Nu brister alle Knopper
I Haver og Enge,
Og alle søde Længsler
Nu Lænkerne sprænge.
See Hængeasken bøier
Mod Jord sine Grene,
Og Stammen staaer derinde
Usynlig, alene.
Der sidder hun forborgen
Den kydske Dryade,
Og hvælver sig et Tempel
Af bævende Blade.
Saaledes mine Tanker,
Lig Blade, som skjælve.
Om dig, min Elskte, stedse
Som Løvsal sig hvælve.
De bryde frem saa tætte,
Saa lønlig og stille.
Og du er deres tause,
Usynlige Kilde.