„Dig jeg mane,
Stærkodders Aand!
Skrinlagte Svane,
Bryd dine Baand,
Stig over Engen! —
Med Staalharpestrengen,
Gaven af Brage
I dunkle Dage,
Resten du væbne
Til tordnende Oder!
Lær mig at samle
Sagnord gamle
Om Ophav og Skæbne,
Af Fjælde og Floder!”
Hvad vil I Toner,
Dæmpede Lyde,
Som dæmrende frembryde?
Gaar I fra Skjul som
Lurens Toner,
Hvad eller laaner
I Klang af en Fugl, som
Dirrende troner
I Tidens Bur? —
Dæmper den Tale
Om Fjældemur.
Om Jættesale,
Om Nordlys svale:
I kan ej male
Tules Natur!
Ej Fossens Brusen
I Norges Dale,
Ej Granens Susen,
Naar stolt den knejser,
Naar veg som Ormen
Den leger med Stormen
Som snelt sig rejser.
Danske Tunge,
Du kan ej sjunge
Klippens Trods
Imod Himlens Bue.
Svage Blods
Matte Lue
Kan ej smilende skue;
Brystets unge
Kraft kan ej runge,
Kun henrykt bæve,
Hvor Fjælde sig hæve. —
Før Ask og Embla
Var Steen og Fjæld,
Men førend Freja
Ved Elskovsdrømme
Drog Dampe op
Over Klippens Top,
Var ingen Strømme,
Ej Kildevæld. —
Kæmpen i gramme
Armtag nu kryster,
Elskovsvarm
Af Dybets Flamme
Den evig ulmende,
Skyens Bryster,
Blode, svulmende,
Som sig folde,
Tæt om den kolde,
Islagte Barm.
Evig staa de,
Favnomslyngede,
Fastomklyngede, —
Ændse ikke
Skinsyge Blikke
Af Bølger, som brummende,
Vellystskummende,
Lystne fraade
Ved Kæmpens Fod,
Farvende grønligt
Kun Kobberets Blod,
Der flyder lønligt
Af Fjældets Rod.
Skyen sort
Skræmmes ej bort;
Med det dunkle Øje
Tavst i det høje
Den sig lejrer,
Fejrer —
En lokkefavr, prud,
Mørktblussende Brud —
Med rastløs, vild,
Udæmpet Ild,
Ej bly, ej bange.
Den første, lange
Kjærligheds Nat;
Paatrykker brat,
I Nattens Gys,
Ved Dagstraalens Lys,
I usvækket Ungdom,
Den stenhaarde Brudgom
Evige Lys. —
Mens disse sig favne,
Varslende Ravne
Flokkes og skrige
I skingrende Kor,
Og atter saa vige
Trindt ud og spaa
Om de Kuld, som skulle
Fra Parret udgaa.
Spredes og rulle
Fra Skyens Leje
Ad tusinde Veje
Mod Syd og mod Nord:
Som begravende Laviner,
Medens Stormen hviner,
Eller skjælve
Som brusende Elve
Hen over Jord.
Hine dræbe,
Med maalløs Læbe,
Undrende Skarer
Af Midgaards Børn.
Disse tale,
Mens Ekko svarer
Fra Klippesale,
I Bølgetakten
Med Luften den svale,
Med Gran og Tjørn,
Lydt om hint Kys
Og om Bryllupspagten,
Kuns omluet
Af Himmelens Lys,
Kun beskuet
Af Ravn og Ørn.