Du lille Mand med Blusen af tavlet Tartan,
Med Spænde blankt i Beltet af det grønne Saffian,
Med de store brune Glukker og den Haardugskaskjet,
Du er jo da saa nydelig, saa proper og net!
Hvad er der dog paafærde? lad mig see, naa bi nu lidt,
Søndag er det jo ikke — du venter ej Visit
Af en af dine Kjærester, hvoraf du har en Krands
Helt rundtomkring i Landet, paa flere Mils Distans;
Thi du blandt Børn og Fruer og Jomfruer har jo
En Skok af Koner, — andre maa ej engang ha’ to. —
Du lever som en Sultan med uindskrænket Magt,
Og nitten Knaldepiske du har til Tronens Vagt!
Du smiler stolt, og siger med Hovedrysten: nej! —
Bevares, men lad see — idag — det skulde da vel ej —
Ih saamen er det jo saa, — naar jeg tænker mig om —
Den Dag, da med Storken du her til Landet kom.
Aa Gud, jeg gratulerer! hvor kunde jeg dog rent
Forglemme det! og du, som er pyntet saa pent!
Og er saa tidlig oppe! — jeg maa afsted og hen
Til Byen, for at gjøre min Synd god igjen, —
Og kjøbe dig to Kringler, en Bolle og en Bold,
Og en Pisk, saa har du tyve, du lille Pisketrold!
Løb ud og tag din Vogn og spænd Kalkunerne for,
Og Skam faa den, som før jeg er ved Byen, siger trr!
Nu er jeg oppe, hyp, hyp, nu gaar det rask, farvel!
Du har mig om en Time igjen, du lille Sjæl. —
Se her jeg tilbage, var det ikke i en Fart?
Kom nu med Sjokoladen, og det skal være snart!
Her har du først nu Kager og Hvedebrød og Pisk,
Lad mig see, du kun stikker paa Varene frisk!
Og skjenk saa selv for Søstrene og Far og Mor og mig,
Og viis mig, hvad de andre saa har foræret dig.
Ja det er grumme herligt! men veed du hvad min Ven,
Jeg har en Bog, imorgen skal vi more os med den.
Hjælper du mig at fortære den hele smukke Bog,
Du er ad Aare dobbelt saa stor og saa klog! —