Erindrings Vaar! hvor yndig smiler
Du fra din svundne Verdens Grav!
Hvor mild og klar og rolig hviler
Du, som det stille, blanke Hav!
Du Sum af, hvad jeg skjønt har skuet
Paa Ungdoms lykkelige Øer,
Du Liv, som fødtes vel i Nuet,
O, men som aldrig, aldrig døer!
Du Rigdom, som jeg har tilbage,
Min eneste, men store Skat!
Du var min Sol i kolde Dage,
Min Maane gjennem Tidens Nat:
Saa vist, som aldrig fra mig svæver
Mit Hjertes Foraar lysegrønt —
I Guds Erindring evig lever,
Hvad der har følt og levet skjønt.
Og var end Skjønhed kun tilstede
Som Drøm hos et bevæget Sind,
Kan denne dunkle Magt dog lede
Til Evighedens Klarhed ind.