Højt op mod Skagen
Min Faders Gaard
Sig skjuler i den brune Hede.
Der er ej Magen
I Syd og Nord
Til Rug og Byg, især til Hvede!
En Ager strækker sig mod Aaen ned,
Den spaar om Julekagers Dejlighed;
Ja lille Pa,
Du har det bra
Med „frugtbar Herlighed” og Glæde!
Du har to Sønner
I Graaværk klædt,
Som kongelig med hvidt er spættet;
Og det sig lønner
En saadan Æt
At skjenke Pynt, som er berettet.
En af dem er din Avlsforvalter fin,
Den anden plejer dine Gæs og Svin, —
Ivren dog størst,
Vise de først,
Naar Middagsgrøden er anrettet!
Du har tre Hunde —
En herlig Vagt,
Som værner om de vundne Skatte.
I deres Munde
De have Magt
Til at forskrække — alle Katte.
Hr. Hektor er et uopdraget Barn,
Og Spidsen ret et gammelt arrigt Skarn,
Een v’ galant
Kalde Kurant,
Skjønt ingen hans Værdi kan fatte.
Du har en Mage,
Som laver Mad
Til alle disse sultne Munde.
Med Sul og Kage
Hun mætter glad
Os alle, Mennesker og Hunde.
Med snilde Ordsmaal hun i Sorgens Stund
Gjør Pandens Skyer til et Smil ved Mund;
Hun til din Død
Deler din Nød
Saa tro som ingen anden kunde! —
Du har blandt Poder
Et yngste Skud,
Om hvem enhver det bedste haaber;
Ti han af Moder
Er klækket ud
Med Moderømheds søde Draaber.
Og naar han rider Ranke paa dit Knæ,
Saa er du glad, naar I blot har Læ, —
Om du kun Vand
Give ham kan,
Naar han sit „tørstig er jeg” raaber.
Din førstefødte
Kan skrive Vers,
Og gir for Resten Verden Pokker.
Den tidt ham stødte
Paa kryds og tværs,
Dog ej hans Kjærlighed den rokker;
Og vil du lytte til hans Viseklang
Og kan adspredes ved hans Muses Sang,
Drager hun hen,
Hvert Aar igjen
Og seer til dig; se det er Sanden!