paa Hæld,
At jeg den vælte torde, —
O, tilgiv min Synd! —
Og de faldt over Borde
Under Flodnymfers Nyn:
Da kunde jeg jo springe
I det vaade Element,
Som et Stjerneskud dem svinge
Fra Dybets Firmament, —
Vriste dem af Armen
Paa den dugklamme Død, —
Tilaande dem Varmen
Fra Livets Moderskjød! —
Saaledes, hulde Pige,
Bør det igjennem Nød
Og Tvivl og Kamp mig stige
Til Glædens Time sød.
Kun tillidsfuld de være,
Selv mest i Fare stædt: —
Jeg kommer i Held og Ære
Tilbage med eet;
Og river dem af Armen
Paa den bejlende Død,
Ham med Is i Barmen,
Denne udbrændte Glød
Med den rynkede Pande,
Med den indfaldne Kind,
„Tys her maa vi jo lande;
Min Ven, læg Aaren ind!”
Den fine Skabning bæved
Ved mit Haandtryk, — de smaa
Jeg kyssed, — let de svæved
Hen mod Taarnene blaa.
Der boer hendes Fader
Med den gammeldags Skik,
Med de stive, kolde Lader,
Det beregnende Blik.