Menneskene tale meget om min Troskab og Fornuft,
At jeg foretrækker Stuevarmen for den friske Luft,
At jeg finder philosophisk mig i mine hundske Kaar,
At jeg fast med Christentaalmod slikker Haanden, som mig slaaer.
Og de kalde mig et nyttigt og et klogt, lærvilligt Dyr,
Som kan prægtig apportere, ved hvis Anskrig Tyven flyer.
Og de troe, jeg kan ei mindes, at og jeg har været fri,
Men heel henrykt er ved Trykket af et grusomt Tyranni.
O, forsøger det, I Herrer, dette Sagn at byde Trods,
O forsøger det, og giver engang fri fra Lænken os!
Lad os ud i Mark og Skove som i svundne Tider flye,
Og I høre skal vor Jubel stige slingrende mod Sky! —
Lad engang os til en Prøve, fjernt fra eders Pidskeslag,
Gjennem Dale, over Bjerge, streife frit i Stormens Brag;
Og I skulle see, hvor freidig vi skal tumle os omkring.
Tumle os med Bjørn og Løve i de lysteligste Spring.