Midt i de svale Bølger staaer Slottet med Spir og Sal,
Med Vægge af Sølverplader, og Søiler af klart Krystal.
I Skatten mat det funkler, men ved den lyse Dag
Solstraalerne sig bryde imod det gyldne Tag.
Store, grønne Blade slynge sig om dets Fod,
Hvor glindsende Perler straale mellem Korallernes Blod.
Der boer Gudinden Saga, alvorlig er hendes Skik;
Hendes store, mørkeblaa Øie saae Alt, hvad kom og forgik.
Hver Dag, naar Solen svinder, gaaer Odin fra Lidskjalv ud,
Og stiger herned gjennem Bølgen, den store, vise Gud;
Og sætter sig taus i Hallen hos Saga, paa Bænken blød;
Og dybt af gyldne Pokaler de drikke den klare Mjød.
Da flammer Gudindens Øie, da svulmer det høie Bryst;
Hun bøier sig hen mod Odin og hæver sin milde Røst.
Og som den kølige Bølge, der suser i Dybets Tang,
Som Kildestrømmene risle hen gjennem Skov og Vang:
Saa klinger hendes Tale, snart stærk, snart dæmpet og blid,
Om svundne Menneskeslægter og evige Guders Id .
Men Odin sidder og lytter, den store, vise Gud;
Med sit ene, mægtige Øie han stirrer i Tiden ud.