I Nyboder, i Nyboder
Blomstre favre, raske Piger,
Een især, en Sejler, o, der
Ej for nogen anden viger.
Ene dette Blomsterøje,
Ene disse Lokkers Flod,
Kan fornøje
Et bedrøvet Hjerteblod.
Paa Forhøjningen hun sidder,
Flittig sy de hvide Hænder.
Aftensolen indad titter;
Snart den Afskedssukket sender.
Straalerne de luerøde
Flygte bort med skræmmet Glands,
Naar de møde
Fletningernes gyldne Krands.
Ind ad Døren Amor træder,
Trøjeklædt, med Kraven aaben,
I de vide Sømandsklæder,
Snildt han skjuler sine Vaaben.
Og han siger: Fanden ta’ mig,
Hanne, hvor du dog er smuk! —
Vil du ha’ mig? —
Ta’ mig uden Ak og Suk!
Og de favnes. Næste Morgen
Braser Sejlet op for Vinden.
Kort Proces med Afskedssorgen,
Gjør et Kys paa Mund og Kinden.
Midt i Strandens tætte Klynger
Staar forladt den blonde Mø,
Og hun synger,
Mens hun stirrer over Sø:
„Min Kjærest er en rask Matros
Højt paa de Danskes Vej til Ros
Og Magt hans Skude krænger;
Sortladne Hav, min brune Svend
Du bære trofast hjem til den,
Ved hvem hans Hjerte hænger!”
I Nyboder, i Nyboder
Spændes Hjertesnarer listig.
Hvem der engang maatte bo der
Som en Sømand, djærv og dristig
Drømme sig i Kamp med stride
Bølger paa den lilles Skjød,
Farve hvide
Skuldre med sin Læbes Glød!