Jeg har et gammelt Kortblad i mit Gjemme
Fra fordums Tid, dengang jeg spilte Kort;
Blandt andet Skramleri det ligger hjemme,
Paa alle Kanter slidt, og næsten sort.
Ej Farverne ved første Blik sig give,
Først, naar man længe stirret har derpaa,
Da komme, som et Billed af det graa,
En gammel Hjerterdames Træk til Live.
I ensom-stille Vemods Øjeblikke
Jeg trækker Skuffen ud og tar det frem;
De slidte Træk da synes ad mig nikke,
En dæmpet, fordums Klang udgaar fra dem.
Og trykker mod mit Bryst jeg Bladet — tænker:
Der var en Tid, og du var frisk, var ung,
Der var en Tid, ej Skæbnen var saa tung — —
Vildt bryder Bladets Aand da sine Lænker.
Da er det, som de gamle Træk besjæles,
Og træder ud af Rammens matte Grund,
Og om min Hals sig slaar, saa fast jeg kvæles,
En Arm krampagtig, — som engang var rund.
Da stormer alt bedøvende tilbage
Fra dræbte Følelsers forglemte Hjem; —
Den Aand, jeg halv bevidstløs maned frem,
Med Møje kun jeg atter kan forjage. —
Da maa jeg ud, at færdes
I Luften, der min Blødhed atter hærdes.
Jeg river mig fra Barmen,
Fra Blikkets brune Gled med Febervarmen.
Naar Hjerterdame tier
I Skuflen blandt de gamle Skramlerier,
Da svinder alt hel fage,
Da synker Synet i sit Støv tilbage.