Midt i den lyse Verden staaer der et underfuldt Træ.
Alt hvad der røres og aander, nyder af Grenene Læ.
Det vifter i Ætherens Vinde om Stjernen paa Himlens Bugt.
Alle levende Væsner bide dets Løv og Frugt.
Sært i dets brede Skygger færdes Menneskets Æt,
Øver den Nid og Stordaad, elsker og hader sig træt.
Af trende mægtige Rødder Stammen skyder sig frem,
Trende adstilte Verdener gjennemslynges af dem.
En gaaer til Rimthusseriget med Fjeldenes rullende Drøn.
Mimer, den kløgtige Jætte, væder den af sin Brønd.
En gaaer til gode Asers og evige Norners Land.
Urdas hellige Kilde kvæger den med sit Vand.
Over den breder sig Træet løvrigt, saftigt og skjønt;
Over den hvælve dets Grene sig med et friskere Grønt.
En gaaer til Niflheims kolde, taagede Afgrunds Dyb.
Der, hvor Brønden Hvergelmer mylrer med giftigt Kryb.
Tolv eddersvulmende Strømme risle ud fra dens Væld.
Her mellem Dødens Skygger troner den skumle Hel.
Her ligger Slangen Nidhugger, gnaver paa Roden glad.
Engang skal Træet raadne, smuldre hver Green og Blad.
Engang saa skal det raadne, og alt dets Liv vorde kvalt:
Det volder den onde Slange — Alfader raader i Alt.