Du var engang en Haandfuld Sand, Gud veed, paa hvilken Kyst.
Og Smelteovnen aabnede for dig sit Flammebryst.
Og ud af Luen atter flød du som et farvet Glas,
Blev slebet, fik i en Butik blandt andet Glimmer Plads.
Der kjøbte dig en Ungersvend med friskt og fyrigt Blod,
Som drog paa Verdens Veie ud med frejdigt Ungdomsmod.
Du fulgte med, naar al hans Sjæl gav Glands og himmelsk Klang, —
Naar Elskovsguden om ham slog en Lænke blød og trang.
Du — Vidne til, hvad helligt-høit har flammet i hans Bryst! —
Du hævede dig ved hans Suk og gløded ved hans Lyst.
Du bæved, naar han bygged sig et gyldent, luftigt Slot —
Nu ligger her i Gadens Støv du knust og søndertraadt. —
Saadan skal og maaskee det Bryst, som glad engang dig bar,
I Støv forgaae, foragtet, knust, som du, du skjøre Glar.
Og Hjertet, som du hørte slaae, til Graad og Jubel stemt,
Er maaskee mere snart end du forvittret og forglemt.
Saadan skal og engang forgaae den Haand, som dette skrev,
Det Hjertes Ild, hvor dette Digt af Intet fostret blev, —
Det Bryst, hvor alle Storme høit i Strengene har brust, —
Skal kastes hen og smuldre glemt, nedtraadt og sønderknust.